Kampen mod ikoner

Kampen for og imod ikonbilleder var en stor sag i det byzantiske rige, hvor magthaverne i endnu højere grad end i dag blandede sig i kirkens åndelige liv.Stadig flere danskere tager til Tyrkiet. Og en del nøjes ikke med badeferie, men tager også til Istanbul. Udover det pulserende byliv, som minder om et østligt Paris, kan man her dykke ned i et spændende mysterium: Den østlige kirke.

„Gudsmoderen“ Maria med Jesus-barnet, der altid fremstilles som unaturligt voksent. Ansigterne er altid bedrøvede…

I Istanbul findes nemlig mange af de historiske, religiøse og kunstneriske skatte fra det byzantinske rige.
Istanbul hed jo engang Konstantinopel efter kejser Konstantin (272-337), som i 313 besluttede, at de kristne ikke længere skulle forfølges og smides for løverne, men at den kristne tro tværtimod skulle gøres til den officielle religion i Romerriget.
Konstantin oprettede Kon-stantinopel fra 324-330 som ny hovedstad for det romerske verdensrige – formentlig for at sætte den gamle magtelite i Rom ud af spillet.

Det utrolige skifte kan have skyldtes, at de kristne efterhånden var så talrige, at man ikke længere kunne ignorere dem. Konstantins egen mor var også blevet kristen og rejste til Det Hellige Land, hvor hun fik markeret og beskyttet mange af de hellige steder, som vi i dag kan besøge i Israel.
Men historien fortæller også, at Konstantin forud for et afgørende slag så et ildkors på himlen og hørte ordene: ”Ved dette skal du sejre”. Han satte herefter bogstaverne KR (for Kristus) på sine soldaters skjolde og bannere. Og faktisk vandt han hvert slag siden.

Konstantin blev selv en slags åndeligt overhoved, der indkaldte til kirkemøder og sørgede for, at intern strid i kirken blev afklaret, og en fælles trosbekendelse blev nedfældet i byen Nikæa. (Den såkaldte nikæno-konstaninopolitanske trosbekendelse fra 325).
Herefter fortsatte kejsere som kirkens ledere, indtil muslimerne tog magten i det nuværende Tyrkiet og til sidst indtog Konstantinopel i 1453.
Forud var det kristne rige dog blevet delt i 1054 i et vestligt med Paven i Rom og et østligt rige med Konstantinopel som centrum for de østlige kirker i Mellemøsten og Østeuropa.

Kristus fremstilles som regel med et dystert og bedrøvet ansigt på ikonerne. Fra det sydlige galleri i Hagia Sofia katedralen i Istanbul

Dette tusindårs-rige, hvor kristendommen herskede i det mægtige byzantinske rige, er en meget spændende periode.
Få guider beskriver den åndelige side af det byzantinske statskirke-eksperiment.
Det er der nu rådet bod på med bogen ”Troen i den byzantinske verden” af Mary Cunningham. Hun har studeret sammenlignende religion og middelalderens kirkehistorie ved Harvard Univer-sity, ligesom hun har taget en MA og en PhD i byzantinske studier ved University of Birmingham. Hun har undervist i byzantinske studier og kirkehistorie ved Queen’s University i Belfast, King ’s College i London, University of Birmingham, University of Nottingham og Institute of Orthodox Christian Studies i Cambridge. 
Så det er en kapabel dame!
Men vigtigst i denne sammenhæng er, at hun forstår med indføling at dykke ned i de åndelige aspekter, som jo nok interesserer troende mere end kulturskattene.
For hvorfor opstod den fascinerende byzantiske kunst? Hvorfor fik ikonerne så central en placering, og hvorfor blev både mennesker og steder så tidligt i kristendommens historie betragtet som hellige?
Det byzantiske rige kan slet ikke forstås uden kristendommens helt centrale rolle for både kejsere og befolkning.

