På jagt efter mening med livet

Komtesse Camilla Holstein-Ledreborg er født på et slot og opvokset på de bonede gulve.
Hun har levet en tilværelse, andre kun tør drømme om. Men det var først efter en alvorlig ulykke, at hun fandt meningen med sit liv… Camilla Holstein-Ledreborg er en usædvanlig kvinde med en usædvanlig historie.

Camilla Holstein foran sit barndomshjem
– Ledreborg slot ved Lejre

Som navnet antyder, er hun adelig og komtesse, født på Ledreborg Slot ved Lejre, datter af nu afdøde lensgreve Knud Holstein-Ledreborg og nummer fem i rækken af syv piger. Hendes mor er prinsesse af Luxembourg, hun har familie over det meste af Europa, og på grund af sin adelige byrd har hun altid været anderledes, ikke mindst fordi hun var katolik.
Troen betød meget i barndomshjemmet. Der blev både bedt bordbøn og aftenbøn, og om søndagen samledes familien til messe med den lokale katolske præst i den lille kirke i slottets hovedbygning. Familien havde deres pladser på balkonen i kirken, der også var åben for andre katolikker i lokalområdet.
Kirken på Ledreborg Slot var oprindelig protestantisk, men familien Holstein-Ledreborg konverterede til den katolske tro i 1911. Det var selvfølgelig et problem, men det blev løst af Camillas oldefar. Da den daværende konge af Danmark ville gøre ham til minister, sagde han ja på betingelse af, at kirken på Ledreborg Slot fremover skulle være katolsk.
– Som lille pige var det naturligt for mig at tro på Jesus. Da jeg kom i skole, undrede jeg mig over, at de andre børn ikke troede, så jeg lod være med at tale om det. Dengang havde vi stadig morgenbøn i skolerne, men det var kun de første år. Da jeg blev ældre, gled troen lige så stille i baggrunden, siger Camilla Holstein-Ledreborg indledningsvis.

Camilla betegner sig selv som en „sorgløs drømmer”, der kunne sidde i timevis og stirre ud ad vinduet uden at lave noget som helst. Når hun ikke gjorde det, så legede hun ”røvere og soldater” i skoven. Hun trippede ikke rundt i prinsessekjoler, men var gerne at finde i fuld fart på ryggen af en hest. Hendes far havde købt fire islandske heste til sine døtre, og Camilla havde sin egen, Stjerna, som hun syntes var sej, fordi den var ret vild.
Om vinteren stod hun på ski i Sydtyskland, hvor hendes mor har et feriested i bjergene, og sommerferierne tilbragte hun på et landsted i Sydfrankrig sammen med alle sine fætre og kusiner og deres barnepiger. Børnene havde deres egen strand, hvor de badede, stod på vandski eller sejlede yacht.
Camilla har altid været et udemenneske. Hun elsker at gå lange ture i naturen, især i skovene omkring Ledreborg Slot, hvor hun også går på jagt. Hvert år i vinterferien er hun af sted på ski, altid sammen med familien, der er knyttet sammen med stærke bånd.
– Jeg har prøvet mange flotte ting. Redet på hest i Sinai ørkenen, besteget bjerge i Tyskland og padlet kajak på Themsen. Gået i processesion i gaderne i Luxembourg og vinket til folkemængden fra balkonen i storhertugens palæ. Drukket te med den gamle engelske dronning, og været til jagtmiddag med medlemmer af det danske kongehus. Danset i store balkjoler, kørt i små, smarte sportsvogne og fløjet i helikopter.
Jeg har altid været på udkig efter nye, spændende oplevelser, men lige meget hvor meget der skete, så var det ikke nok, siger Camilla eftertænksomt.

