Troen og videnskaben byttede plads
I forrige århundrede opstod to teorier om verdens udvikling, som siden har vundet næsten total indpas i den videnskabelige verden man har glemt, at det kun er arbejdsteorier.
Nu er de blevet dogmer. Men meget modsiger dem…Charles Darwin forældede teori om arternes udvikling er aldrig bevist og læner sig op ad en anden teori, som heller ikke er bevist.
Den anden teori er den såkaldte uniformitetsteori, som Charles Lyell udviklede også i forrige århundrede.
Teorien går i korthed ud på, at alle forandringer i universet er sket i samme tempo, som vi i dag kan iagttage. Dvs. umådeligt langsomt, og derfor regner man med uoverskueligt mange millioner år. For eksempel regner man populært sagt med, at de geologiske lag er fremkommet ved, at millioner af års materialer har lagt sig ovenpå hinanden. Men enhver, der har levet i andre verdensdele end Lyells trygge England, vil vide, at den hastighed, der eroderer landskabet, langt ville overgå det umådeligt langsomme tempo, hvormed man regner, at lagene dannes. Sådan er der flere ulogiske forhold ved uniformitetsteorien, som stiltiende accepteres. Hvorfor?
Vi får ofte det indtryk, at videnskaben virkelig har styr på alle de millioner af år, der slynges rundt med. Men det er langt fra sandt.
vaklende grund
Teorien om, at man kan stadfæste fossiler af dyr og planter ud fra, hvilket geologisk lag de findes i, har det store problem, at nogle fossiler findes i flere lag. Man kalder dem polystraight fossils.
Der er for eksempel fundet træer og planter, der har roden nede i kullaget (og derfor skulle være 360-286 mio. år), men stammen står i permlaget (og skal derfor være 286-245 mio. år), og toppen står i triaslaget (og skal være mellem 245-208 mio. år).
Det kan naturligvis ikke passe, det kan enhver forstå. Alligevel bruger man ukritisk dette dateringssystem, når man er så heldig at finde et fossil i ét lag. Det virker ikke helt seriøst.
Nogle gange finder man også dyr og planter i de forkerte lag – ifølge udviklingsteorien. Ja, man har endda fundet dyr og planter, som skulle være uddøde for millioner af år siden i lag sammen med kunstværker fra oldtiden i Grækenland. Men så kalder man dem bare for out of place – og fortsætter med at bruge teorien, hvor den bekræfter de forudfattede meninger. Virker det troværdigt?
I bogen Forbidden Archaeology fortæller Michale A. Cremo og Richard L. Thompson bl.a. om Nampa-gudinden, en lille lerfigur, som i 1889 blev fundet 100 meter nede mellem to sedimentære lag (Pliocene og Pleistocene) så den skulle dateres til 2 mio. år, selv om den efter al sandsynlighed kun er nogle tusinde år. Helt nede i kullagene (mindst 286-360 mio. år siden) fandt man i 1926 flere menneskefremstillede ting sammen med to menneske-tænder i Bear Creek i Montana. I 1912 fandt man en jerngryde i kullagene ved byen Thomas, Oklahoma. Man har også fundet en jernklokke i en kulklump i Vest-Virginia.
Et helt menneskeskelet blev fundet dybt nede i et stenkulsleje i Italien i 1958 – selv om dette lag skulle svare til en tid for 300 mio. år siden.
En kvinde i Illionois tabte i 1891 sin kulskuffe på gulvet, så kullet gik i stykker. Det viste sig, at en guldkæde var indkapslet i noget kul – som jo skulle være dannet for de der 300 mio. år siden…
I Freiburg i Tyskland findes et fossil af et menneskekranium, som er fundet i kullagene… Også en ske er fundet indkapslet i kul. Ja, tre spyd af træ er fundet i en kulmine i Schöningen ved Hannover i Tyskland. De er af gran og dateres af Institut für Denkmalpflege til mellem 380.000 – 400.000 år – ikke fordi man kan måle det, men fordi man mener, mennesket på det tidspunkt var nået så langt i udviklingen. Men ifølge teorien om de geologiske lag, som denne udviklings-opfattelse jo bygger på, lå disse spyd altså i lag, som var 300 mio. gamle… Ups!
Samme sted er der fundet tusinder af ben af dyr, som bar mærker efter hug og stik – og som altså var dræbt af mennesker. Men de lå desværre i devon-lagene, kul-lagene eller tertiær-lagene og derfor skulle de være 408-66 mio. år gamle, hvilket slet ikke passer med evolutionsmodellen, hvor mennesket først er udviklet for få hundrede tusinde år siden.
Hele dette dateringssystem er latterligt.
I dag ved vi også fra den økologiske forskning, at naturen hele tiden må være i kredsløb og balance. Så tanken om, at en fisk kan have ændret sig til et firben osv., er ikke så enkel, som Darwin troede.
Problemet med disse forældede teorier er, at de er blevet så enerådende, at de blokerer for en fri forskning i det, der ikke passer med teorien.
Disse teorier opstod i en kontekst, hvor der var religiøse undertoner. Det handlede om at få afskaffet religionen.
Lige siden dengang har ateistiske skolelærere forsøgt at banke barnetroen ud af deres små elever ved at påstå, at Bibelen ikke talte sandt om Syndfloden. Ja, selv teologien er blevet påvirket, fordi nogle teologer har forsøgt at indrette sig efter disse fakta.
Lyell og hans tilhængere udelukkede nemlig i forrige århundrede kategorisk, at der kunne være sket en syndflod.
Også indenfor videnskaben gik man indtil da ud fra, at de geologiske jordlag var dannet ved den verdensomfattende oversvømmelse, som var omtalt i Bibelen.
Netop de geologiske lag kan nemlig også tolkes som det største bevis for en verdensomfattende oversvømmelse.
Over 75 pct. af jordkloden og 95 pct. af havbunden er nemlig dækket af et enormt lag af sedimentering. Dette lag består af mineraler og organisk materiale, og lagene kan enten være opstået på grund af en langsom forvitringsproces (Lyells lære) eller ved – ja, en kæmpemæssig stormflod…!
Sedimentærlagene er én stor gravplads for alverdens dyr, fisk, fugle, krybdyr, insekter, planter og mennesker. Mellem 99-100 pct. af alle de arter, som har levet på jorden, ligger ifølge paleontologerne begravet her. Og de ligger i nogenlunde orden med de små dyr nederst og de større eller hurtigste øverst. De store tunge dinosaurer ligger lidt lavere.
Faktisk sådan som de ville ligge, hvis de var blevet overrasket af en katastrofe.
Nu om dage rådner og opløses dyr og planter hurtigt, når de dør. Hvorfor de ikke skulle have gjort det tidligere er svært at forstå – med mindre de blev begravet ved en katastrofe.
I 1700 og 1800 fandt man netop store massegrave med dyr slynget sammen hulter til bulter. Dyr, som normalt ikke færdedes sammen. Nogle stadig med græs i munden. Alt tyder på, at de var omkommet ved en katastrofe.
Forsøg med at lade forskellige materialer skvulpe frem og tilbage i et bassin viser også, at de efterhånden lægger sig i lag – ligesom de geologiske lag. Det er egentlig meget enkelt, hvis der var en syndflod.
Men videnskaben lider stadig under, at man i det 18. og 19. århundrede gjorde op med alle religiøse forestillinger – så ud røg Syndfloden.
Senere opdagede arkæologer og antropologer imidlertid, at det ikke blot er Bibelen, der fortæller om en stor oversvømmelse. Det gør næsten alle gamle kulturfolk.
I 1872 få årtier efter at Lyell havde fastslået, at der aldrig havde været en syndflod dukkede en årtusindgammel beretning om Syndfloden op fra en ikke-bibelsk kilde.
Den engelske assyriolog George Smith afkodede på gamle lertavler fra Irak en beretning om helten Gilgamesh, der besøgte vismanden Utnapishtim, som påfaldende lignede Bibelens Noah!
også Syndfloden
De gamle lertavler regnede med en kongerække før og efter en stor oversvømmelse og der var i de forskellige tavler op til 10 konger før Syndfloden (ligesom Bibelens ti stamfædre). Gilgamesh var den 5. konge efter Syndfloden i by-staten Uruk i det sydlige Irak. En af verdens ældste byer.
Arkæologerne fandt også en gammel sumerisk syndflodsberetning, der handler om en Noah ved navn Ziusudra, der også byggede et skib og overlevede oversvømmelsen.
En babylonsk beretning (ca. 1700 f.Kr.) handler om en Noah ved navn Atrahasis. Den menes at stamme helt tilbage fra sumerisk tid (små tusind år før), fordi den bringer den sumeriske kongeliste fra før Syndfloden, hvor Atrahasis var den sidste konge i Shuruppak. Også Atrahasis reddes fra Syndfloden ved at bygge en båd, så der er næppe tvivl om, at denne beretning også handler om Bibelens Noah.
Alle disse gamle tavler bekræfter altså Bibelens beretning om en syndflod – og dermed en anden udvikling.
Sammendrag af et kapitel i Henri Nissens nye bog Noahs Ark – fundet igen? der undersøger kilderne om Syndfloden.