Udsalgsfeberen er over os

Feberen er over os. Udsalgsfeberen. Det lille ord på det gule skilt i butiksvinduet kan få det værste op i de fleste. En fuldstændige ukontrollerbar trang til at eje den stribede sweater, som butikken ikke slap af med i december og derfor har nedsat med 20 procent. Forvildede farer vi rundt i landets butikscentre som hvepse om en spildt sodavand på en varm sommerdag. Lynhurtigt fylder vi kurve og vogne med tøj, der havner inderst i garderoben, bøger, vi aldrig får læst, og nye apperater til køkkenets maskinpark, som vi sjældent får brugt. For spares skal der – uanset hvad det koster.

Det gælder om at komme først til de gode tilbud. Derfor er de andre kunder pludselig forvandlet til fjender. Og når udsalgsskiltet hænger i vinduet, er det pludselig tilladt at bruge albuer, møvre foran i køen og daske til de andre med håndtasken.
Alt sammen for at spare nogle få kroner, som i anledning af udsalget er regnet om til procent, for at det skal lyde af mere.

I virkeligheden er der langt mellem det gode tilbud. Udsalg handler snarere om kultur end om muligheden for at gøre en god forretning.
I december smed vi om os med penge for at glæde hinanden med dyre julegaver. I januar er turen kommet til os selv. Nu er det tilladt at være egoistisk og bruge penge på sig selv. At noget er billigt er undskyldning nok for at købe det. Og at komme tomhændet hjem efter et udsalg er nærmest fiasko. Man burde da kunne finde et eller andet!

Tænk om vi hængte udsalgsskiltet op ved kirkedøren. Mon folk så ville strømme til og fylde kurven med varer der? Næppe!
Ikke fordi varerne ikke er gode nok, men fordi kunderne forventer lavere prisere end til daglig. Og det er svært at sætte prisen ned på noget, der er gratis i forvejen.
At reklamere med „Spar 40% på det kristne budskab“ eller „Halv pris på frelsen!“ ville være det rene vås. For kirkens vare-leverandør, Jesus, har jo i forvejen betalt den fulde pris for det hele.