Stor jubilæumsgave fra A.P. Møller
Soldaterhjemsleder fra Oksbøl fejrer 25 års jubilæum med udsigten til et nyt soldaterhjemOKSBØL – I dag, torsdag den 1. december, kan lederen af soldaterhjemmet i Oksbøl, Kjeld Nørgaard Christensen, fejre 25 års jubilæum som ansat i KFUMs Soldatermission.
Et sådant jubilæum medfører sædvanligvis både blomster og andre erkendtligheder, men Kjeld Nørgaard Christensen har allerede fået den bedste jubilæumsgave, han kunne tænke sig.
De sidste par år har han sammen med et udvalg arbejdet for at skabe bedre rammer for soldaterhjemmets arbejde i Oksbøl. Det nuværende soldaterhjem er ganske enkelt slidt ned efter mange års brug, og KFUMs Soldatermission har ikke selv de seks millioner kroner, et nyt soldaterhjem forventes at koste.
Derfor vakte det glæde, da Soldatermissionen forleden modtog tilsagn på ikke mindre end tre millioner kroner fra A.P Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond.
Nu venter arbejdet med at få indsamlet den sidste del af beløbet til et nyt soldaterhjem, så byggeriet kan komme i gang.
Kjeld Nørgaard Christensen begyndte som assistent i Sandholm i 1979 og blev et halvt år efter leder af soldaterhjemmet i Avedøre. Siden har han ledet soldaterhjem i Jonstrup, Viborg og nu Oksbøl siden 2001.
Desuden har han i en kortere periode besøgt de danske soldater på Færøerne. I 1999 var han med i et projekt, som har resulteret i to soldaterhjem i Litauen. Og han har gennem årene beklædt en række tillidsposter i organisationen.
Jubilæet markeres med en reception fredag eftermiddag den 2. december.
– ole