Kaj skrev sig ud af krisen
Kaj Hammer fra Esbjerg havde aldrig drømt om at blive forfatter, men skriveprocessen blev vejen ud af en personlig krise og tændte et nyt forfatterskabFor den 35-årige Kaj Hammer fra Esbjerg blev en personlig krise vendt til et dybere liv med Gud, da han begyndte at skrive en bog.
I 2004 udkom Kaj Hammer med eventyrbogen Tronen fra Atlantis, men ingen kunne førhen have overbevist den 35-årige informatikassistent fra Esbjerg om, at han skulle blive forfatter.
– Indtil jeg skrev bogen, ville jeg have grinet højt, hvis nogen havde spurgt, om jeg ønskede at blive forfatter, fortæller Kaj Hammer.
Hvor mange skriver bøger på grund af, at de føler, de har et eller andet at fortælle, eller fordi de vil tjene penge, var Kajs motiv anderledes.
– Jeg var kommet ud i en stor krise. Jeg havde mistet den, jeg holdt af. Og jeg følte, at verden omkring mig var ved at bryde sammen, fortæller Kaj Hammer.
Den personlige krise var ikke kun et spørgsmål om menneskelige problemer, men for Kaj Hammer handlede det også om troen på Gud.
– Nogle sagde til mig, at det måtte være Guds vilje. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg mente, at Gud havde skabt mig med en fri vilje, hvor man selv kunne vælge, så min tro blev meget prøvet, forklarer han.
De negative tanker førte ham til randen af et sammenbrud, hvor han vidste, at det ville ende galt, hvis ikke der skete noget drastisk. Men så fik han en idé.
– Jeg fik den idé, at hvis jeg satte mig ned og skrev et eller andet for at få fokus væk fra problemet, så ville det hjælpe mig med at bearbejde det, fortæller Kaj.
Han havde egentlig tænkt, at det bare skulle være en slags terapi, der kunne hjælpe med at bearbejde problemerne.
– Men jo længere jeg kom ind i historien, desto mere blev det til en bog, siger Kaj,
– og så valgte jeg at prøve at se, om der var et forlag, som ville udgive det.
Det blev til bogen Tronen fra Atlantis, der er en eventyr-fortælling, der blander moderne ungdomsmiljø med sagnet om det forsvundne land Atlantis. Handlingen foregår i London, hvor den unge hovedperson Steve læser på universitetet. Han interesserer sig ikke særligt meget for historie, indtil han en dag finder et gammelt pergament, der omtaler en trone i det sagnomspændte land Atlantis. Steve finder ud af, at tronen har overnaturlige kræfter. Den er således i stand til at styrke det sind, man har. Hvis man er en ond person, vil den forstærke det, og hvis man er god, vil den udstråle dét.
I bogen ser man på den ene side den klassiske historie om kampen mellem det gode og det onde, men også elementer af ulykkelig kærlighed og mystik.
Kaj Hammer mener selv, at bogen uden at have et direkte kristent tema peger hen på det indre liv med Gud.
– Ens tro og ens åndelige liv kan være som et Atlantis, men hvis du ikke har det samfund med Gud, så vil det også gå under ligesom Atlantis, fortæller han.
For Kaj blev det at gøre eventyret om Atlantis færdigt mere end bare at skrive.
– Jeg begyndte at fokusere på noget andet. På de gode ting, der var. På Gud. Så jeg sad også og snakkede med Gud samtidig med, jeg skrev, fortæller Kaj, der mener, processen har lært ham vigtige lektier om livet.
– Jeg fandt ud af, at uanset, hvor sur og skuffet man kan blive på Gud, så vil Gud aldrig vende én ryggen alligevel, siger Kaj Hammer.
– Når man kigger tilbage på tingene, vil man se, at man måske ikke har haft nogen grund til at være arrig på Gud, men det kan man bare ikke overskue i nogle situationer, så på den måde var det med til at hjælpe mig med at fokusere og lede mig tilbage.
Kaj Hammer er nu i gang med at færdiggøre efterfølgeren til Tronen fra Atlantis. Og selv om nogle kristne tager afstand fra eventyrstilen med dens mystik skræmmer det ikke ham.
– Det kommer an på, hvad man lægger i det, siger Kaj Hammer. – Folk, der ikke er kristne, og som oplever at blive raske gennem bøn, vil også beskrive det, som om du har en magisk kraft.
Efter hans mening er det blot et spørgsmål om at tage eventyret som det, det er.
– Det er ligesom når man ser en film, som måske er blodig, men godt kan sortere det fra, man ikke synes om, siger Kaj Hammer.
Forfatterskabet har ikke kun hjulpet Kaj med at komme væk fra de personlige problemer. Der er også andre sidegevinster.
– Jeg tror også, at det er en sund og lærerig proces, forklarer Kaj. – Man lærer at formulere sig på en ny måde. Man lærer at se bøger på en helt ny måde. Et resultat af, at jeg er blevet forfatter, er, at jeg læser flere bøger. For nu synes jeg, det er spændende at læse, hvad andre forfattere har at fortælle.
– Man kan godt sidde og være fordybet i sin historie og selv føle, at du kender den ud og ind. Det er din historie, men når du først har givet bogen videre, så er det ikke din historie mere. Så er det læseren, der har den. Og det er jo det vigtigste, at det giver mening for læserne, siger Kaj Hammer.
Kaj er tydeligt optaget af at viderebringe sit budskab. En evne, han mener, vi alle burde opøve.
– Når man skriver, kan man føle, at det, man har at sige, ingenting er værd, men det passer ikke, for alle har noget at sige, forklarer Kaj, der dog også mener, man skal gøre en ekstra indsats for at give læserne en god oplevelse.
– Det er vigtigt, at man prøver at få defineret, hvad man ønsker og sige, og hvilken målgruppe, man ønsker at ramme.
Undervejs valgte Kaj for eksempel at teste sin bog på dem, som ham mente var den endelige målgruppe.
– Et kapitel fra min bog blev læst op i en 5. klasse for at teste, om det sagde dem noget. Det blev taget godt imod, så jeg valgte at skrive bogen færdig.
Efter Kajs mening har skriveriet lært ham meget. Bare det, at vi som mennesker ser på tingene fra forskellige sider.
– Fordi en forfatter har skrevet én historie, kan den næste, som åbner bogen se historien på en helt ny måde, som forfatteren slet ikke har tænkt over. Det gør ikke historien mindre utrolig eller mindre sand.
Han er overbevist om, at vi gennem den menneskelige mangfoldighed kan lære mere om Guds mange sider.
– Se på folk, der læser Bibelen. Der er ikke én og samme mening om, hvordan man skal fortolke skriften. Det er spændende og viser Guds mangfoldighed.
– Hvis vi sætter hver vores lille del, vi har af Gud, sammen, så får vi det hele billede, slutter Kaj Hammer.
