Gud er kærlighed, når han er treenig
Alle mennesker er glade for at gentage den kristne sandhed, at »Gud er kærlighed«. Men det lader ikke til, at de lægger mærke til, at ordene »Gud er kærlighed« ikke har nogen virkelig mening, med mindre Gud indeholder mindst to personer.
Professor i litteratur
Forfatter til Narnia-bøgerne
(1898-1963)
Kærlighed er noget, som en person nærer til en anden person. Hvis Gud var en enkelt person, var Han ikke kærlighed, før verden blev skabt. Naturligvis er det ofte noget helt andet, folk mener, når de siger, at Gud er kærlighed – de mener i virkeligheden at »kærlighed er Gud«. De mener egentlig, at vores følelser af kærlighed, hvor og hvordan de end opstår, og hvilke resultater de end frembringer, må behandles med den største respekt. Det skal de måske også, men det er vidt forskelligt fra det, de kristne mener, når de siger: »Gud er kærlighed«. De tror, at kærlighedens levende, dynamiske virksomhed altid har været virksom i Gud og har skabt alt andet.
Og for resten er det måske den mest afgørende forskel på kristendommen og alle andre religioner – at i kristendommen er Gud ikke en statisk ting – ikke engang bare en person – men en dynamisk, pulserende aktivitet, et liv, næsten en slags drama. Næsten – om ikke man vil tage det ilde op – en form for dans. Enheden mellem Faderen og Sønnen er noget så levende og konkret, at denne enhed også selv er en person. Jeg ved, at det er næsten ufatteligt, men betragt det på denne måde: du ved godt, at når mennesker f.eks. kommer sammen i en familie, i en klub eller i en fagforening, taler man om denne families, klubs eller fagforenings »ånd«. Man taler om dens »ånd«, fordi de enkelte medlemmer, når de er sammen, virkelig udvikler en særlig måde at tale og optræde på, som de ikke ville have, hvis de var hver for sig. (Denne fælles »optræden« kan selvfølgelig være enten bedre eller dårligere end deres individuelle optræden.) Det er, som om der er blevet fremlagt en slags fælles personlighed. – Det er selvfølgelig ikke en virkelig personlighed. Det er selvfølgelig ikke en virkelig person – det ligner bare en person temmelig meget. Men det er netop en af forskellene mellem Gud og os. Det, der vokser ud af Faderens og Sønnens fælles liv, er en virkelig person, er i virkeligheden den tredje af de tre personer, som er Gud.
Denne tredje person kaldes i det tekniske sprog for Hellig- ånden eller Guds »Ånd«. Nu skal man ikke blive foruroliget eller overrasket, hvis man synes, at den (eller Han) er temmelig vag eller mere uklar for en end de andre to. Jeg tror, at der er en grund til, at det må være sådan. I det kristne liv ser man som oftest ikke på Ham – Han virker altid gennem os. Hvis vi tænker på Faderen som noget »derude«, foran os, og på Sønnen som en, der står ved vores side og hjælper med at bede og prøver at forvandle også dig til søn, så må vi tænke på den tredje person, som noget inden i os eller bag ved os. Der er måske nogen, der vil have lettere ved at begynde med den tredje person og så gå baglæns. Gud er kærlighed, og denne kærlighed virker gennem mennesker – særligt gennem hele den fælles menighed af kristne. Men denne kærligheds Ånd er fra al evighed en kærlighed, der virker mellem Faderen og Sønnen.
Fra C. S. Lewis bog Det er kristendom
