Pilgrimsvandringer er for det moderne menneske

Elisabeth Lidell drømmer om at blive Pilgrimspræst i Danmark. I virkeligheden er hun det allerede. Bare mest i fritiden og parallelt med jobbet som sognepræst ved Risskov kirke i Århus.Men af hjertet er hun allerede præst for de mange pilgrimme, hun gennem de seneste år har været og er i kontakt med. Og hun ser det som et område, der kan vokse. Måske endda bringe vækkelse til Danmark. Fordi det rammer det moderne menneske, som ude i naturen tør tale om det guddommelige, det evige; det menneske, som søger væk fra travlheden i hverdagen og søger ud i stilheden for at finde perspektiv og retning – og svar!

Selv var Elisabeth Lidell på sin egen første store pilgrimsvandring i 2002. Efter en hektisk periode drømte hun en nat, at hun gik for alteret i kirken og skulle til at holde gudstjeneste. På alteret lå hendes gebis og plaprede løs! „Så vidste jeg, at det var tid til at holde fri“, fortæller Elisabeth Lidell. Og så smiler hun stort. For orloven blev ikke bare afslapning og opladning. Det blev startskuddet til noget nyt, som har påvirket ikke bare hendes arbejdsliv, men også trosliv og ægteskab.
– Da jeg i sin tid var færdig med studentereksamen var jeg med mine forældre på tur i Spanien. På et tidspunkt tog vi en blaffende munk op. Med ham havde vi de mest fantastiske samtaler om meningen med livet og om troen. Han fortalte så levende og spændende om Gud, at da vi kom til Paris sendte jeg bud til Universitetet om, at jeg ikke ville læse litteratur som planlagt, men teologi.

Dermed blev præstedatteren fra Marstal endnu en præst i slægt, som siden 1600-tallet har haft præster i alle led – undtagen et enkelt.
– Da jeg så skulle på orlov, havde jeg været i gang som præst i 20 år, og jeg havde en dyb længsel efter at komme Gud nærmere. Samtidig ville jeg binde en sløjfe til dengang jeg besluttede mig for at blive præst, så jeg ville til Spanien igen, fortæller Elisabeth Lidell.
Hun valgte at tage på pilgrimsvandring og tog derfor til Santiago de Compostela for at gå en del af Caminoen – pilgrimsvejen, hvor tusindvis af pilgrimme fra hele verden gennem århundreder har vandret. Det første forår vandrede hun 250 kilometer. Fra Spanien rejste hun til England, hvor hun tog til Loyola Hall for at tilbringe 14 dage i stilhed og bøn.
– Loyola Hall er et økumenisk retrætested. Hver dag havde jeg mulighed for at tale med en munk. Det var en jesuit, og han var bare sat på min vej, så det han sagde talte lige til mig. Den sidste dag bad jeg ham sige en bøn for mig. Det var meget stærkt.
– Før jeg tog af sted kunne jeg ikke helt forestille mig, hvordan det ville blive. Andreas, min mand, ville ikke med, og jeg var på det tidspunkt ret bange for at sove alene. Jeg turde for eksempel ikke være alene i vores sommerhus på Mols, men i løbet af vinteren før, jeg tog af sted, havde jeg læst om pilgrimme, der oplevede englevagt. Da jeg begyndte at tænke over det, oplevede jeg, at frygten forsvandt. Da jeg kom hjem fra turen, sagde Andreas til mig, at han syntes, jeg var blevet så medgørlig. Han spurgte: – Hvornår skal du af sted igen?, fortæller Elisabeth Lidell, mens hun griner:
– Da jeg så skulle af sted igen ville han med, og sammen gik vi så de næste 200 kilometer af Caminoen.

