Hillsong United Look to You

Hillsong United er tilbage med en ny cd og helt friske lovsange. Cd’en er optaget fra en live-koncert, og det bliver den absolut ikke ringere af, for der er fuld knald på, når den unge Hillsongs gruppe går på scenen og fyrer den af for tusindvis af begejstrede unge. Ånden bag cd’en flyder ud af højttalerne sammen med musik i topklasse. Jeg bliver revet med lige fra første nummer.
Teksterne er enkle, men man mærker, at de er skrevet lige fra hjertet og udtrykker et ønske og en længsel efter mere af Gud i vores liv. De unge Hillsongs er blevet rørt af Gud og ønsker at dele deres begejstring med os. Det er vildt fedt!
Også musikken er helt i top. Det er frisk, rå, lidenskabelig lovsang spækket med masser af el-guitar, bas og trommer.
Stilen veksler mellem de rockede og de mere stille numre, hvor det fyldige klaverspil og de akustiske guitarer rigtig kommer til deres ret. Der bliver også skiftet jævnligt mellem sangerne på de enkelte numre.
Man bliver om muligt endnu mere begejstret, når man sætter den medfølgende dvd på; den indeholder 6 af de 13 numre på cd’en og en ”bag om scenen” dokumentar.
De grafiske effekter er helt i top, og United benytter en god kombination af sort/hvid og farver, der er med til at forstærke oplevelsen. Det føles som om, man selv står og hopper sammen med publikum, og ikke bare sidder i lænestolen foran fjernsynet. Bandet leverer et fedt show, men det er meget mere end det. Det er deres lidenskab for Gud, der bliver reflekteret gennem albummet, og det smitter.
Så hvis du ikke allerede har bestilt en flybillet til Australien, vil jeg kraftigt opfordre dig til at anskaffe cd’en i en fart…
– Forhåbentlig er det ikke det sidste, vi har hørt fra de unge Down Under!