Danske pilgrimme er nået til Italien

Rejseplanerne er ændret, men Jerusalem er stadig målet for Mai-Britt og JohanneI august kastede Mai-Britt og Johanne sig ud i et vildt eventyr. De ville gå fra Haderslev til Jerusalem som rigtige pilgrimme.Siden gik turen ned gennem Tyskland, over de schweiziske alper til Italien, hvor de skal holde jul. Men turen har tæret på kræfterne, og pigerne er i øjeblikket ved at finde ud af, hvordan de kan skære et hjørne af den lange gåtur.
Her følger det tredje rejsebrev fra Johanne og Mai-Britts pilgrimsvandring:
Så er vi i Italien. Mens I derhjemme har fået den første sne, går vi i palmernes skygge og nyder bølgeskvulpene fra Middelhavet. Siden sidst har vi oplevet så meget, at det vil være umuligt at fortælle om det hele. Hver dag er en historie for sig.

I Schweiz var vi i cirka tre uger og hvilke uger. Efter ganske få dage i landet begyndte små karakteristiske træhuse at titte frem, og der lå sne på de fjerneste bjerge. Det var smukt, men hårdt.
Inden Gotthard gik det meget op og ned. Det fik os til at tænke på sangen „Over bjerge, gennem dale vil jeg følge, følge Jesus“.
Inden turen var vi af og til lidt i tvivl, om en gåtur ned gennem Europa var det, Gud ville med vores liv. Mange har i løbet af turen glade fortalt os, hvilket stort vidnesbyrd det er for dem, at to unge kvinder som os tør stole på Gud og bare gå.
Den åbenhed og varme, vi er blevet mødt med de allerfleste steder, er også et tegn på, at Gud ikke bare er med os, men også vil noget med dette projekt.
Nogle af de mennesker, der er blevet meget imponerede og glade over vores projekt, var søstrene og brødrene i et fransiskanerkloster i Rovio i det allersydligste Schweiz. Det var for alle parter meget lærerigt, at vi var der på besøg.
Vi fik nedbrudt en masse fordomme om klosterlivet. I Rovio levede søstrene og brødrene som én stor familie. Der var rytmisk musik og fodbold i fjernsynet. Efter aftensmaden sad vi alle i en rundkreds i stuen og snakkede om vores rejse. Heldigvis var der to, der talte engelsk og kunne fungere som tolke. Det blev til en spændende samtale om trosliv, Jerusalem og kulturforskelle.
Sproget er nu vores største problem. Siden Gotthard har det været italiensk og kun italiensk. Vi var blevet fortalt, at de fleste unge taler engelsk, men vi har stort set ikke mødt nogen. Vi har endda mødt flere engelsklærere, der taler dårligere engelsk end os – og det med vores skoleengelsk!
Vi sætter stor pris på kropssprog og forsøger at tilegne os lidt „pilgrimsengelsk“. Vi klarer os, men en udfordring er det.

Det er dog ikke sikkert, at vi når at lære særligt meget italiensk, idet vores rejseplaner er ændrede. Vi går ikke som planlagt til Bari, men kun til Rom. Vi har haft en fantastisk tur, men vi kan mærke, at halvanden til to måneder efter Rom vil være for meget.
Vi ved endnu ikke, hvordan vi kommer fra Italien til Israel. Vi vil helst sejle, men den direkte rute Rom – Haifa er indstillet, så måske er vi nødt til at flyve. De ændrede planer betyder, at vi starter vores arbejde i Jerusalem cirka 15. januar i stedet for 1. marts på et andet hospital end planlagt. Dog stadig gennem Israelsmissionens projekt „Meet the People“.
Lige nu glæder vi os til at opleve julestemning i Italien og begynder at se rigtig meget frem til vores ophold i Israel.

Mai-Britt og Johanne