Skriv til Suh

Afhængig af mors accept
Kære Suh
Jeg er en voksen kvinde, der har mand og børn, som undrer sig over, at jeg stadig er så afhængig af min mors accept af, hvad jeg gør. Hvis jeg skal træffe store beslutninger, rådfører jeg mig altid med hende først, ikke altid fordi jeg har lyst, men fordi, hun ellers kommenterer min beslutning bagefter – mest i negativ retning. Bliver jeg mon nogensinde „rigtig“ voksen?
Hilsen Den uselvstændige

Kære Uselvstændige
Det handler ikke om, at du ikke er „rigtig“ voksen, men snarere, at du sidder fast i et gammelt mønster i forhold til din mor.
Måske din mor har været meget styrende og kontrollerende i forhold til dit liv igennem din opvækst? Måske er hun kommet til at signalere – verbalt eller non-verbalt – at du ikke var god nok, hvis du ikke gjorde som hun ønskede? Måske har du endda oplevet en direkte afvisning f.eks. tavshed i flere timer eller dage?
Hvis du genkender noget af dette, er det ikke så mærkeligt, at du reagerer som du gør, for så vil der nemlig være en del af dig, der ubevidst stadig søger efter din mors accept af dine handlinger og beslutninger.
Man kan sige, at der er et kæmpemæssigt underskud på din følelsesmæssige jeg-er-god-nok-konto, som du ubevidst prøver at få i plus ved at indhente positive tilkendegivelser fra din mor.
Måske kan det være en god idé for dig at tage et par samtaler med en psykolog eller en terapeut, da gamle mønstre kan være svære at få has på, men prøv i første omgang at snakke med din mand eller en god veninde om det, gerne mange gange. Ofte bliver de gamle mønstre lettere at bryde, når vi bliver bevidste om, hvad det handler om, og hvordan det hænger sammen.
Det er dog altid svært at måtte indse, at man måske stræber efter noget, man ikke får opfyldt, og måske din mor af forskellige grunde ikke formår at give dig den accept og ubetingede kærlighed som du har brug for, hverken nu eller fremover.
I så fald vil jeg minde dig om Esajas kap. 43 v. 3-4 som måske kan minde dig om, at du i Guds øjne er umådelig værdifuld og ubetinget elsket. Uanset hvad.
Hilsen Suh

En kamp at komme op om morgenen
Kære Suh
Jeg er en kvinde på 45 år. Det sidste halve årstid har jeg haft det tiltagende skidt, og jeg synes ligesom ikke, der er noget ved noget. Jeg er ofte træt og har hovedpine, og det er en kamp at komme op om morgenen. Det er belastende for både mig og min familie. Bl.a. ser vi efterhånden sjældent andre mennesker da energien til det bare ikke er der.
Hilsen Kristina

Kære Kristina
Hvis du ikke er blevet undersøgt af din egen læge, vil jeg i første omgang råde dig til at få en konsultation hos ham/hende. Det kunne nemlig lyde som om, at dine symptomer skyldes en form for depression. I så fald er det vigtigt, at du hurtigst muligt får den rette behandling, så det ikke udvikler sig.
Det er også vigtigt, at du taler grundigt med din familie om din situation, og at I sammen lægger nogle planer for, hvordan I skal få hverdagen til at hænge sammen.
På den måde undgår du at skulle presse dig selv til mere end du kan overkomme, og at få unødig dårlig samvittighed over ting, du ikke har kræfter til at tage dig af.
Hilsen Suh

Bliver vred på min lille datter
Kære Suh
Jeg er så ked af, at jeg sommetider bliver så vred og hidsig på min lille datter på 2 år, at jeg mister besindelsen og råber højt af hende og slår i bordet. Hun bliver selvfølgelig forskrækket og ked af det, og jeg får frygtelig dårlig samvittighed bagefter. Jeg gør alt for at være en god mor, men nogen gange går det altså helt galt. Har du et godt råd til mig?
Ulykkelig Mor

Kære Ulykkelig Mor
Jeg er sikker på, at du er en god mor. Husk, selvom vi er mødre eller fædre til små guldklumper, er vi også blot mennesker, som kan have en rigtig dårlig dag. Og heldigvis tager et barn ikke skade af lidt skæld ud ind imellem, kun hvis det er den primære kontaktform.
Acceptér, at du ind imellem bliver rigtig vred, og giv dig selv lov til at give udtryk for det lidt før end du gør nu. På den måde kan du måske gøre det lidt mere kontrolleret, i stedet for at eksplodere meget voldsomt.
Sker det alligevel, så sig undskyld til dit barn og forklar hvad der skete. Hun lærer således, at det er ok at begå fejl, og at man hurtigt kan blive gode venner igen.
Samtidig lærer du dit barn, at det er okay, at blive vred og frustreret, men at der er nogle måder at give udtryk for det på, der er bedre end andre.
Hilsen Suh

Har du et problem så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Florensvej 14, st. tv., 2300 Kbh. S
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
Ikke alle breve offentliggøres. Husk at skrive dit navn og din adresse, også selv om du ikke ønsker det gengivet i avisen.
Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk