At være kirke på samfundets og livets grænser
Diakon/socialrådgiver
Hvad vil det sige at være kirke? Hvem er kirken for? De stærke eller de svage? Svarene vil afhænge af, hvilken kirkelig baggrund den enkelte af os har – MEN, at være kirke må vel naturligt tage sit udgangspunkt i Ny Testamente – i det spejlbillede, Gud har givet os i mødet med Jesus Kristus.
Jesus havde kontakt til datidens udstødte – det gav problemer i forhold til de stærke. Egentligt kan vi vel sige, at Ny Testamente er et festfyrværkeri af gode nyheder – mennesker, der mødte Jesus, fik nye livsmuligheder – syge blev helbredt, ånder blev uddrevet, der blev vendt op og ned på arbejdsmarkedssystemet – mennesker fik deres liv igen.
Jo, der blev vendt op og ned på datidens opfattelse af de svage – de fik i mødet med Jesus nyt livsmod.
Da Jesus blev stillet overfor spørgsmålet om det største bud i loven – fik vi jo dobbeltheden: At elske Gud med alt det vi rummer og næsten som os selv. Der blev vendt op og ned på opfattelsen af næsten gennem lignelsen om den barmhjertige samaritaner – næsten er ikke det menneske, vi kender og holder af. Vi vælger ikke selv vores næste – vores næste vælger os!
At være kirke er at leve det kristne fællesskab med tak og lovsang til Gud – døbe og bryde brødet til ihukommelse – MEN, det er også at fastholde dobbeltheden i forhold til den næste, der møder dig og mig på vores livsvej.
Dobbeltheden, der kommer til udtryk gennem det at give rum for den svage i de kristne fællesskaber og skabe rammer for omsorg/diakoni……
Vi må arbejde på at have gudstjenestefællesskaber og andre fællesskaber, der kan rumme hele Guds menighed – ikke blot børnefamilierne og de tilpassede ældre – men, hvor også de rablende sindssyge kan være, misbrugerne i alle deres afskygninger, de udviklingshæmmede, skattesynderne, dem, der er skabt på en anden måde end flertallet, de åndsbesatte sammen med alle tvivlerne!
Vi må arbejde på at kunne rumme dem i vore egne liv som kristne og det fælles rum, vi kalder kirke.
Vi må fastholde samfundsfællesskabet på deres forpligtelser og i det omfang, det ikke lykkes, må vi skabe andre rum, så den del af Guds skabning får tålelige livsmuligheder.
Den kristne kirke kan aldrig være stationer – den er altid på vandring for at opsøge og frelse det fortabte.
I det øjeblik, den kristne kirke får nok i sig selv, så er den ophørt med at være sand kirke. Det gælder også dig og mig!
