Casting Crowns – Lifesong

Efterfølgeren til debutalbummet fra Casting Crowns er på gaden.Albummet hedder Lifesong, hvilket betyder livs-sang eller livs-lovsang. Altså at vores lovsang til Gud ikke bare skal udtrykkes gennem ord – men gennem vores måde at leve på.
Og det er titlen, der slår tonen an for selve cd’en.
Casting Crowns har nemlig ladet sig inspirere af navnet til at lade cd’en indeholde en samling „livs-sange“, der fortæller historier fra ’det virkelige liv’, der hvor det ikke altid er en dans på roser, men hvor livet indimellem er en kamp for at hive sig selv op af det møg, man er havnet i.

Med skarpe tekster, der skærer ind til benet, gør Casting Crowns op med hykleri og sætter fokus på nogle af de problemer, der ofte bliver fejet ind under gulvtæppet.
Men måske netop fordi verden i dag er så fuld af tomme kærlighedssange og intetsigende pladder, er Lifesong utrolig forfriskende. Samtidig sætter teksterne også fokus på den tilgivelse, kærlighed og omsorg, vi møder i Jesus.

Casting Crowns har tilføjet skriftsteder i coveret over hver sang og med få ord beskrevet, hvad der har været inspiration til og motiv for sangen. En fed detalje, der sætter prikken over i’et.
Stilen er en lækker gang pop/rock, med masser af el-guitar og trommer. På de mere stille numre træder et forrygende klaverspil i karakter sammen med Mark Halls fantastiske vokal-arbejde.
Nogle cd’er skal høres flere gange, før de rigtig fænger, men Lifesong vinder første gang.
Så er du til iørefaldende musik med tekster, der kalder til eftertanke, så er denne cd lige noget for dig.