Jeg vil fremhæve en vigtig side, som også har interesse for os i dag, hvor kirken forsøger at finde tilbage til en mere åndelig forståelse af troen.
Den ortodokse kirke tiltrækker med dens mystik, og selv i vores rationalistiske folkekirker er man begyndt at bruge lysglober, hvor man kan tænde lys for afdøde eller bede en bøn for fred. Bedekranse er igen i høj kurs. Retræter og pilgrimsvandringer vinder frem.
Selv ikoner er blevet populære, dog især som kunstgenstande, – og så kan man jo lægge lidt uforpligtende religiøsitet i dem ved siden af…

Alt dette kan være med til at åbne for troens mysterium og det åndelige, som så længe har været fortrængt i lutherdommen. Men samtidig er der en risiko for, at det kun bliver til ‘religiøsitet’ – i negativ forstand.
En religiøs følelse kan jo hurtig skabes med nogle blafrende lys, dæmpet belysning og smuk gregoriansk sang – men risikoen er, at man ikke går dybere og søger Gud selv, men kun det ceremonielle og de ”gudebilleder”, man selv har skabt.
Religiøsiteten bliver så en hindring i stedet en vej.

I det byzantinske rige udviklede der sig hurtigt en stor interesse for billeder af Kristus og Jomfru Maria, som man ærede i kirker og klostre.
Man ærede også de hellige mænd og kvinder, som ofte havde lidt døden som martyrer, og i nogle tilfælde havde man endnu deres knogler, som kirken opbevarede og ærede sammen med andre genstande fra Jesu tid.
Og disse relikvier fik ofte ry for at formidle mirakler!
Den slags er ofte blevet latterliggjort i vores materialistiske tid, hvor man ikke fatter og derfor fornægter alt det, man ikke kan måle og veje.
Men f.eks. har dr. Niels Christian Hvidts undersøgelser for nylig vist, at der faktisk sker mirakler og uforklarlige fænomener, især i de østlige ortodokse kirker endnu idag!
Så her skal man ikke være for skråsikker i sin skepsis.

Kejser Fiofilos (829-42) var en af de kejsere, som forfulgte de ikonofile munke – som her får tæv. (Fra Skylizes Krønike, 12. årh.)

Efterhånden bliver disse hellige genstande, steder og fænomener så dominerende i østkirken, at nogle af kejserne mente, der var tale om afgudsdyrkelse. De ryddede derfor i flere perioder ud i ikonerne med deres bedrøvelige ansigter for at få folket tilbage til den oprindelige kristendom, hvor troen på den opstandne Jesus – uden religiøse hjælpemidler – var det afgørende.
Man kaldte denne bevægelse for ikonoklasmen. Og det gik ofte hårdt for sig, når ikonerne blev smadret og klostre plyndret i ‘hellig’ vrede.
Det er vanskeligt så mange år senere at vurdere, hvem der havde mest ret. Måske handlede det også om, hvem der skulle bestemme og have skatteindtægterne: munke-systemet eller kejseren.
Luther havde jo et lignende opgør med den katolske kirkes udenomsværker, hvor han ønskede ”ordet alene” og ”Kristus alene”. Men også her gik nogle brutalt til værks og smadrede vidunderlige kunstskatte. Og i den unuancerede kamp imod katolicismen røg der også meget godt ud af kirken, f.eks. var det ofte klostrene, der tog sig af sygepleje og fattighjælp.

I øst-kirken bølgede kulturkampen frem og tilbage, afhængig hvad kejseren mente, men til sidst gik ikon-folkene af med sejren.
Det blev fastslået, at det var i overensstemmelse med kristen tro at have ”hellige” billeder – og al den anden mysticisme, som de rationalistiske folk ikke forstod.

Til gengæld brød det byzantiske rige snart efter under for de fremrykkende muslimer. Og vestkirken kom dem ikke til hjælp, fordi østkirken ikke ville anerkende biskoppen i Rom som overhoved.
I de følgende århundreder blev østkirken efterhånden fortrængt fra Tyrkiet og fra store dele af Mellemøsten. Men der findes stadig mindretalskirker i f.eks. Syrien, Irak, Iran, Libanon, Jordan og Egypten. Foruden naturligvis den ‘statskirkelige’ græsk-ortodokse og russisk-ortodokse kirke.
Og hvem véd, om Tyrkiet i disse moderne tider vil opleve en opblomstring af kirken?
Om ikke den ortodokse, så måske af en forfulgt mindre-talskirke, ligesom de første kristne menigheder, vi læser om i Ny Testamente – før, man begyndte at ære ikonerne.

Mary Cunningham:
Tro i den byzantinske verden
Oversat af Helge Hoffmann
Indbundet, 192 sider, Lohse
199,95 kr.