Ikke af denne verden
Bogen For Himmerigets Skyld gengiver kort og godt klosterlivets og kloster-bevægelsernes historie og indeholder desuden en fin guide til de danske klostreEr det flugt eller efterfølgel-se, når man søger ensomheden og stilheden for at stå af verdens (materialistiske) jag og vi sig til et liv i bøn og åndelige studier?
Oprindelig var forbilledet for alverdens kristne munke under alle omstændigheder Jesus som eneboeren, der søgte ud i ørkenen for at være alene sammen med sin Far.
Det var det for egypteren Antonius (o.251-356). Man siger, at klosterlivet blev født den dag, han hørte ordene fra Matt 19,21:
Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«
Han solgte alt og levede fra ca. 312 i en hule i ørkenen.
Det gjaldt også Simeon (o.390-459), der fra 423 til sin død levede på en ca. 14 m2 stor platform på en søjle 18 meter oppe i luften.
Det er dog en anden egypter, der har fået æren af at være den, der etablerede verdens første kloster: Pachomius hedder han, og han samlede i år 320 en række eneboere omkring et fælles mødested, satte et hegn omkring deres bosteder og udformede en regel eller husorden for dem. De, der ville overholde den, blev budt indenfor – andre måtte holde sig væk.
Udbredelsen af klostertanken i Europa skyldes bl.a. og ikke mindst kirkefaderen Augustin (354-430), der skrev en Regel for klostertilværelsen, som har givet inspiration til mange af de klosterregler, der siden er blevet udformet.
Men langt større betydning for klostervæsnets historie fik Benedikt af Nurcia (o.480-547), der ligefrem betragtes som faderen til det vesteuropæiske klostervæsen. Han skrev den berømteste af alle regler, og han grundlagde Europas mest berømte kloster, Monte Cassino, der blev indviet i 529.
Væsentligst for Benedikt var det, at en munk først og fremmest var munk, dvs. et menneske, der helhjertet søgte Gud. Det skulle ske gennem gudstjeneste og gennem åndeligt og legemligt-praktisk arbejde. Særdeles væsentligt var det også, at munken var bundet til stedet (klosteret), og at han levede i fattigdom, kyskhed og lydighed.
Benediktinerklostre blev i de følgende århundreder bygget i store dele af Vesteuropa. I Danmark blev de første klostre grundlagt af benediktinere, og det var også benediktinere, der bragte kristendommen til Norden.
Benediktinerklostrene blev rige pga. deres jordbesiddel-ser, og da de gerne var for-svarsløse og heller ikke kunne forvente bistand udefra, lå de som lette ofre for verdslige magthavere. Hvordan benediktinerne skulle forholde sig til politisk betonede problemer, sagde Benedikts Regel intet om; og der stod heller ingenting om forholdet mellem de enkelte benediktinerklostre.
I 909 grundlagde man klostret Cluny, der skulle blive det største kloster, der nogensinde er bygget i Europa. Ud fra dette kloster kom en ny munkeorden, der derfor kaldte sig cliniacensere, men ellers blot kan betegnes som en reformeret benediktinerorden. Markant anderledes i forhold til tidligere var det, at alle klostrene nu blev underlagt Cluny, og det er oplyst, at Cluny i 1100-tallet kontrollerede 1500 klostre i Vesteuropa.
Grundet de store rigdomme, klostrene samlede sig, kunne de bygge nye store og dyre klostre – og det blev efterhånden for meget for nogle munke.
En kraftig reaktion på al pragten kom fra Bernhard af Clairvaux (1090-1153). Han havde sluttet sig til en mindre gruppe benediktinermunke, der ikke længere trivedes i deres orden. De havde i 1098 grundlagt et kloster i Citeaux – på latin Cistercium, og her oprettede de deres nye orden, der derfor kom til at hedde cister-cienserordenen.
Bernhard var skarp i sin kritik af benedikterne og clunia-censerne for deres overdrevne byggestil. Han hånede udsmykningen, kirkernes enor-me størrelse og udtalte, at munkene, som skulle elske fattigdommen, burde forarges. De klostre, der blev bygget af cistercienserne, var derfor til at begynde med holdt i en enkel og asketisk stil. Det gælder bl.a. Fontenay, der blev grundlagt i 1118, og som er det eneste af de fire klostre, Bernhard grundlagde, som har bevaret sit oprindelige udseende.
