De lyseblå strømper
Min kone siger, jeg er for nærig. Men hun har nu heller aldrig forstået grundtanken i mit projekt. Det handler ikke om penge, men om skaberglæde. Om valgfrihed.
Men vi går lige 15-20 år tilbage.
Dengang var det vældig in at gå med hvide tennissokker.
Nå, er det lidt længere siden…?
I hvert fald købte jeg meget ofte hvide tennissokker – på tilbud. Tre for en halvtredser. Men de blev billigere. 3 for 45, 4 for 50, 5 for 50, osv. Jeg købte mange, for jeg hader, når man ikke kan finde strømper om morgenen!
I 90erne sagde børnene, at jeg lignede Benny i Olsen-banden. Nu er Bennys strømper altså gule, og det er jo noget helt andet, men konen sagde også, at det så forfærdeligt ud:
– Hvide strømper midt om vinteren, hvæsede hun.
Nu skal vi mænd jo også være fleksible, så jeg gik straks i gang med at anskaffe mørkeblå tennissokker for også her var der masser af gode tilbud, – som blev billigere og billigere, ligesom alt andet i vores overflodssamfund. Engang var der 7 for 100, så jeg tog tre sæt! (Og så var der også 6 røde for 75 kr. Det var ved juletid i 93, men dem bruger jeg nu sjældent.)
– Hvorfor smider du dem ikke bare væk! sagde hun om de hvide, som jeg nu næsten aldrig fik lov at bruge. Ja, ja, smide væk
Hun vil hellere købe en ny cykel end lappe den gamle. Selv smider jeg aldrig ting væk de kommer op på loftet eller ud i garagen eller jeg gemmer dem på kontoret…
– Skuffen kan jo næsten ikke lukke
! jamrede hun.
Nå, så fik vi en stor kommode med nogle kæmpe skuffer, og så var det problem jo løst.
Efterhånden begyndte nogle strømpepar at blive enlige.
– De er nok blevet væk i vaskemaskinen, sagde hun lidt for ligeglad. Så jeg flyttede alle de hvide i sikkerhed i skabet bagved nattøjet om vinteren, og de mørke om sommeren. På den måde undgik jeg, at det så for svulmende ud i skuffen.
Men så var det altså, at jeg fik min store idé med at farve.
På et ophørsudsalg købte jeg noget blå tekstilfarve. Azurblå, hed det vist. Men måske havde jeg for meget stof til farvemængden, de blev i hvert fald lyseblå. Senere fandt jeg noget marineblåt, men det blev heller ikke godt. Jeg brugte ellers salt, som man skulle. Men der var nogle røde striber, som ikke ville blive blå. Da jeg købte tredje portion farvestof i koboltblå til 75 kr., ville jeg ikke risikere, at det igen slog fejl og man skulle høre på fnisende bemærkninger som: Nå far, har du nu igen været i gang med at farve
Så jeg tog chancen og hævede temperaturen til 60 grader.
Ja, og så krympede de, og hvad så? Det handler jo ikke om penge, vel?
