Familiemenneske og international prædikant
Der er dømt familiehygge, når Per Hyldgaard fra Stenum ikke er på store missionsfremstød i eksotiske lande som Indien, Pakistan og Mexico.
Per Hyldgaard er 38 år og nordjyde. Ser man på afstanden mellem Hjørring, hvor han blev født, og Stenum, hvor han nu bor, skulle man tro, at der er tale om en fastgroet vendelbo.
Det kunne han måske også have været, hvis det ikke var for en stærk oplevelse, Per havde som ung.
– Jeg følte, at Gud kaldte mig, og fik lyst til at prædike, fortæller Per Hyldgaard.
Han valgte at tage på bibelskolen Victory Bible Institute i Tulsa i Oklahoma. Da han som 23-årig kom hjem, blev han volontør-præst i Missionsforbundet i Hjørring.
Senere var han præst i Brovst og i Vesterkirken i Stenum – kun afbrudt af et år i Afrika.
Som præst i Stenum rejste Per Hyldgaard meget som prædikant til andre lande. I den forbindelse grundlagde han missionsorganisationen Gospel Outreach i 1993.
Siden har han rejst i over et dusin nationer på fire kontinenter for at afholde kristne kampagner, konferencer og seminarer.
Ved flere af møderne er der mange, der giver til kende, at de ønsker at tro på Jesus.
– Det er altid noget, der kan give en vand i øjnene, når man ser folk blive frelst.
– Gud har virkelig hjerte for at røre ved menneskers liv, så det bliver forvandlet, siger Per Hyldgaard, der fornemmer, at de ting, Gud gør ved møderne i dag, er stærkere end for år tilbage.
Ud over at holde møderækker samarbejder Gospel Outreach med lokale menigheder i Indien, Mexico og Pakistan om at etablere nye menigheder.
2004 blev en skillelinie for Per Hyldgaard og familien. I dette år valgte han at fratræde sin stilling som præst i Vesterkirken for fuldt ud at kunne hellige sig rejsetjenesten.
– Det største plus for mig er, at jeg laver det, jeg brænder mest for, fortæller Per Hyldgaard.
– Et andet plus er, at jeg selv planlægger min kalender og kan sortere i, hvad jeg føler, jeg skal koncentrere mig om.
Han lægger heller ikke skjul på, at det har været godt for familien, der foruden hans kone Lisbeth består af to drenge og en pige på henholdsvis 10, 12 og 14 år.
– Jeg sidder med en følelse af, at jeg har fået mere tid, når jeg er hjemme. Når jeg er hjemme, er jeg også virkelig hjemme sammen med familien, fortæller Per Hyldgaard.
– Som præst vidste man, at der altid lå en bunke, man skulle over på kontoret og tage sig af.
Når Per Hyldgaard ikke er på tur rundt i verden, er det tiden sammen med familien, der betyder mest.
– Jeg er familiemenneske, så jeg nyder at hænge ud med familien og gøre noget sammen med dem, siger Per Hyldgaard.
Han går dog ikke af vejen for en god fodboldkamp eller en god film.
– Og så er vi velsignet med en hel masse dejlige venner lige omkring os, slutter Per Hyldgaard.