Plageånder eller pilfingre

Nogle gange er det lige før, jeg tror, at vi har drillenisser i huset…
Her forleden fandt jeg en tennisbold i min støvle, da jeg skulle til at tage den på. Det sker, at mit spejl svinger faretruende på sit søm, når jeg går forbi. Og forleden landede en plys-julemand midt på stegepanden, mens jeg var ved at stege frikadeller.
Nogle gange hører jeg hastige skridt af små fødder, der bevæger sig væk i en vældig fart, når jeg nærmer mig, og finder køleskabsmagneterne på lamper og andre metalliske genstande i stuen. Før jeg tænder for radioen, skal jeg huske på at kontrollere lydstyrken, hvis jeg ikke vil have blæst trommehinderne ud. Løse snore i jakker og andre genstande har det med på mystisk vis at blive bundet sammen, sno sig rundt om dørhåndtage eller være fulde af ekstra knuder.

Nej, jeg tror egentlig ikke på nisser – det kan godt være at der findes plageånder, men de føler sig nok lidt overflødige her i vores hjem. To drenge på 3 og 5 år skal nok sørge for, at jeg aldrig kommer til at kede mig. Uforudsete hændelser er en del af hverdagen…
Jeg kan godt få stress over børn, som står på hovedet i sofaen i stedet for at bruge den til det, som den er beregnet til, og ting, som går i stykker, fordi de ikke er designet til at blive skubbet ned fra borde, kastet med, siddet på eller sparket til. Men måske skulle jeg hellere glæde mig over, at Gud har skabt os mennesker så fantastisk, at der skal rigtig meget til for at slukke den udforskertrang, han har lagt ned i de allermindste af os.

Evnen til at undre sig er en gave, som Gud har givet os, så vi kan glæde os over hans skaberværk og gang på gang blive overvældede over, hvor sindrigt og smukt det er konstrueret. Jeg vil virkelig forsøge at have det i baghovedet, næste gang jeg er ved at eksplodere over små pilfingre, som ikke kan blive i lommerne, men er skabt til at finde ud af, hvordan verden hænger sammen.