Glade børn i kirkens legestue
Allerede inde i gangen i villaen, som hører til Frederikssund Frimenighed, hører man glade børnestemmer, der synger.
Da vi trådte ind i stuen, så vi 14 glade børn siddende på gulvet omgivet af otte mødre og en bedstefar samt pædagogen Missa Eriksen. Børnenes øjne strålede, mens de sang med på sangene og gjorde fagter til. Efter en af sangene kom en rød vaskebalje med vand frem på gulvet og et skib foldet af en avis blev søsat. Nu var vi på Genesareth Sø, og Jesus i form af en legomand i arbejdstøj lagde sig til at sove i båden, og vi var inde i en af Bibelens dejlige fortællinger.
Imens blev der bagt boller i køkkenet, og snart sad børn og forældre bænkede omkring kaffebordet, inden man skulle i gang med at lave fastelavnsris. Der var en vidunderlig atmosfære, og man blev bare så glad af at være med.
Vi var på besøg i Spiren, Kirkens Legestue for børn fra 0-6 år. Spiren har eksisteret i syv år og er et tilbud, som Frederikssund Frimenighed giver til børn og forældre hver tirsdag og torsdag formiddag. I Spiren foregår mange kreative aktiviteter, her bliver sunget, malet, klippet og klistret, lavet mad, fortalt bibelhistorie, leget forskellige lege, kørt på cykler og meget mere. Legestuen ledes af Missa Eriksen, der er medlem af frimenigheden og uddannet pædagog og hun har god hjælp af forældrene.
For et år siden startede Spirevippen i samme hus, som et kommunalt tilbud til børn fra 1-3 år, en deltidspasningsordning hver mandag og onsdag. Her er der plads til 12 børn, og flere af børnene kommer også i Spiren. Spirevippen ledes ligeledes af Missa Eriksen, og forældrene hjælper til i en turnusordning, så man hjælper til et par gange om måneden. Frederikssund og Jægerspris kommuner støtter ordningen økonomisk, og ordningen har været en succes fra starten.
Spirevippen bruges af familier, som har deres børn hjemme, men som omvendt også har brug for et tilbud om deltidspasning. Det betyder meget for børnene at være en del af gruppefællesskabet og at få lov at opleve på egen hånd. Det er typisk familier, hvor mor eller far måske arbejder om aftenen eller har hjemmearbejdsplads, fortæller Missa Eriksen.
Som en overbygning til Spiren og Spirevippen har Frederikssund Frimenighed et tilbud om Musikalsk Legestue for børn i alderen 1-4 år tirsdag formiddag. Børnene deles op i hold efter alder, og hvert hold varer 45 minutter. Den musikalske legestue kører i 10 uger om foråret og 10 uger om efteråret.
Spiren, Spirevippen og Musikalsk Legestue er et af kirkens tilbud i lokalsamfundet og er med til at give kirken et ansigt i byen, og så giver det børnene nogle rigtig gode oplevelser i et varmt miljø med en kristen atmosfære.