Ikke med fremragende talekunst?
Er veltalenhed og salvet forkyndelse diametrale modsætninger?
Vi behøver ikke afvise retorikken og lyde som æsler.I mange år har prædikanter, fejlagtigt med Paulus som eksempel, fravalgt retorikken og ihærdigt fastholdt en position, hvor veltalenhed og salvet forkyndelse er diametrale modsætninger. Gud talte i fjerde Mosebog igennem Bileams æsel, så Gud kan anvende alle, der stiller sig til rådighed, som talerør. Tak og lov for det! Det giver et håb for os alle, men er dette ensbetydende med, at vi skal lyde som æsler fra talerstolen?
stud. mag. i retorik
præst i Herning Menighedscenter
To personer mødes til en kunstudstilling. Hvad laver du? spørger den unge kvinde. Jeg er kunstmaler, var svaret. Jeg har aldrig mødt en virkelig kunstmaler før. Det er bare så spændende. Jeg har altid haft lyst til at få malet et personligt portræt. Kan du gøre det? Ingen problem, svarede kunstneren. Det er faktisk mit speciale! Storslået udbrød hun. Jeg har dog et specielt ønske. Jeg vil gerne have billedet malet nøgen. Det må jeg lige overveje, jeg giver dig svar senere, responderede den overraskede kunstner. Et par dage senere ringede han til den potentielle kunde med sin beslutning. Jeg er villig til at male billedet, som du ønsker, sagde han, men med en undtagelse. Jeg vil gerne beholde mine sokker på. Jeg skal have et sted til mine pensler.
Vi misforstår mange gange en meddelelse på grund af vores egen fortolkning eller forståelse af afsenderens intention. Ofte fejlfortolker vi hinanden, fordi vi indlæser vores egen empiriske opfattelse af hvad modparten mener. Med hvilken intention skriver Paulus 1. Korinterbrev 2,1-5? Skal det tolkes som, at Paulus vil bortvælge retorikken?
Da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Hvilke hermeneutiske briller og hvilke fortolkningsprincipper skal der benyttes til at forstå den kontekstuelle betydning af dette skriftsted. For bedre at belyse formålet med teksten opsættes nogle spørgsmål, der kan give en afklaring.
Hvem skriver Paulus til? I vers et står der, da jeg kom til jer, brødre. Dette påviser en klar indikation, at han omtaler sin omgang med menigheden i Korint og ikke omhandler en generel grundholdning.
Hvad er formålet med skriftstedet? Vers fem fortæller, at Paulus fravalgte at benytte retorikken i denne ene specifikke situation, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft. Vægten er på troen som et resultat af Guds kraft, og derfor sætter han modsætningerne op med hensigten at understrege dette.
At fortolke Paulus intention som værende afvisning af retorikken vil efterlade os som kunstnere – uden en trevl på kroppen. Paulus benytter retorikken til at skrive skriftstedet og kan som følge heraf ikke negligere den, det er jo selvmodsigende, hvis Paulus skulle dementere retorik ved at anvende den. Skriftstedet har alligevel i adskillige år fået prædikanter til at diskvalificere retorikken som redskab til mere kraftfuld og effektiv forkyndelse. Det har aldrig været Paulus intention at tilsidesætte retorikken men i stedet pointere, at veltalenhed ikke er nok, der må være Ånd og kraft som bevis. Det er en frygt som alle prædikanter kender til, at vores tale bliver til tom snak uden Åndens kraft. I 1. Korinterbrev 1,17 underbygger Paulus sin frygt for at forkynde evangeliet med talekunstens visdom, fordi den hos korinterne måske vil blive opfattet som tom tale. De retoriske troper og figurer, der anvendes i skriftstedet, fortæller os dog, at Paulus er en bevidst og dygtig retoriker.
I skriftstedet fra starten af artiklen ser vi, at Paulus blandt andet bruger en varieret gentagelsesfigur parallelisme – hvor to indholdsmæssigt beslægtede led sidestilles f.eks. i Fremragende talekunst eller visdom. En af de modsætningsfigurer, Paulus bruger, er antitesen, hvor der sættes to modsætninger op i forhold til hinanden. Her bliver den brugt til at vise kontrasten min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, og samme kontrast i ikke
menneskers visdom, men af Guds kraft.
