Drømme for Fremtiden
Det var forår, og solen glimtede i den rislende bæk, der snoede sig gennem det bakkede landskab.
En dreng stod og kiggede på bækken. Han kunne mærke den dejlige varme og følte sig godt tilpas. Han gik langs med vandet og kiggede af og til over på en bakketop, som var tildækket af træer.
Gad vide, hvad der gemmer sig i den høj, tænkte han. Han havde fået at vide, at mange skatte lå begravet i den slags høje. Han havde stor lyst til at grave, men han vidste, at han kunne få problemer med landsbyens høvding, hvis det blev opdaget. Gravfreden skulle bevares – det var en uskreven lov.
Drengen, som hed Knud, var femten år og nysgerrig anlagt. Han ville vide alt og tålte ikke, at man holdt noget hemmeligt.
Landsbyen skulle drage i leding om et par måneder, og han håbede, at det snart blev hans tur. Han havde hørt mange spændende historier fra hjemvendte vikinger, og nu ville han snart selv af sted. Men det kom alt sammen an på høvdingen. Han udpegede altid et par drenge før et vikingetogt, og indtil nu var loddet ikke faldet på ham. Foreløbig skulle han passe sin fars gård sammen med et par trælle, og der var nok at gøre i landsbyen. Jorden skulle forarbejdes, og sæden skulle sås.
Langsomt gik Knud hjem til landsbyen, mens han nød det dejlige forår, der sprang ham i møde fra alle sider.
Du skal med på vikingetogt i år! råbte en velkendt stemme tæt ved landsbyen. Han så op og fik øje på sin far. Høvdingen har valgt dig til at komme med.
Knud kunne næppe tro det. Men stolt var han. Nu skulle det være! Han vidste, at togtet skulle være hans manddomsprøve. Samtidig vidste han, at han ville få et sværd. Kom, sagde faderen, vi skal ned til smeden og bestille et sværd.
De standsede op ved smeden. Så er turen kommet til min søn, sagde faderen. Find det bedste myremalm og lav et flot sværd – for han har fortjent det bedste. Smeden ville gerne hjælpe og fandt noget udsøgt myremalm.
Endelig kom dagen, hvor Knud fik sit sværd udleveret. Øjnene strålede, da han holdt det i hånden. Han skulle snart få bugt med de fremmede, der boede på den anden side af havet. Han svingede det frem og tilbage. Smeden havde som ekstra pynt indgraveret Thors hammer, der ville give sværdet en ekstra kraft.
Så drager vi i viking! lød det fra høvdingen. Det er Odins dag i morgen, og da er alle klar. I kender jeres plads, så kom bare i gang.
Knud skulle sejle med høvdingen. Det var almindeligt, at de yngste sejlede med ham, så han kunne undervise dem i sejlads og angreb fra en strand.
Næste dag var en dejlig dag med skyfri himmel og en let brise. Knud holdt fast ved skæftet på sit sværd. Kiggede på Thors hammer. Han fantaserede sig allerede til en landgang med slagsmål, hvor han ville bruge sværdet flittigt, så han bagefter kunne være stolt af sin bedrift.
Trællene skubbede de tunge vikingeskibe ud på lavt vand, hvor vikingerne steg om bord i 20 flotte skibe. Skibet, som Knud sad i, skød en god fart. Han opholdt sig midt i skibet sammen med et par trælle, der skulle holde øje med sejlet og dele mad ud.
Dette var eventyr! At blive ført over et ukendt hav til et ukendt land. Flot så det ud med alle vikingeskibene, som lignede stolte svaner, der svømmede af sted mod nye mål,
Pludselig var de der. En grøn stribe afslørede det nye land. Knud mærkede en smule nervøsitet, for hvordan kunne han, en ung viking, klare et erobringstogt? Men landsætningen forløb godt, og et øjeblik efter gik den vilde jagt. Knud løb ved siden af høvdingen, som han altid havde beundret, fordi han var stor og mægtig og havde et vildt skæg.
Vi ta´r landsbyen! råbte han til Knud, så kan du og trællene tage klosteret. Det må lige være en opgave for jer. Knud blev så underlig. På den ene side var han stolt over at få tildelt opgaven, men på den anden side var han bange for at slå ihjel. Det kunne man da ikke bare sådan lige gøre.
Han stod over for en låst dør. Munkene havde åbenbart set dem ude på havet. Thor, hjælp mig! råbte han og slog ud efter låsen, men intet skete. Hvor er Thors kraft henne? tænkte han. Sværdet er indviet til ham, han er jo sejrens gud. Odin er visdommens og rigdommes gud. Måske skulle jeg anråbe ham!. Han gjorde det, men intet skete. Så var der kun krigsguden Tyr tilbage. Han slog ud mod låsen, idet han råbte Tyr! Låsen gik i stykker. Om det var Tyrs kraft eller hidsigheden, der gjorde udslaget, vidste han ikke, men nu skulle det være.
