– Folkekirken skal ruste sig til mission
Sven Ove Gade mener at mange folkekirkepræster svigter missionsbefalingen, når det gælder muslimer. Han vil også have gjort noget ved danskernes ringe
viden om kristendom
BIRKERØD Tag et brækmiddel lyder opfordringen fra Sven Ove Gade som titel på hans seneste debatbog, der stiller skarpt på folkekirken og missionsbefalingen.
Sven Ove Gade, 70 år, er vokset op i Fredericia, hvor han som barn lærte at gå i kirke. Hans mors slægt var præget af Indre Mission.
Gade var chefredaktør på Ekstra Bladet i 24 år. I dag er han fast kommentator på Morgenavisen Jyllandsposten og forfatter til en lang række debatbøger og biografier.
Han tager imod Udfordringens udsendte i hjemmet i Birkerød. Han er en venlig mand med en skarp tunge om end han formulerer sig på en stille og rolig måde undertiden endda eftertænksomt.
Bogens titel Tag en brækmiddel er et citat af Kierkegaard. Men hvad er det så læserne opfordres til at brække sig over?
– Folkekirkens præster har givet sig rutinen i vold, mens verden bevæger sig omkring dem. De har glemt missionsbefalingen, de er optaget af alle mulige andre ting. Nogle ophøjer sig selv til nationens moralske samvittighed, som man så juleaften, hvor en flok præster prædikede flygtningepolitik det er ikke deres opgave at politisere.
– De har givet køb på det væsentlige. Det er bydende nødvendig at tage udgangspunkt i missionsbefalingen. En kirke, der ikke tager sin egen kristendom alvorligt, er ikke blot utroværdig, den er ligegyldig.
Hvorfor er du begyndt at interessere dig for det emne?
– Det har jeg interesseret mig for i mange år, men interessen er blevet skærpet på grund af de mange muslimer i landet. Man kan se på dem, som et problem, men også som en udfordring. Jeg har ikke noget imod den enkelte muslim. Men som kristne er vi nødt til at forholde os til islam.
Hvorfor lige det?
– Vi har ikke noget valg. Vi er sat under kommando, det er en ordre fra den genopstandne Kristus, der gav missionsbefalingen.
Hvordan skal kirken så missionere blandt muslimerne?– Det må være op til den enkelte præst. Men mange præster er optaget af at føre forstående samtaler med muslimer frem for at forsøge at omvende dem. Dialog kan være godt. Men man skal også tale kristendom med dem. Det er vanskeligt, det ved jeg godt. Men man må klø på, der er ikke andet at gøre, også selv om det udløser konfrontation.
– Jens Christensen, der i mange år arbejdede som missionær blandt muslimer og blev den første biskop for den lutherske kirke i Pakistan, prædikede ikke tolerance. For ham var der ingen tvivl om, at islam måtte udløse konfrontation. Han talte om at iføre sig troens fulde rustning.
– Nogle danske præster vil nu samle penge ind til opførelsen af en moske i Danmark. Det er ikke blot absurd, det er oprørende. Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Præsterne er forpligtet til at prædike kristendommen som sandheden. Det er ikke et spørgsmål om ikke at forstå muslimer. Men i en kristen sammenhæng er vi fjender, siger Sven Ove Gade, der også mener, at
kristendomsundervisningen i folkeskolen er for ringe.
– Ja, viden om kristendom er det helt afgørende i denne sag. Kristendomskundskab er ikke et forkyndelsesfag, det er jeg i høj grad modstander af. Det er et kundskabsfag. I dag er undervisningen i kristendom i skolerne skandaløs ringe. De fleste lærere er dårligt uddannede i emnet, de har ikke haft det som linjefag, og har tilsyneladende ikke ret meget mere viden om emnet end børnene.
Folkekirkens præster kunne supplere lærernes utilstrækkelige viden gennem efteruddannelse, eller endnu bedre få ansvaret for undervisningen af børnene i de større klasser.
– Undervisningen bør være obligatorisk for alle. Også for muslimerne, fordi det danske samfund netop er bygget på de kristne værdier. Viden om kristendom giver en større forståelse for samfundsstrukturen. Og er ganske enkelt nødvendigt.
– Det er vel først og fremmest forældrenes opgave at fortælle børnene om kristendommen?
