Julen er som en bule i baghovedet
Da jeg var en dreng på 11-12 år, og julemåneden nærmede sig, var det altid med en vis blanding af glæde og stress. Glæden bestod i det, som de fleste børn godt kan lide ved julen: Gaver, æbleskiver, lys og hygge ja hele julestemningen. At jeg som dreng behøvede at være stresset i juletiden, skyldtes, at der var så meget, jeg skulle nå. Der var julearrangementer i skolen, hos spejderne, i søndagsskolen
Og så var der jo også KORET!
Som 10-årig kom jeg med i et drengekor, som rejste rundt i landet og holdt kirkekoncerter. Vi havde især travlt i julemåneden, hvor weekenderne var besat med koncerter. Det var noget af et ræs, men alle steder var folk i dejligt julehumør, så jeg vænnede mig til det næsten.
For jeg husker særligt en decemberdag, hvor vi skulle optræde ved en julekoncert i en landsby på Vestsjælland. Den lille kirke var stopfyldt med mennesker, og der var virkelig skruet op for julestemningen. Der hang en enorm adventskrans, og alle vegne var der tændt levende lys. I koret havde vi desuden for vane at lave en procession, hvor vi gik med levende lys i hænderne og stod forskellige steder i kirkerummet og sang julesange. På et tidspunkt stod vi ved orgelet, der i denne kirke var placeret på gulvet midt i kirkeskibet, og sang en stribe tjekkiske julesange.
Her var det så, det skete. For nok var der skruet op for julestemningen. Men når vi stod der iklædt røde uldsweatere og omgivet af julelys, var der også skruet ekstra op for varmen og ned for iltindholdet.
Midt i en af de smukke sange begynder jeg ubemærket at svaje. Først lidt, så lidt mere, for i en blød bue at falde bagover.
Efter at have set de smukkeste julestjerner for mine øjne fik en venlig mand hjulpet mig ud af kirken for at få noget frisk luft. Da jeg senere fik kontakt med mine kammerater i koret, var jeg lidt flov. Til min store overraskelse fik jeg ros. – Du sang hele vejen ned! grinede de.
Dengang grinede jeg ikke så meget af det, men tog mig til den bule, der var kommet i mit baghoved.
Hændelsen gav mig en lektie, jeg sent glemmer, og som jeg her vil dele med dig:
Lad nu ikke julen kun gå op i julelys og gaver. Glæden over de ting varer ikke længere, end det tager en bule i baghovedet at holde op med at gøre ondt. Glæd dig i stedet over venskaber, såvel med Gud som med mennesker.