Han løb ind i klosteret med løftet sværd. Guderne måtte hjælpe ham. Da så han pludselig en skikkelse hænge på væggen. Han var som en gud – med krone på hovedet – og dog med sårmærker på hænder og fødder. Ved hjertet så han også et mærke, og Knud var sikker på, at det var onde mennesker, som havde været skyld i denne guds død.
Med ét blev Knud irriteret på sig selv. Det var jo blot en træfigur, der hang der på væggen.
Med et fast greb om sværdet slog han ud efter skikkelsen. Men i det samme lød der et kraftigt smæld, og sværdet blev revet ud af hans hånd. Han kiggede på sværdet, så på skikkelsen på væggen og opdagede tårer ved figurens øjne. Drømte han? Nej, det var virkelighed. Stod han mon over for en gud, som var stærkere end hans barndomsguder?
De var draget af sted på en onsdag, Odins dag, og sejlet over havet på en torsdag, Thors dag. De havde opfyldt alle betingelser. Hvad var så det? Han fik øje på alteret, hvor en skræmt munk stod og kiggede. Sværdet lod han ligge. Han turde ikke tage det op.
Hvad vil du fremmede? spurgte munken.
Vinde sejr og erobre guld! svarede Knud kækt.
Jeg vil anbefale dig at vinde visdom. Det er bedre end guld, føjede munken til. Knud forstod det ikke. Fandtes der en visdom, der var bedre end Odins, visdommens gud. Hvad mener du? spurgte Knud nysgerrigt. Hjertet er stærkere end sværdet. Det var det, du oplevede, da sværdet smuttede ud af din hånd.
Du står på jord, som er indviet til ham derhenne med det blødende hjerte, lød det myndigt fra munken. Knud følte sig hjælpeløs. Vikingemodet havde helt forladt ham.
Munken fortalte om manden på væggen, om hans virke på jorden, hans død og opstandelse.
Stærkere end døden, gentog Knud og tænkte for sig selv: Så må han være stærkere end alle de guder, jeg har lært om. Hvad med sværdet? sagde han. Det får du igen, men det skal først indvies til en anden gud. Hent det, så stænker jeg vievand på det. Knud gik langsomt hen til sværdet og tog det skælvende op. Hurtigt gik han tilbage til munken og afleverede det.
Se nu indvier jeg det til guden på væggen, Den hvide Krist, sagde munken, og den, som holder det i hånden, vil tilhøre ham. Knud ville protestere, men han kunne ikke. Den nye Gud var stærkere.
I det samme lød der skridt bag ham. Stakåndet forklarede en af høvdingens mænd, at mange af de fremmede samt nogle vikinger lå syge. En pest havde ramt dem, og nu behøvede de hjælp.
Knud ville hjælpe, men han kunne ikke forstå hvorfor. En viking skulle kæmpe og stjæle, og ikke hjælpe. Var det den nye visdom, han havde fået? Herskersindet erstattet med tjenersindet?
Han fulgte udsendingen og nåede landsbyen, hvor mange mennesker lå og beklagede sig. Også hans egen høvding var ramt af pesten, han lignede slet ikke mere den helt, Knud havde set op til. Knud hjalp, hvor han kunne, forbandt vikingernes sår og bar dem ind på gårdene, hvor de kunne dø i fred.
Nu kommer jeg hjem til Valhalla, hviskede høvdingen, til Odin.
Nej, nej! svarede Knud, vælg Den hvide Krist, han er gud her på egnen, han er stærkere end vore guder, hans hjerte er stærkere end sværdet. Og Knud fortalte om det, der var sket i klosteret. Høvdingen lyttede opmærksomt og sagde: Lad mig røre ved dit kors på sværdet. Knud vidste ikke, hvad høvdingen talte om, men da han kiggede på sværdet var der et kors, hvor der før havde været en hammer. Det måtte være sket ved indvielsen til den nye gud.
Jeg kan ikke mere, sagde høvdingen, og af uforklarlige grunde førte Knud sin ene hånd hen over høvdingens bryst og tegnede korsets tegn.
Hold fast! råbte Knud, nu er du i de bedste hænder, du er i almagtshænder! og kort efter var høvdingen død. Knud så sig undrende omkring. Hvorfor var han ikke selv blevet ramt af pesten? Han måtte spørge munken.
Inde i klosteret knælede munken ved alteret. Over hans hoved kunne Knud læse en tekst, som han ikke havde lagt mærke til før. Der stod:
I skal dyrke Herren jeres Gud, så vil jeg velsigne dit brød og dit vand og holde sygdomme borte fra dig.
Dette måtte være forklaringen. Munken rejste sig op og så, at Knud var optaget af teksten fra alteret.
Ja, det er sandt, sagde munken. Det er et løfte, som er givet os af vores Gud, og det er underskrevet med hans eget blod.
Munken henviste til Den hvide Krists død. Løftet kan aldrig omstødes, for det er udtryk for den højeste kærlighed, og kærligheden løber aldrig fra sit løfte. Det vil før eller senere blive indfriet, vær sikker på det. Så hvis du vil følge ham, vil han holde sit løfte og udruste dig til at blive kristendommens skjold i dit eget land. Men glem aldrig det store løfte.
