Virtue: Nothing But The Hits

Hvis du har fulgt R&B-musik de sidste år, ved du også, at gruppen Virtue gennem de sidste syv år har været en velsignelse for publikum med deres lidenskabelige tekster og fede harmonier. Noget af den kristne musikscenes fineste!

Stilen er pop/R&B, men for første gang har pigerne Ebony Holland, Karima Kibbl og Heather Trotter fra Huntsville i Alabama sat de allerbedste af deres sange på én cd, så der nu er kommet endnu en cd i Verity Records populære serie „Nothing But The Hits“.
Fra det første finger-knipsende nummer „We’re Virtue“, som intro på albummet til finalen med soul-juleklassikeren „Hark the Herald Angels – Can You Hear The Angels?“ er der bare total lækker vellyd. „Nothing But The Hits – Virtue“ er en gennemproduceret cd med masser af lækker musik. I alt 15 numre.
Cd’en indeholder også en række vidnesbyrd fra de tre søstre om, hvordan deres personlige forhold til Gud har været i et liv med aleneforældre. Her får man et lille indblik i gruppens filosofi og intentioner med deres musik.
Der er masser af up-tempo dansemusik og stille lækre ballader, hvor de virkelig beviser deres fantastiske musikalitet og intense udtryk.

Måske er det ikke så reformerende som Out Of Eden eller funky frækt som Trin-i-tee 5:7, men de tre kvinder har igen lavet topmoderne R&B i høj kvalitet med nærgående, hengivende og indfølende tekster.
Hvis du ikke fik fat på deres albums ‘Get Ready’ fra 1999, ‘Virtuosity’ fra 2001 og ‘Free’ fra 2003, så er denne opsamling en enestående mulighed for at få de bedste tracks, ligesom de hiver nogle nyfortolkninger frem af forskellige andre musikeres projekter.
Alt sammen håndplukkede numre, som virkelig er det, gruppen Virtue er kendt for. Flot gået!