En miskendt kirkerebel – i et hul i jorden
Den 11. november er det 150 år siden, Kierkegaard døde. I den anledning udgives der en roman, der fortæller Regines historie. Her skal der med nyudgivelsen af nogle bind af Da Kierkegaard sidst i 1845 havde sendt Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til trykkeriet, betragtede han sit forfatterskab som afsluttet. Hans stadielære (stadie = standpunkt) var færdigudviklet, og det var hans plan at søge præsteembede på landet.
cand. phil., freelancer
Udfordringens
kulturredaktør
Han havde bare lige en afskedssalut, der skulle afleveres. I et avisindlæg den 27. december 1845 skrev han bl.a.:
Gid jeg nu blot snart maatte komme i Corsaren. Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Literatur, at han (..) er den eneste, som ikke udskjeldes der.
Det skulle han aldrig have gjort!
Fra 2. januar 1846 og i månederne derefter især – men faktisk helt frem til 16. februar 1849 – blev der i Corsaren trykt den ene karikaturtegning eller karikerende tekst efter den anden – og man kan, når man læser det, Kierkegaard skrev i sine dagbøger i årene derefter, næsten få det indtryk, at disse karikaturer udviklede en hel folkebevægelse, der kun havde ét formål: at gøre grin med Kierkegaard.
Kierkegaard var tilsyneladende blevet lidt for høj i hatten, og det skulle man åbenbart heller ikke dengang i Jantelovens hjemland, selv om vi her er meget længe, før der var noget, der hed Janteloven. Den, der tror, han er noget, skal kanøfles, indtil han tror noget andet.
Heldigvis fik det ikke den tilsigtede virkning på Kierke-gaard – tværtimod: Ikke kun blev han ved med at tro, at han var noget – det fremgår særdeles tydeligt af hans dagbøger – han troede faktisk, at han var endnu mere: I årene efter alt vrøvlet (Kierkegaards eget udtryk) med Corsaren, vokser den overbevisning frem i ham, at han er en martyr. Det er hans kald som religiøs eller kristen forfatter at lide og dø for den overbevisning, at Gud er kærlighed (kort formuleret).
Enten var det ene bukseben for kort – eller også var det andet for langt … Og gadedrengene råbte Enten – Eller efter ham (opkaldt efter den berømteste af hans bøger).
Når man læser Kierkegaards journaler, som han selv kaldte sine dagbøger, fra anden halvdel af 1840erne, får man nok i en periode indtryk af et menneske, der har svært ved at klare at blive hængt ud og latterliggjort, som han blev det; men ellers giver journalerne et indblik i et menneskeliv, der var rigt på indre drama – og hvilket drama! – udspillet i en by, der efter hans mening nok ikke var meget andet end et hul i jorden (selv om det var Danmarks hovedstad).
Journalerne giver desuden i høj grad indtryk af et menneske, som kæmpede med troen, med efterfølgelsen – og dermed mod den kirke, som lønner præster for at indbilde Msk. [mennesker], at de ere Xstne [kristne].
Der er rigtig mange udfald fra Kierkegaards side mod præsterne, som tilsyneladende kun optræder som kirkens tjenere søndag formiddag. Han kalder kirken for Præstens Bou-tique, for Theater og Skue-spilhus, og ironien driver, når han i 1849 skriver:
I den pragtfulde Slotskirke træder en stadselig Hofprædikant, det dannede Publikums Udvalgte, frem for en udvalgt Kreds af Fornemme og Dannede, og prædiker rørt over Apostelens Ord: Gud udvalgte det Ringe og Foragtede. – Og der er Ingen, der leer.
Ironien var et af de våben, Kierkegaard brugte i sin kamp med kirken, en kamp, der – skulle vise sig – var fuldstændig nyttesløs.
En væsentlig grund kan være, at han var alt for radikal i sin forståelse af, hvad det vil sige at være kristen. Men det var han, fordi kirken bildte folk ind, at alle var kristne – hvilket ifølge Kierkegaard ikke kunne være rigtigt, og så måtte han skrue prisen på det at være Xsten op.
Nyttesløst var det, for gav den bestående kirke med dens levebrødspræster ham ret, kunne det jo få helt uoverskuelige følger for dem.
Kierkegaards opfattelse af denne kirke og dens tjenere bliver sat på spidsen, når han skriver:
Guld og Sølv haver jeg ikke sagde Peter men hvad jeg haver, det giver jeg, stat op og gaae senere sagde Geist-ligheden: Guld og Sølv have vi – men vi have Intet at give.
Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at Kierkegaard et par steder kan skrive:
Hvis man vilde udgive mine Journaler efter min Død, kunde man gjøre det under den Titel:
Dommerens Bog.
Med dommer henviser Kier-kegaard her til de gammeltestamentlige dommere, hvis opgave bl.a. var at redde folket fra afgudsdyrkelse …
Det må koste noget at være kristen. Hos Kierkegaard er forfølgelse, lidelse og død genkommende temaer. De må høre med til livet for den, der virkelig vil efterfølge ham, som selv blev forfulgt, og som selv led og døde. Så han konstaterer kort og godt: enhver sand Xsten er en Martyr.
Det forunderlige ved Kierkegaard er, at han er i stand til at vende det til noget positivt. I en optegnelse i 1847 opregner han under overskriften Lidelsernes Evangelium det glædelige i at være en lidende kristen – siden brugt i Christelige Taler:
1. Det Glædelige i at man kun een Gang lider men seirer evigt.
2. Det Glædelige i at Trængselen ikke berøver men forhverver Haab.
3. Det Glædelige i at jo fattigere man selv bliver desto rigere kan man gjøre Andre.
4. Det Glædelige i: at jo svagere jeg bliver desto stærkere bliver Gud i mig.
5. Det Glædelige i: at hvad jeg taber timeligt det vinder jeg evigt.
Også dette tema: glæden midt i forfølgelsen og lidelsen, optager Kierkegaard meget; og han gentager igen og igen, hvor taknemmelig han er for alt det, Gud har gjort for ham. Et sted skriver han for eksempel, at han ieetvæk takker ham, at han har gjort og gjør, ja og gjør, saa ubeskriveligt meget Mere for mig end jeg nogensinde havde ventet.
Og så er der Regine – som han sjældent nævner ved navn, men almindeligvis blot henviser til som hun eller hende – hans livs kærlighed, hans evigt elskede, som han aldrig fik, fordi han ikke ville … Den forklaring, han selv giver på det, er, at han var alt for tungsindig for så ung en pige; Regine var kun 18 år, da de blev forlovet i 1840.
Men efter at han i oktober 1841 havde hævet forlovelsen, fortsatte hun med at spøge i hans tanker (og følelser), og det tog til, da hun blev gift i november 1847 og blev fru Schlegel.
Kierkegaard glemte hende aldrig, og det var hans klare mål at blive forligt med hende, men det lykkedes så vidt vides ikke for nogen af dem at få sagt noget til hinanden efter bruddet i 1841.
Før i 1855, da Regine måtte følge sin mand til De dansk-vestindiske Øer, som han var blevet udnævnt til guvernør over. Under en spadseretur i marts det år passerede de to hinanden, og hun nåede da lige i forbifarten at få sagt det, hun ville, og brød dermed 13½ års tavshed med ordene: Gud velsigne dig – gid det maa gaa dig godt!
Godt et halvt år senere – søndag den 11. november 1855 kl. 9 om aftenen – døde Søren Kierkegaard, kun 42 år gammel.
Søren Kierkegaards Skrifter Bind 20-22 og
Kommentarbind 20-22
Pris pr. pakke (2 bind):
525 kr. Gads Forlag
