Vi er blevet dygtige til at bygge latriner!

Dansk Børnefond har sidste år brugt 3,4 mio. kr. til fattige børn og unge.
Og en del af arbejdet har været at bygge ordentlige toiletforhold på skoler.Dansk Børnefond kunne på sit årsmøde i Fakse den 25. januar konstatere, at mere end 3,4 millioner kroner sidste år blev sendt videre til hjælp og støtte for børn og unge i den tredje verden.

– De største projekter findes i den nordlige del af Indien, i Sierra Leone, Gambia, Ghana, Bolivia og Peru fortæller Inger Mortensen, der er daglig leder af Dansk Børnefond

Beløbet er kommet ind dels gennem fadderskaber og dels gennem midler fra forskellige fonde.
Dansk Børnefond har f.eks. netop haft den glæde, at Fonden af 17.12. 1981 har bevilliget 200.000 kroner til arbejdet.
Dansk Børnefond er ikke det samme som Børnefonden.
Daglige ledere af Dansk Børnefond er Inger og Ruby Mortensen, Fakse.

Arbejder i Asien, Afrika og Sydamerika

– Vi befinder os i Sydamerika, i Indien, Bangladesh, Pakistan, i Vestafrika, på Sri Lanka og også lidt i Østafrika, fortæller Inger Mortensen fra Dansk Børnefond.
– Vi har en kontaktperson eller projektkoordinator i det pågældende land, der er ansvarlig for forbindelsen mellem os og børnene. De skal sørge for, vi får de nødvendige rapporter, breve m.v.

Samarbejde med kirker

– Vore hovedsamarbejdspartnere er Adventistkirken, Frelsens Hær og den tibetanske eksilregering, fortæller Inger Mortensen.
– De største projekter findes i den nordlige del af Indien, i Sierra Leone, Gambia, Ghana, Bolivia og Peru. Hvert enkelt sted kan have flere forskellige skoler eller daghjem knyttet til, så i alt er der omkring 30 forskellige steder.
De indkomne midler bruges først og fremmest til, at børnene får mad og skolegang og om fornødent medicin.
Tænk på, hvilken verden der åbner sig, når man lærer at læse og skrive. Nogle steder sørger man også for, at børnene bliver vasket og får ordnet hår, simpelthen fordi man hjemme ikke har råd til at købe vand til det brug. Af større projekter har vi omkring Kumasi i Ghana gennemført flere opgaver.

Latriner er en mangelvare

Toiletter eller bare latriner er en mangelvare, fortæller Inger Mortensen.
– Kwadaso SDA Junior Secondary School har 147 piger og 143 drenge foruden lærere. Men man har ikke et eneste toilet. Det eneste offentlige toilet i hele området ligger cirka 500 meter væk, hvor man skal krydse en meget trafikeret hovedvej for at komme til. Det har bevirket, at flere elever er blevet kørt ned på denne tur. Nogle benytter også anledningen til at forlade skolen ved den lejlighed. Kan man ikke vente, sætter man sig derfor rundt omkring på skolens områder. At det ikke er særlig heldigt, skal der ikke megen fantasi til at forstå.

Rengøring og vedligeholdelse af latriner

– Der var stor glæde, da vi kunne fortælle, at der var kommet midler til at bygge otte pit latriner. Det er nu gennemført, og eleverne har på skift fået den opgave at sørge for rengøring og vedligehold. I forbindelse med dette byggeri har forældrekredsen selv fremskaffet nogle af midlerne, fortæller Inger Mortensen.
– Wioso/Nerebehi skolen er også et af de steder, hvor behovet for toiletter var stort. Som der stod i ansøgningen: – De følger naturens kald og besørger i bushen!
Det er en småbørnsskole med plads til omkring 200 elever fra børnehaveklasse op til tredje klasse. Familierne er meget fattige småbønder, der kæmper for det daglige brød.
Skolen var i en elendig tilstand, ødelagt af vind, vejr og moskitoer. Murene var ved at falde ned, ingen vinduer eller døre, alt var i en elendig tilstand og nærmest livsfarlig at bruge til undervisningslokaler med 45 småbørn i hver.

Ro til at arbejde med deres jord


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vedvarende regn gjorde arbejdet med at bygge klasseværelser og toiletter vanskeligt

Regnen gjorde det meget vanskeligt at få materialerne frem, men det første, man gjorde, var at bygge de nye toiletter, så man hurtigst muligt kunne mindske risikoen ved, at ungerne brugte naturmetoden.
I et takkebrev skrives der: – På vegne af personale, elever og hele landsbyen i Wioso/Nerebehi vil vi udtrykke vor store tak for toiletter og tre klasseværelser. Bygningen af dette vil ændre livet for befolkningen her. Forældrene vil nu have ro til at arbejde med deres jord, medens deres børn er i en skole, der ikke længere er en dødsfælde.
Forældrene har taget del i arbejdet og på denne måde ydet, hvad de kunne til at forny skolen, der nu står med fine bygninger.
Det er underskrevet lederen af skolen og byens borgmester.
– Det er en utrolig stor glæde, når man ser, hvilken forandring der sker i sådan en skole, hvilken glæde og energi det bringer med sig, når man de pågældende steder får hjælp til at komme i gang, siger Inger Mortensen.
nh