Operation Mission og Wycliffe flytter sammen

Fra 1. marts 2006 deler Operation Mission (OM) og Wycliffe kontor på A. F. Beyersvej 1 i Vanløse.Kontorfællesskabet er startskuddet på et nyt kapitel i Wycliffes historie i Danmark. I løbet af de sidste to år har Wycliffe fået ny bestyrelse og ændret navn til Wycliffe – sprog, kultur, bibel. Det seneste år er blevet brugt til at lægge strategi med fokus på tre områder: at støtte allerede udsendte missionærer, der arbejder med lokale sprog, skabe en fadder-ordning, hvor menigheder kan blive faddere for et folkeslag/projekt af en anden kultur samt nå unge, der overvejer en missionstjeneste med hjerte for bibeloversættelse.
Wycliffe arbejder med alfabetisering, sprogbevaring og bibeloversættelse. I januar 2006 var der på verdensplan 6643 udsendte, som arbejder med 1294 sprog og har været involveret i 623 bibeloversættelser gennem de sidste 70 år.
OM arbejder i 106 lande med kirkeplantning og evangelisering, socialt arbejde, nødhjælp, sport, teenage- og ungdomsarbejde. På verdensplan har OM 4000 udsendte.
OM og Wycliffe har allerede samarbejdsaftaler i USA og Holland. Derudover samarbejder de to organisationer i en række projekter udover verden.
– Tore