Eli: Live

Jeg sætter cd’en på og forventer en stille og rolig lovsangs-cd. Men jeg tager fejl. Jeg bliver præsenteret for en meget dejlig pop/country cd fyldt med gode numre.
Eli er fra Californien. Han synger anderledes end de fleste, men heldigvis kun på en god måde. Han havde en meget svær barndom, hvor hans far forlod familien, da Eli var helt lille. Det påvirkede familien meget, så Eli stak af hjemmefra og boede på gaden i et stykke tid. Da han boede på gaden, blev han både alkohol- og stofmisbruger, men Jesus blev hans redning. Det er det, de fleste sange på cd’en handler om.
Eli snakker meget på cd’en. Faktisk starter han med to tracks, hvor han bare snakker. Eli – live er jo en live-cd, og det mærker man da også i løbet af cd’en. Eli får publikum til at grine mange gange og den sjove linie køres helt igennem. Stemningen er god. Det er som selv at være der. Eli – live er hans sjette cd. Nogle af numrene er nye, men mange af dem er taget fra ældre album. Den mest kendte sang, han har lavet, er nok King Of The Hill, som blev kåret til det bedste kristne hit i 1998.
Jeg kan køligt indrømme at Eli – live ikke er den musikgenre, jeg plejer at høre. Overhovedet ikke. Men alligevel fanger den mig, og jeg kan forstå ham i hans sange. Det, der fanger mig, er teksterne. De er fantastiske.
Guitaren og Elis rå stemme harmonerer perfekt sammen på alle numrene. Han er også formidabel til at kommunikere gennem sin musik. Det er særligt de små historier mellem sangene, der fanger en.
Så min konklusion af Eli – live cd er, at hvis du er til pop/country, så synes jeg, du skal købe dette album.
Anders Vixø Kristensen