Troper er ord, som man bruger i overført betydning, som bl.a. metaforen. Metaforen bruger Paulus, når han taler om Guds hemmelighed. I brevet til Kolossenserne 2,2 fortæller Paulus, at Guds hemmelighed er Kristus. Metaforen skildrer noget med ord for noget andet. I dette eksempel fremstiller metaforen Guds hemmelighed, Kristus, som faderens frelsesplan, forløsningen ved hans blod og tilgivelsen af vore synder ved Guds rige nåde (læs Efeserbrevet 1, 7-14). Ordet Kristus er en metafor, den græske betydning er salvet, men bagved selve ordet ligger hele den jødiske selvforståelse om frelserkongen Messias, der vil bringe frelse, genoprettelse og orden. Hyperbelen, som er den sproglige overdrivelse, bliver brugt når han skriver ikke ville vide af andet end Jesus Kristus. Her giver den sproglige overdrivelse mere slagkraft i det efterfølgende. Som følge heraf kan vi se, at Paulus ikke forkaster retorikken, men omfavner den som et virkningsfuldt redskab.
Augustin bruger Paulus i De Doctrina Christiana (om den kristne videnskab) som eksempel, når veltalenhed beskrives. Ingen kan modsige det velskrevne 1. Korinterbrev 13 om kærlighedens kvaliteter. I vers 4-12 bruger Paulus gentagel-sesfigurerne anafor og epifor. Ved anaforen gentages første ord; Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,
.., kærligheden praler ikke,
Kærligheden hører aldrig op. Epiforen, hvor sidste ord gentages, bruges både i vers 7 og 11; Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. og Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. En variant af gentagelsesfiguren epanastrofe bruger Paulus i Romerbrevet 5,3-5. Ved denne gentagelsesfigur gentages et leds slutning i næste leds begyndelse; trængsler,
vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed,
fastheden håb. Og det håb …. Paulus er en formidabel retoriker. Uanset hvilket skriftsted du finder, vil det være fyldt af retoriske guldklumper.
Retorikken er meget mere end stilistik og sproglig udformning, selvom den igennem historien gang på gang er blevet degenereret til dette. Talen på Areopagos (Apostlenes Gerninger 17,22-31) viser det store retoriske overblik og den retoriske forståelse hos Paulus: I denne tale ser vi, hvordan han helt impulsivt benytter talesituationens konstanter. Aristoteles mente, at en talesituation indholdt tre konstanter: den talende, emnet og tilhørerne. Senere udvides talesituationen af Cicero med omstændigheden, hvorunder talen afholdes og anvendelse af sproget. Alle disse fem konstanter er ikke altid til stede i en tale, men Paulus brug af dem giver en indikation af hans retoriske kunnen. Den retoriske pentagon, som talesituationens konstanter også kaldes, ses klart i denne tale. Talesituationen kommer som respons på nogle filosoffer, der gerne ville høre om Paulus tro. Derfor udfører Paulus denne tale i filosofiske termer. Modtageren er så at sige allerede før talen blevet gjort sultne af Paulus tidligere taler på byens torv. I vers 19 og 20 ser vi, at de spørger: Kan vi få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om? Det, du påstår, lyder nemlig fremmedartet i vore ører. Derfor vil vi have at vide, hvad dette skal betyde. Paulus giver svar på tiltale, og emnet for Areopagostalen finder vi i vers 23; for en ukendt gud. Han tager udgangspunkt i noget tilhørerne kender og indfanger dem med replikken: Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. Stedet, hvor han står, er blandt mange templer og afguder bygget af Athens indbyggere. Det giver ham en naturlig indgangsvinkel til at fortælle om den Gud han tror på, der ikke bor i templer bygget af menneskehænder og ikke lader sig tjene af menneskehænder. Som resultat af denne prædiken er der nogle, der omvender sig, hvilket må siges at angive effektiviteten og gennemslagskraften af talen.