For cistercienserne var deres vigtigste kald hårdt fysisk arbejde; de drev den tids ulandsprojekter i et Europa, der mange steder var præget af dyb fattigdom og underudvikling; og de tog aktivt del i mere politiske spørgsmål, som da de engagerede sig i korstogene – kraftigt tilskyndet dertil af Bernhard.
Dominicus Guzman (1170-1221) havde andre motiver, da han i 1215 grundlagde sin militante orden, dominikanerne. Hans formål var at bekæmpe kætterbevægelser. De, der sluttede sig til hans orden, var intellektuelle med styr på troslæren, de studerede og prædikede og kæmpede altså mod alle, der modsagde kristendommens læresætninger.
Helt anderledes var den orden, Bruno af Köln (o.1033-1101) havde stiftet i 1084. Det var en tilbagevenden til den asketiske eneboertilværelse med hovedvægten lagt på bod og bøn, og den blev først realiseret i en øde bjergegn, hvor Bruno grundlagde sit kloster Grande Chartreuse – efter hvilket ordenen fik navnet karteuserne.
Den tredje store orden efter benediktinerne og cistercienserne – franciskanerne – blev stiftet af en af de bedst kendte og mest respekterede munke, Frans af Assisi (1182-1226). Han gik et markant skridt videre end Bernhard, når det gjaldt ejendom: En munk måtte ikke have noget fast bosted – han er ikke andet og må derfor heller ikke leve som andet end en tigger og en pilgrim.
Frans var det, han prædikede, og med sin særdeles beskedne livsstil og sin umiddelbare evangelieforståelse kom han som ingen anden før ham tæt på folket og det omgivende samfund. Værd at nævne er det også, at Frans var meget uenig med Bernhard og i det hele taget den katolske kirke i synet på muslimerne – dem skulle man elske, ikke slå ihjel, mente Frans ud fra evangeliets ord om også at elske sine fjender.
Adskillige munkeordner har fået kvindelige aflæggere i nonneordener, således franciskanerne, hvis kvindelige modstykke hedder clarisserne efter Clara – en unge pige, der blev dybt grebet af Frans prædikener.
Kun en enkelt gang har en kvinde uden forbillede i en munkeorden stiftet en betydningsfuld (nonne)orden. Bemærkelsesværdigt ved denne orden er det også, at det er eneste gang i historien, at en ny form for klosterliv er opstået og udgået fra Norden.
Ordenens stifter er Birgitta af Vedstena (1302-1373), og hendes birgittinerorden har hentet inspiration fra alle de tre væsentligste munkeordener. Men ordenen adskiller sig fra alle andre ved, at den giver plads til begge køn, som dog aldrig mødes. Birgittinerklosterets kirke er nemlig efter Birgittas forskrifter indrettet med et Maria-alter i kirkens østlige del, hvor nonnerne holder til under gudstjenesten, og et Peter-alter i kirkens vestlige del, hvor munkene er. Desuden ønskede hun, at der skulle være mulighed for, at mennesker ude fra kunne deltage i gudstjenesterne.
Birgittas kloster i Vadstena blev grundlagt i 1370 og står der stadig, men nok mere kendt er den alsidigt begavede nonne for sine skrifter – de åbenbaringer hun modtog og nedskrev, og som siden er blevet udnævnt som det eneste kvindelige hovedværk i nordisk Middelalderlitteratur.
Reformationen satte først og fremmest i den nordvestlige del af Europa en stopper for klosterliv og klosterbyggeri, men det har fået en lille renæssance, også i Danmark. Fx er der bygget et helt nyt cister-ciensernonnekloster på Djursland. Frem til Grundloven i 1849, der sikrede religionsfrihed, var det forbudt at være katolik, og i dag er der med den større åndelige åbenhed og trosfrihed igen blevet interesse for om ikke et livsvarigt klosterliv, så mulighed for at trække sig helt tilbage fra et aktivt hverdagsliv for at meditere og lade op.
Men klostre og klosterkirker står der også som monumenter, der for den æstetisk interesserede byder på spændende, til tider prægtig bygnings- og billedkunst. Uanset behovet er journalisten og arkitekten Per H. Jacobsens bog For Himmerigets Skyld særdeles nyttig som indføring og guide.
Per H. Jacobsen:
For Himmerigets Skyld
197 sider 200 kr.
EC Edition
