Tilbage i Frejas sal

Som nogen af jer ved tog jeg midt i februar afsted til Iran.Et land der er på Udenrigsministeriets no-go-liste, og hvor man må indstille sig på at rejse uden rejseforsikring, da ingen vil forsikre dig. Jeg skrev det til trods i klummen lige inden jeg rejste, at jeg mente, jeg brugte min sunde fornuft. Jeg nægtede at lade mig kontrollere af frygt og bekymring, specielt når jeg måske ikke engang behøvede at være nogen af delene.
Nu sidder jeg så ’trygt’ på den anden side, med min flade plantet i det danske forår, hvor sneen og fordommene stadig fyger, mens dansken forsøger at beskytte sig selv. Men er det noget udefra vi skal beskytte os imod, for der er vel egentlig nok af ting her i Danmark allerede.

Her i fredags, kun 5 dage efter jeg var kommet hjem, blev jeg evakueret af politiet på Flintholm Station. Al trafik blev stoppet, og vi måtte ikke nærme os skinnerne. Begrundelsen var en mistænkelig pose. Jeg fangede endelig en bus lidt derfra, og satte mig med et smil og morede mig over, hvordan denne lille episode stod i kontrast til turen til Iran, og sikkerheden der. Jeg læste i avisen i går, at det værste 10-årige børn ved, er fulde mennesker. Så måske man skulle flytte alle 10-årige til Iran, for der er ikke nogen fulde folk. Og måske vi andre skulle tage med, så vi kan se, at der egentlig ikke er så meget at være bange for. Specielt da slet ikke efter, at fugleinfluenzaen nu også er på vej hertil Danmark.

Hvad jeg skriver her, er på mange måder egentlig bare en bekræftelse af de ting, jeg håbede på, da jeg skrev inden afrejse. Der var ikke noget at bekymre sig for i Iran. Selv da jeg tog op til den danske Ambassade i Teheran, og stod og ventede på en demonstration, der aldrig dukkede op, endte det hele med hygge. Én politimand stod og oversatte for den resterende del af den nysgerrige flok politimænd, mens jeg kunne stå og kigge hele vejen rundt fra ambassaden, og ikke behøvede at nøjes med de ensrettede billeder af råb og skrig jeg havde set 2 uger før på nyhederne. „We like you“, sagde de alle sammen, og jeg følte mig velkommen. Mere velkommen og egentlig også mere sikker, end jeg vil føle mig mange steder i Danmark. Ikke fordi danskere er onde. Måske har vi bare travlt med vores eget, eller med at beskytte os mod faren udefra, mod det vi ikke kender til endnu.

Ting som frygt, bekymring og forudindtagede meninger om andre mennesker, er en helt dagligdags ting i vores hverdag. Derfor glæder det Gud inderligt, når han må være med i dit og mit liv til at fjerne nogle af disse ting, og male vores billede af andre ting og mennesker bare lidt større. Det behøver ikke at være det iranske folk, som det var for mig. Det kan jo være det er din klassekammerat eller kollega Gud ønsker at male et lidt større billede af. Hvem ved – Gud ved!