Kød eller elektronik på bordet

Med et strejf af nostalgi husker jeg min første computer. Jeg købte den i 1985 og gav titusinde kroner for den.
Men så var der også to diskettedrev, harddisk var kun et ord dengang. Grafiske billeder og den slags vidste jeg ikke noget om. Men bogstaverne var digitaliserede, de kunne flyttes elektronisk og stod ikke kun på papiret, men på skærmen.
Det var fantastisk som den elektroniske tekst var let at arbejde med. Jeg skrev en stor skriftlig opgave på den og der var bare styr på noteapparatet. Det gik som en leg.

Det er mig en stadig kilde til undren og inspiration, at da Gud virkelig ville sige noget til os, så kom han som en baby, som blev født ind i en jødisk familie, som først lige var ved at blive til. Han insisterede, så vidt vi kan læse, på at blive kaldt ’menneskesønnen’, – det var i hvert tilfælde en måde han talte om sig selv på. Han talte altså med ord, som mennesker omkring ham selv havde lært ham. Han var ikke digitaliseret, men inkarneret, han kom i kød og blod.
Et af de ord, som jeg tænker på, når jeg tænker på inkarnationen, er anerkendelse. Som Menneske-Gud ser han på os andre mennesker i øjenhøjde. Han så mennesker dengang, og dermed også mig i dag, som en ligeberettiget person. Han ser, lytter sig ind i, indlever sig i og placerer mig som en gensidig samtalepartner. Og det giver mulighed for en dialog med ham. Ikke blot et påbud eller en diskussion, men en dialog, en samtale.

Jeg har hørt en historie, som jeg kun husker pointen af, men jeg gengiver den her. En gruppe missionærer var i Kina og havde Mandarintalende kinesere til at hjælpe med at passe deres børn. Og børnene lærte Mandarin. Det skrev de om til nogle venner i hjemlandet og disse bad om at få bånd tilsendt, så deres børn også kunne lære dette sprog, idet de ventede på en anledning til også at rejse ud. Tja, godt gættet: De bånd lærte børnene ikke noget af, de hørte kun den samme ’støj’ som de voksne. Ord uden krop giver ingen mening.

Jeg formoder, at Gud selv bestemte, hvornår ’tiden fylde’ var. Han valgte et tidspunkt, hvor massekommunikation var besværlig, ikke engang bøger kunne der trykkes. Det ville have været lettere at få budskabet ud i dag. Det ville have gået som en leg. Meget lettere end da jeg prøvede den digitale velsignelse af med en god karakter for ’opgaven som helhed’.
Den norske børneforsker, Berit Bae som er på Højskolen i Oslo, har studeret i voksen-barn relationer. Hun skelner mellem ’trange’ og ’rummelige’ samtaler. Det er kun muligt at have en rummelig samtale, når tilgangen er anerkendende.
En rummelig samtale indeholder træk, som at den voksne er:
– Fokuseret
– Medlevende
– Lader barnet følge op
– Lader sig afbryde
– Giver velvillig fortolkning
– Giver barnet nye chancer
– Formidler kundskab
– Viser forståelse for intentionen.

Det er helt modsat den ’trange’ samtale’, der ofte går efter det rigtige svar, og hvor den voksne ikke rigtig er nærværende, men ofte har sin opmærksomhed mange andre steder på ét og samme tidspunkt.

Jeg bliver optaget af Guds inddragelse af sine menneskebørn i sit forældreskab – gennem inkarnationen. Han gør det personligt og ikke elektronisk. Hvad får børnene til, og hvad får os til, at være genuine deltagere i relationen til Ham og i denne verden? Hvis vi sætter det en dimension ned fra Gud-Menneske til Voksen-Barn, så tilbyder den amerikanske psykolog og børnerettighedsekspert Roger Hart her nogle iagttagelser om børns inddragelse eller mangel på samme. Samspillet kan foregå på én af følgende måder:
Manipulation: voksne beslutter, børn spørges, om de er enige.
Udsmykning: voksne beslutter, børn synger og danser.
Symbolsk: voksne beslutter de vigtige ting, børn småtingene.
Konsultation: børn spørges, og deres ord har vægt i afgørelsen.
Fælles beslutning: voksne og børn træffer beslutning sammen.
Børn beslutter med voksenhjælp: børn tager initiativet og støttes af voksne.
Børn bestemmer selv: voksne inddrages, hvis børnene spørger om hjælp.

De tre første må vel siges kun at kunne skabe en trang samtale. De sidste fire kunne danne basis for en rummelig samtale. Det er os voksne, som afgør, om vores familie skal være trang eller rummelig for børnene. De inddrages og bliver til i det omfang, vi ikke kun giver lyde fra os – hvad enten det nu er mandarin eller dansk – men også er mennesker i kød og blod hos dem. Ligesom Gud var hos os.