– Ja, men mange forældre er et produkt af 70erne og 80erne, hvor de heller ikke selv fik en ordentlig kristendomsundervisning. Derfor skal der virkelig hældes på nu. Børnene er den helt store udfordring i dag. Men det er da fantastisk positivt, at mange unge faktisk lader sig døbe og konfirmere.
Du har selv tre voksne børn. Har du lært dem noget om kristendom, da de var små?– Ja, selvfølgelig. Jeg har også bedt Fadervor sammen med dem, inden de skulle sove. De var som alle andre børn. Det ville de gerne høre om.
– Er det ikke noget hykleri at lade sine børn døbe eller stå fadder til et barn og love at lære at opdrage barnet i den kristne tro, hvis man ikke gør det?
– Der er måske behov for at bryde rutinerne ved dåben også omkring fadderskab. Hvordan ved jeg ikke, det har jeg ikke nok viden om. Men jeg mener, der burde være tilbud om undervisning i kristendom fra præsten til forældre og fadder inden dåben.
I det hele taget mener jeg, at kirken burde tilbyde mere undervisning. I stedet for kun at udvikle sig til en institution med kulturelle arrangementer bør man også tilbyde menigheden løbende undervisning ved siden af gudstjenesterne. Er det mangel på tid, der hindrer præsterne i det, så skær antallet af gudstjenester ned. Også hvis det er prisen for større missionsvirksomhed blandt muslimer
– Der er ganske enkelt brug for en moderne kirkekamp ledsaget af en ny form for vækkelsesbevægelse, hvis første og vigtigste opgave må være at sikre den almindelige viden om kristendom. Man kan også kalde det noget andet, men viden er nøgleordet, mener Sven Ove Gade, der efterspørger lidenskab i præsternes forkyndelse.
– Missionsbefalingen forudsætter netop lidenskab. Vilje til at tage de nødvendige konfrontationer i et samfund, hvor kristendommen er på vej til at blive identisk med kultur, en religion blandt mange religioner, og ikke en eksistentiel religiøs kraft, som gennemsyrer menneskelivet, hvor det enkelte menneske stilles under ansvar i lydighed mod Guds befaling.
– Forkyndelsesfriheden er dog meget vigtig, men når det kommer til fænomenet Thorkild Grosbøll, der kan slippe af sted med blot at aflægge sit præsteløfte en gang mere efter hans fornægtelse af Gud, så er det uacceptabelt og absurd.
Men det største problem er i virkeligheden, at Grosbøll ikke selv ser det er hykleri, han bliver i kirken med den indstilling. Den sag underminerer folkekirkens troværdighed.
I Snedsted i Thy afskedigede man en præst (Bent Feldbæk Nielsen, red.) fordi han formulerede dåbsritualet lidt anderledes. Det er en detalje i forhold til sagen om Grosbøll.
Hvor tit går du selv i kirke?
– Det gør jeg regelmæssigt, nærmere vil jeg ikke ind på det. Man kan ikke måle ens kristenliv med antal kirkegange. Men man holder sig selv vågen som kristen ved at gå i kirke, synes jeg.
I din bog beskriver du et besøg i Korning Kirke, hvor sognepræst Henrik Højlund prædikede. Men du bryder dig vel ikke særlig meget om højrefløjen inden for folkekirken? – Jeg har stor respekt for Henrik Højlund, selv om jeg ikke deler hans synspunkter. Han er troværdig og autentisk. Det er dét, jeg efterlyser i folkekirken, det autentiske, det ægte. Præsterne skal ikke være så bange af sig. De skal ikke forsøge at modernisere gudstjenesterne med jazz og rock for at tiltrække de unge. I langt de fleste tilfælde virker det blot forkrampet. Jeg er ikke modstander af en hvis fornyelse, men tilhænger af en stilfærdig udvikling, for det er ulideligt med rutiner.
Tror du selv på Gud?– Det vil jeg normalt ikke svare på. Det har jeg ikke lyst til.
Det har du ellers tidligere udtalt dig om?
– Ja. Jo, det gør jeg. Det har jeg altid gjort.
Hvad siger en mand som Jesus dig så?
– Det vil jeg ikke svare på. Men han er ikke blot en mand. Han er Guds søn.
Kan du finde på at bede en bøn?
– Naturligvis, lyder det fra Ekstra Bladets tidligere chefredaktør.