Efterhånden fik Elisabeth Lidell lyst til at gå i Danmark. Derfor har hun været med til at lave pilgrimsnetværket www.pilgrimsvandring.dk som arrangerer vandringer og arrangementer i både ind og udland. Blandt andet har hun sammen med Andreas holdt en række Pilgrimsweekender på Sostrup Slot på Djursland. Her, i Mariæ Hjerte Abbedi, har nonnerne budt omkring 40 personer velkommen til en ydre og indre vandring. Programmet har budt på ture gennem skoven og ved havet; på højmesse og deltagelse i nonnernes messe, hvor nonnerne har fortalt om deres liv og dagligdag, og endelig har der været til tid til fællesskab og egne andagter.
– Deltagerne er mest kvinder med en gennemsnitsalder på omkring 60 år. Det er en del almindelige folkekirkefolk, og så er det ofte folk, der har søgt det religiøse i New Age-bevægelsen og har rejst i Indien og andre steder og som nu vender tilbage til deres egen kulturtradition.
– Danmark har brug for, at kirken giver troen krop. Det er noget af det, vi gør, når vi er på vandring. Vi taler om en Gud, der er på vej! En Gud, som også bevæger sig udenfor kirkebygningen. Det gør Ham mere virkelig og nær, fortæller Elisabeth Lidell: – For nylig var jeg i Stockholm for at prædike for Den danske menighed der. I den forbindelse kom jeg forbi en lille kirke i Gamla Stan. Der hang en stor plakat udenfor: – Gud er her!. Men da jeg så ville ind i kirken var døren låst. Der hang en lille seddel på døren, hvor der stod: – Kirken er lukket om mandagen. Det blev et billede for mig på en statskirke, som er lukket inde i regler og begreber. Men troen kan ikke fastlåses. Når folk ikke kommer ind i kirken, så må vi komme ud, og naturen bliver vores fælles sted. Der er rigtig mange mennesker som fortæller, at deres første forestilling om Gud fandt sted i naturen, så det er et oplagt sted at prædike. Der er frihed der. Man slipper for alle de der tanker om, at man skal være på en bestemt måde.
– Folkekirken skal formidle evangeliet om, at folk ikke er alene. At hvert eneste er elsket af Gud, og at Han går ved deres side hele vejen gennem livet og ind i døden. Luther sagde, at kirken altid bør reformeres. Det er ikke noget der sker én gang. Det er noget der skal ske igen og igen hele tiden. Jeg tror, at pilgrimstanken kunne bringe vækkelse, fordi det er troen back to basics. Det helt enkle – at bede med egne ord og fortælle bibelhistorier uden at iklæde sig liturgiske gevandter. At øse udfra ens eget personlige trosliv. Det at stå sammen efter mange kilometer ved en søbred; og dele nadver med hjemmebragt brød og vin. Det glemmer man aldrig. Selv kroppen husker sådan en oplevelse.
– Når vi går, så går vi ofte i stilhed. Det giver anledning til at gå og meditere over noget eller til at gå i bøn. Så går vi der i gåsegang en times tid og tænker hver for sig. Vi har også af og til andagter i kirker, vi kommer forbi. Det er ofte meget stærkt. Vi går cirka 20 kilometer om dagen. Sidste sommer gik vi til Vadstena i Sverige. Det var en tre ugers tur på 350 kilometer. Alle steder hvor vi kom frem tog folk fra lokale menigheder imod os. Vi sov på skoler og i sognegårde eller haller, og vi følte os virkelig som Guds folk undervejs.

Til hjælp for folk, som gerne vil forsøge sig som pilgrimme udkom Den lille Pilgrimsbog i maj måned 2004 på Religionspædagogisk Forlag. I bogen, som er oversat fra svensk, findes en række salmer, tekster og meditationer, som kan være et redskab på rejsen. Desuden skrives der om Pilgrimmens syv nøgleord, som samtidig er syv længsler i vores fortravlede samfund: Langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. På hver tur opfordrer Elisabeth Lidell deltagerne til at overveje hvilken længsel den enkelte særligt føler. Det ord – og den længsel – bliver så fokus for vandringen. Det bliver en opgave at tænke over, hvordan man kan skabe mere enkelhed/frihed/fællesskab etc. i hverdagen.
– Hvor jeg allerbedst kan lide at gå? Ja, den var svær, for jeg er jo vild med alle steder. Jeg kunne lide at gå i Spanien og i Sverige og på Grønland. Men måske er jeg allermest vild med mit barndoms Ærøs kyster eller Mols Bjerge. Eller måske lige hernede ved stranden i Risskov.