Når det er sagt, kan det være svært at forestille sig Camilla Holstein-Ledreborg som en elev på en engelsk kostskole drevet af nonner. Ikke desto mindre gik hun der fra 8.-10. klasse, hvilket var et enormt kulturchok for hende. Hun savnede sin familie meget og syntes, nonnerne var sure.
Hendes tro var meget lille i denne periode. Den eneste grund til, at hun gik til messe hver aften, var for at slippe for at lave lektier.
– Efter tre år i England var jeg usikker på, om jeg kunne fortsætte min uddannelse på dansk, så det endte med, at jeg tog studentereksamen på Copenhagen International School.
Herefter tog jeg ud at rejse. Først til Italien, hvor jeg læste italiensk og kunsthistorie et års tid, og siden til USA. Alt, hvad jeg gjorde, var tilfældigt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, og mine forældre havde ingen særlige forventninger til mig, måske fordi jeg var nummer fem, fortæller Camilla.
– Da jeg kom hjem, skulle jeg gøre et eller andet ”fornuftigt”, så jeg fortsatte med at læse HH, skønt det slet ikke interesserede mig.
Så fik jeg job som assistent for en tekstilkonservator på Rosenborg Slot og arbejdede nogle måneder for en malerikonservator. Det var ret kedeligt, men jeg troede, jeg skulle være noget inden for kunst. Jeg lærte at rense billeder, arkivere og stille ting i montrer.
For at dygtiggøre mig tog jeg igen til England. Jeg studerede kunsthistorie på Victoria Albert Museum og arbejdede med indretning i en forretning med engelske stilmøbler i Sloane Street. Desuden tog jeg nogle kurser på Inchbald School of Design.
Camilla ser frem for sig:
– Det lyder helt fremmed, når man tænker på, hvad jeg beskæftiger mig med i dag. Sandheden var, at jeg søgte mening med livet. Jeg søgte og søgte, uden at finde fred…

Komtessen fra Ledreborg blev gift som 26-årig i 1986. Hendes ægtemand var baron og uddannet civiløkonom. Sammen fik de to drenge og boede et års tid i en stor lejlighed i Amaliegade, hvorefter de flyttede ind på et gods, som tilhørte mandens familie.
Camilla kom aldrig til at føle sig hjemme der:
– Vi havde ikke noget godt ægteskab. Vi havde kendt hinanden i otte år, men efter fem års ægteskab blev vi skilt. Min mand var aldrig hjemme. Jeg gik alene hjemme med børnene og følte mig spærret inde. Jeg tog tit af sted for at besøge familien og lukkede mig mere og mere ind i mig selv.
I denne periode led jeg af angstanfald. Jeg kunne få klaustrofobi midt på en motorvej, hvis ikke jeg kunne se en afkørsel, og når jeg kom ind i et rum med mange mennesker, måtte jeg stikke hovedet ned imellem benene for ikke at besvime.
Mine søskende prøvede hele tiden at minde mig om Gud, men jeg tog ikke imod. ”Når du får det sådan, skal du bede en bøn”, sagde de, og en dag opdagede jeg, at det hjalp. Efter mange år på afstand blev det mit første skridt tilbage til Gud.

I årene efter skilsmissen kastede Camilla Holstein-Ledreborg sig over karrieren:
– Som den eneste ansatte arbejdede jeg med franchising i et privat firma. Jeg boede i Charlottenlund med mine to børn og havde meget travlt.
Det hele gik godt, men endte brat, da politiet en dag kom til min dør og fortalte, at min eksmand havde været udsat for en alvorlig ulykke, fortæller Camilla.
– Jeg spurgte, om han var død, men det kunne de ikke svare på. Min første reaktion var børnene: Vi tog hinanden i hånden og bad Jesus om at hjælpe os i denne situation.
Derefter kørte jeg børnene ud til min søster og tog videre sammen med en ven til Rigshospitalet for at identificere ham. Det var et uhyggeligt syn.
Ulykken blev et vendepunkt, og min karriere sluttede brat, siger Camilla.
– For børnenes skyld besluttede jeg mig for at hjælpe min eksmand og håbede på, at alt ville blive godt igen. Situationen var yderst alvorlig. Lægen sagde, at hjernen var smadret som ”en pose peanuts”, og man vidste ikke, om han ville leve eller dø. Han havde det ikke godt. Efter den første tid på Rigshospitalet blev han fløjet til et specialhospital for traumatisk hjerneskade i Frankrig, hvor han lå et års tid, mens jeg rejste frem og tilbage.
Til at begynde med kunne han ikke trække vejret selv, han lå i koma og fik drop. Der var ingen reaktion, kun lidt i hans øjne. Efter en periode med genoptræning på sygehuset i Vordingborg blev han flyttet hjem til godset.
Det endte med, at jeg flyttede ind igen sammen med børnene for at være med til at passe ham. Jeg havde jo altid elsket ham, det var ikke mig, der var gået fra ham…

