Hverken diskodans eller rockmusik kan lokke de 18-35-årige i kirke.

Det kan derimod venskaber, viser en ny undersøgelse af unges søgning mod kirkelige fællesskaber.Undersøgelen er foretaget blandt godt 100 18-35-årige, som siden år 2000 har valgt at blive kirkeligt aktive. 48 procent af deltagerne peger på personlige relationer som den væsentligste årsag til, at de søgte ind i en kirke. Yderligere 13 procent svarer, at de blev inviteret med til en gudstjeneste.
– Det er bemærkelsesværdigt, at mange kirker virkelig anstrenger sig for at udtænke nye aktiviteter og arrangementer for at gøre kirken relevant og attraktiv for netop denne målgruppe. Men det er tilsyneladende ikke aktiviteter, de unge søger. Dem kan de få andre steder, siger Søren Østergaard, der er leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR) og står bag undersøgelsen.
Tekster af Ole Larsen
Kristeligt Pressebureau

Undersøgelsen er også beskrevet i Udfordringen uge 14 – side 12.