Mozart mente noget med sin døds- og domsmesse
Den 27. januar fejres Mozart verden over – da er det 250 år siden, han blev født; men hans død og kompositionen af hans sidste værk, Requiemet, er stadig omgærdet med mystik …En dag i sommeren 1791 fik den da ganske velkendte komponist W.A. Mozart en anonym bestilling på et Requiem, en dødsmesse.
Mozart ville naturligvis gerne vide, hvem den mystiske bestiller var, eller hvem han handlede på vegne af, men trods flere forsøg på at finde ud af det, forblev det en gåde for komponisten.
Det har nok gjort ham bange og forstærket en mistanke, han havde. I efteråret 1791 var han nemlig blevet ret svækket af den sygdom, han så også døde af.
– Jeg ved, jeg skal dø, har han (måske) sagt, – en eller andet har givet mig aqua toffana [en giftig væske] og har nøje udregnet tidspunktet for min død, og i den anledning har de bestilt et Requiem; jeg skriver det for mig selv.
Mozart var (efter sigende) overbevist om, at bestillingen på dødsmessen kom fra det hinsidige – at det altså var en besked til ham om, at han snart skulle dø.
Den 20. november lagde Mozart sig for sidste gang til sengs, og der blev han, til han døde ved 1-tiden om natten den 5. december.
Da var Mozart ellers blevet klar over, at han havde fået den eftertragtede stilling som kapelmester ved Stephansdomen, den katolske domkirke i Wien; en stilling, der skulle kunne sikre den altid forarmede komponist økonomisk.
Hans kone Constanze hav-de kun lige råd til at betale den billigste form for begravelse, så Mozart endte i en fællesgrav. Der findes altså ikke noget gravsted for en af de mest geniale og mest gådefulde kunstnere, verden har set.
Mystikken omkring Mozarts Requiem har givet stof til adskillige kunstneriske og musikvidenskabelige værker (et berømt eksempel er filmen Amadeus).
Men Mozart blev ikke forgiftet. Den mest sandsynlige diagnose på det, han led af, er nyrebetændelse – en sygdom, man ikke kendte noget til i 1791.
Og bestillingen på dødsmessen kom (selvfølgelig) ikke fra det hinsidige. Den mand, der bestilte værket, er blevet identificeret. Det var en greve (Franz von Walsegg), der ønskede at opføre værket på et af sine godser til minde om sin unge kone, der var død tidligere på året. Værket skulle være hans ejendom og derfor bestilles anonymt.
I en ny bog om Mozarts Requiem, der hører til blandt de væsentligste i hele musikhistorien, gøres der godt og grundigt op med de mange spekulationer; det eneste mystiske ved hele den sejlivede historie er den anonyme bestiller.
Bogen er skrevet af Nils Holger Petersen og udgivet i serien Bibel & Musik. Det, der kendetegner den, er en meget udførlig gennemgang af forhistorien til dødsmessen – såvel til Mozarts egen som til genren generelt.
Men forfatteren beskæftiger sig også med Mozarts gudstro og hans forhold til den tekst, han satte musik til – en tekst, hvis centrale del er det store Dies irae-digt, som handler om dommens dag. Det kommer der nogle ganske spændende tanker ud af, og det bliver klart, at Mozart mente noget med det. Da han kort før sin død komponerede Dies irae-delen af sit Requiem, var han bevidst om, at der var noget, der hed dom, og at han kun kunne håbe på Guds barmhjertighed.
I det hele taget er Mozarts tro et glemt kapitel i komponistens liv. Man har først og fremmest været interesseret i at fortælle om spradebassen, der selv som voksen opførte sig, som om han ikke var det. Men af hans mange breve kan man få et helt andet indtryk af ham – at han også var et menneske med en oprigtig kristen (katolsk) tro.
Nils Holger Petersens (måske nok rigeligt ordrige) bog åbner for Mozarts sidste store værk, så man med den får en større forståelse – og oplevelse – af døds- og doms-messen, som den lyder hos Mozart.
Bogen indeholder som de tidligere bind i serien også originalteksten med dansk oversættelse og en kommenteret oversigt over et udvalg af indspilninger.
Nils Holger Petersen:
Mozart Requiem
126 sider 99 kr.
Det Danske Bibelselskab
