Barnet i krybben

Der var engang en lille stjerne. Den frøs og tænkte ved sig selv: ”Måske får jeg varmen, hvis jeg nede på jorden finder lidt juleglæde.” Så begav den sig på vej til jorden.
Da den vandrede gennem gaderne i byen, lagde den straks mærke til det klart oplyste slot. ”Der kan jeg sikkert finde juleglæden”, tænkte den lille stjerne glad og gik hurtigt derhen.
Det var ikke vanskeligt at kigge ind ad de store vinduer i slottet. Alt var så festligt pyntet. Bordet var dækket med det fineste sølv, og den dejligste mad stod parat. Den lille stjernes tænder begyndte at løbe i vand. Hele kongefamilien sad samlet om bordet, men alt var stift og uvenligt. Ingen sagde noget pænt til hinanden.
Den lille stjerne blev ganske kold om hjertet og gik hurtigt videre.
Nu kom den til et lille hus for enden af vejen. Da den kiggede ind ad vinduet, så den det flot pyntede juletræ. Børnene skændtes om et stykke legetøj, og moderen stod træt og overanstrengt i køkkenet. Hun stod netop og tørrede de melede hænder af i forklædet. Faderen arbejdede ude i værkstedet og stod og bekymrede sig om, hvordan han skulle klare regningerne. Heller ikke her fik den lille stjerne varmen. Bedrøvet og frysende gik den videre. Mon den dog ikke snart ville finde et hus, hvor juleglæden havde hjemme.
Til sidst fandt den en lille hytte. Forsigtigt kiggede den ind ad vinduet. Det var en fattig hytte. Der var en svag ild i komfuret. Den eneste juleudsmykning var en krybbe, som var oplyst af et stearinlys. En gammel kone sad ved bordet og spiste suppe. ”Lille kone, du ser så glad ud, kan du fortælle mig noget om din juleglæde?” spurgte den lille stjerne.
Den lille stjerne satte sig ved bordet, og mens den lyttede, fik den det allerede lidt varmere. Havde den mon fundet juleglæden?
Kan du ikke se det? Barnet i krybben – det er min juleglæde,” svarede den gamle kone. ”Jeg har lukket det ind i mit hjerte. Det er altid hos mig, dag og nat, i gode og dårlige tider. Det barn går med mig gennem hele livet. Jeg har juleglæden hver dag.”
Ved disse ord blev den lille stjerne helt varm om hjertet. Nu vidste den, at dens søgen var til ende.
Esther Lindeknecht