Årsagen til at Paulus skriver, at han ved besøget i Korintermenigheden ikke anvendte retorikken, kan sandsynligvis have en retorisk bagtanke, da Paulus kendte til retorikkens til tider slette rygte i det antikke Grækenland. Der var på den tid undervisere, der tjente penge på, at lære folk overtalelsestekniker og de retoriske virkemidler.
Fra Platons tid og op til vores har der været denne gnidning mellem dem, der vil bruge retorikken i det godes tjeneste og dem, der vil overtale med lumske bagtanker. Som enhver anden videnskab kan retorikken benyttes til at fremme det onde eller det gode.
Da man opdagede ilden, gjorde man sig den opdagelse, at den på den ene side kunne bruges til at lave mad og holde huset varmt og på den anden side kunne bruges af en pyroman til at brænde huset og alle beboerne ned. Med atomvidenskaben kom muligheden for at udrydde verden og skabe kæmpe mængder af elektricitet. Spørgsmålet er så, hvad er god og dårlig retorik?
Retorik er ifølge nudansk ordbog læren om at tale smukt og velformuleret. Fundamentalt for retorikfaget er kunsten at holde tale. Selvfølgelig kan ingen lære kunsten at prædike ved kun at studere retorik eller homiletik. Augustin, ophavsmand til den kristne retorik, skrev tre bøger om selve hermeneutikken (fortolkningslæren) og én om retorikken (fremstillingsmåden).
Hermeneutikken går ifølge Augustin forud for retorikken, da man skal vide, hvad man taler om. Kun ved brug af retorikken indtager prædikenen den tiltænkte plads. Til hvilken nytte er prædikenen, hvis den er glemt øjeblikket efter, den blev afholdt, hvilket stort set kendetegner resultatet af de fleste prædikener.
Man kan hurtigt falde i en fælde, hvis man kun anser retorikken som en fremstillings- og foredragslære. Der har været megen brug af dårlig retorik igennem tiden. Dette har været med til at give retorik et blakket renommé. Man hører politikere sige: Det er bare retorik, med underlæggende negative toner og med meningen, at det er tom snak. I retorikken har der altid været denne kamp mellem den gode samt indvendige retorik og den dårlige samt udvendige retorik. Den udvendige retorik er kendetegnet ved grov manipulation med tilhørerne og en afsender med dårlige intentioner, der overbeviser imod sandheden. I den indvendige retorik handler det om at være et godt og uddannet menneske, der ved, hvad der tales om. Den udvendige retorik var i antikken repræsenteret ved sofisterne. I nyere tid er bl.a. Hitler og Goebbel i denne kategori. Den indvendige retorik var i antikken repræsenteret ved personer som Aristoteles, Quintilian, Cicero og Augustin og i nyere tid Martin Luther King og Winston Churchill. Cato den Ældre, som var et forbillede for Cicero, sagde Vir bonus, dicendi peritus, god mand, gode talegaver, hvilket betyder, at du skal være et godt menneske og ville dine tilhørere det godt. Som Cicero også klart formulerer, er: Visdom uden veltalenhed til ringe gavn for et land, og veltalenhed uden visdom sædvanligvis meget skadelig og aldrig gavnlig.
Måske er det med samme bevæggrund, at Paulus skriver 1. Korinterbrev 2,1-5. Han mener, at veltalenhed er et farligt værktøj uden den guddommelige ledelse og visdom. Det forholder sig aldeles ikke sådan, at retorikken og prædikenen ekskluderer hinanden, men de supplerer nærmere hinanden. Er formålet med at Paulus skriver 1. Korinterbrev 2,1-5 at underkende retorikken? Som vi har set, bruger Paulus mange retoriske virkemidler til at skrive skriftstedet. Det faktum, at han benytter retorikken i skriftstedet, beviser, at han ikke taler imod retorikken. Kongstanken er, at man ikke skal benytte den udvendige retorik, der er konsensus om denne tanke i dag, da man har tæt inde på livet, hvad denne fører med sig. Folkeforførere har vildledt nationer med retorikken, men begrunder dette, at vi skal afskrive en så vigtig videnskab, der kan bevæge nationen og igen fylde Danmarks kirker?