Camilla søgte nu Gud mere intenst, blandt andet tog hun på valfartsrejser til Lourdes og Medjugorje, hvor hun fik fornyet sin tro. I Lourdes havde hun en meget mærkelig oplevelse. Hun gik frem til forbøn og bekendte, at hun levede i synd. Gråden overmandede hende. Hun græd og græd, uden at vide præcist hvorfor.
Året efter i Medjogorge oplevede hun en fantastisk atmosfære af bøn og vendte hjem med dyb fred i hjertet. På en retræte med karismatiske katolikker blev hun døbt med Helligånden, og da den daværende katolske præst Martin Bergsøe inviterede til vækkelsesmøder med den omdiskuterede evangelist Christian Hedegaard i den katolske kirke i Nykøbing Falster, sad hun sammen med sine børn på de forreste rækker.
Det var nogle fantastiske møder. Mange unge tog imod Jesus, blev udfriet og helbredt, og Camilla oplevede et stærkt kald til at gøre noget for Gud.
– Jeg husker, hvordan jeg gik ude på marken. ”Vil du bruge mig, så er jeg her”, sagde jeg. Og da Christian en dag spurgte, om jeg ville være hans koordinator, kunne jeg ikke sige nej. Jeg vidste ikke, hvad en koordinator var, men det fandt jeg ud af undervejs. Jeg fandt også ud af, at evangeliet har en pris. Den katolske præst mistede sit job på grund af sit engagement i vækkelsesmøderne og startede en ny frikirke, Bibelværkstedet i Nykøbing F.
Da jeg begyndte at komme der, kunne jeg ikke længere passe min eksmand, men blev nødt til forlade hjemmet, fordi hans familie ikke billigede det, som var sket. Heldigvis havde jeg lige solgt mit gamle hus i Charlottenlund, så jeg havde penge nok til at købe et nyt hus og til at anskaffe mig en bil.

Det er nu fire år siden. I dag bor Camilla ikke på godset på Lolland, men har bygget sit eget hus tæt ved den gamle ryttergård i Gørløse.
– Jeg har fundet min plads og ved, at det er her, Gud har kaldet mig til at være. Mange års søgen er forbi, og i dag ved jeg, hvad jeg vil med mit liv.
Jeg vil tjene Gud og tale Guds ord til mennesker, så de får deres liv forvandlet, siger Camilla, der nu arbejder i samarbejde med Evangelist organisationen.
– Selv om jeg ikke længere er katolik, så har jeg et godt forhold til min katolske familie og er taknemlig for det, de har givet mig i min opvækst. Uanset hvilken slags kristendom vi repræsenterer, så handler det jo om vores fælles tro på Jesus, tilføjer Camilla Holstein-Ledreborg, som nu er meget tværkirkelig indstillet.

Camilla har fået en stor kærlighed til alle mennesker og siger, at Gud i den seneste tid har givet hende overnaturlig indsigt i andres liv, så hun kan hjælpe dem som rådgiver.
I foredrag, som hun kalder ”Mellem Himmel og Jord”, fortæller hun sin historie. Og her lægger hun størst vægt på det, hun har oplevet med Gud.
– For når det kommer til stykket, er det jo det, som tæller, uanset om man er født på et slot eller i et parcelhus.
KH+Henri Nissen