Kristen girl power for fuld udblæsning

Barlow Girl: Another Journal EntryDagbog fra en usædvanlig musikalsk søskendeflok på rejse gennem verden på jagt efter livets store mysterier.I, I have wasted so much time / Pushing You away from me / I just never saw how You could cherish me / ’Cause You’re a God who has all things / And still You want me.
(”I need You to love me”)
Barlow Girl har med dette deres andet album i gruppens lidt over tre år lange historie taget skridtet helt ud af forældrenes musikalske skygge.
Nu har de fundet deres egen plads i solen, hvorfra de opløfter deres kraftige og selvsikre stemmer i en taknemmelig hyldest til Gud. Den tålmodige og tilgivende Gud, der altid er et sted lige i nærheden og aldrig svigter, men altid lytter til de tre søstre og deres små og store problemer og bekymringer i hverdagen.
Poesien i teksterne er et kapitel for sig: Som taget lige ud af en teenage-dagbog er teksterne uden filter og uden forbehold, smukke, ofte rå, og på en meget u-amerikansk måde lige-på-og-hårdt. Ikke noget, man normalt ville forbinde med blonde, amerikanske kvindelige sangere, men smukt er det helt sikkert – og effektivt.
Musikken er også helt sin egen. Her er ikke meget hverken country eller teenage-pop, men den ægte vare i form af rock og pop, der holder et højt tempo og en stærk intensitet hele vejen igennem. Fra det hårdtslående åbningsnummer ”Grey” til den silkebløde akustiske lukning af festen med sangen ”Never alone”, der efterlader i hvert fald denne lytter med fred i sjælen og et smil på læberne.

Barlow Girl er spændende, ikke kun fordi deres musik er særdeles iørefaldende og velkomponeret med en sikker sans for lækker lyd. De er først og fremmest interessante som et moderne bud på kristen ”Girl Power”, hvor de tre pigers søgen efter livets mening og deres kamp for at forstå sig selv går hånd i hånd med de ældste kristne budskaber på en fantastisk måde.
Barlow Girls vej er brolagt med rock, pop og et anstrejf af soul og blues, når det er allerbedst. Den kan klart anbefales til alle, og nye lyttere kan fint starte her.