Knud havde fået svar. Han ville ikke mere tage på vikingetogt. Han begravede de døde og tog med de overlevende vikinger ned til kysten. Nu ville han hjem, hjem til en mere fredelig hverdag og berette om den nye Gud.
Turen hjem gik over forventning, selv om der var færre mennesker til at styre skibene.
Vel ankommet i Danmark løb han hjem på gården for at gense familien. Han omfavnede sin gamle far og fortalte om alt det, han havde oplevet på den fremmede kyst.
Se på sværdet, far, Thors hammer er væk og erstattet med et kors, sagde Knud ivrigt og pegede på stedet.
Faderen var tavs. Han havde selv set smeden indgravere hammeren, så hvordan kunne det være sket? Det måtte absolut høre til mystikkens verden. Andre så sværdet og blev overbevist om, at der fandtes en anden gud end deres egne, men faderen var stadig skeptisk.
Mange ønskede at lave et gudehus til den nye gud. En munk, som var kommet sydfra, hævdede, at man ikke behøvede at ødelægge de store gudehuse på højene, men blot tilintetgøre altrene og indvie husene til den nye gud.
Og sådan blev det. Knud holdt meget af at komme der, for han syntes, der var noget helt anderledes befriende ved den ny tilbedelse.
En dag lå faderen og klagede sig. Han havde fået et stort sår på skinnebenet, som ikke ville hele. Han var fortvivlet og foreslog, at man skulle henvende sig til de gamle guder. Men det ville Knud ikke høre tale om. For ham var de jo ikke guder, men afguder.
Far, henvend dig til Den hvide Krist, han er stærkere end sygdom og død, råbte Knud. Men faderen blev meget ophidset. Han skulle nok selv henvende sig til guderne.
Hent Odins guld på toppen af bakken! kommanderede han vredt til en træl. Guldet var gravet ned og blev taget frem i nødsituationer. Man anråbte så guden, mens man holdt guldet frem for sig. Knud forstod nu sammenhængen med bakketoppen og rygtet om en skat.
Faderen fik én af sine venner til at anråbe Odin, mens guldet lå ved det syge ben. Ritualet fandt sted flere dage i træk, uden at benet blev bedre. Men faderen var stædig. Han ville ikke henvende sig til sønnens gud, for det betød, at nogle ville ringeagte ham.
Dagene gik, og det nye gudehus blev flittigt besøgt af mange fra landsbyen. Faderen bemærkede, at mange snakkede om glæden ved besøget i huset, og at den nye Gud forstod sig på mennesker, meget mere end de gamle guder. Og så drak de også en gudedrik derhenne.
Knud, sagde faderen en dag, da han følte sig rigtig dårlig tilpas, jeg vil godt prøve din Gud, bed du blot til ham, for det her er ikke til at holde ud.
Knud var glad for opfordringen, men tvivlede alligevel lidt på, om svaret ville komme. Da kom han til at tænke på det store løfte fra klosteret, som stadig måtte gælde, og han begyndte at bede:
Du hvide Krist, du er stadig i live og vor bror i Himlen. Samtidig er du en Gud, som gør undere, du gjorde din magt kendt blandt folk i det fremmede. Nu gælder det her. Du, som formår at forvandle vore vanskeligheder til velsignelser, indfri det store løfte, som du har givet os mennesker, for at vi kan have det trygt og godt. Jeg læste det jo ved alteret, og du, som er kærlighed, siger ikke ét og gør noget andet. Rens hjertedybet. Ryk op med rode alle de billeder og tanker, som kommer fra mørkets rige, og som du ikke kan kendes ved.
Plant dit ord i vore hjerter, det ord, som alene kan nedbryde løgn og bringe lys og liv. Løftet, løftet….det store løfte, indfri det nu! Du er bundet af det, du har sagt.
Sveden perlede på Knuds pande. Løftet måtte indfries, for kærligheden kunne ikke løbe fra sit løfte. Knud havde ikke mere at sige, han syntes, at han havde bedt ærligt og indtrængende. Nu måtte Den hvide Krist handle.
Far, glem ikke løftet, som jeg nu lærer dig, sagde Knud bevæget, idet han kiggede direkte på sin far. Husk det, – også i de kommende dage. I skal dyrke Herren jeres Gud, så vil jeg velsigne dit brød og dit vand og holde sygdomme borte fra dig. Jeg har taget vores gudedrik med og lidt brød, for det har også noget med løftet at gøre. Hvide Krist kunne, mens han levede, forvandle vand til vin, så han kan også forvandle vin og brød til lægedom og livskraft. Spis og drik det, far!
Faderen kunne ikke modstå Knuds bedende øjne og hans ivrighed. Han ville tro på ham. Han tog en bid brød og drak gudedrikken, som i grunden smagte meget godt. Nogle dage gik, og faderens sår blev forværret, men en tidlig morgen opdagede han, at såret var lægt! Han måtte føle efter, for han kunne ikke tro det, men den nye Guds løfte var indfriet. Såret var lægt.
Nu ville han som tak vise sig i det nye gudehus og lære den nye Gud nærmere at kende.
