Fars Dag

Bill Hybels fra den søgervenlige Willow Creek-kirke i USA fortæller, at man selvfølgelig holdt ”Fars Dag” i kirken. Men fædrene var ikke så begejstrede. De fik jo bare at vide, at de skulle være bedre fædre, og det vidste de godt…
I stedet gjorde man det til en dag, hvor der bl.a. var veteranbil-udstilling udenfor kirken. Så var der da noget ved det!
I dag vil jeg gerne slå et slag for fædrene. Vores image er blevet noget ramponeret, desværre. Vi er for optaget af vores arbejde. Vi løber fra ansvaret. Vi vasker for lidt op. Vi lytter ikke nok. Vi tager os ikke nok af børnene. Vi forstår os ikke på pædagogik. Vi har ikke fået malet garagen. Osv.
Men det véd vi alt sammen godt i forvejen.
Kritik og dårlig samvittighed kan ikke ændre os. Det kan derimod mennesker, der holder af én. Da min datter engang gav mig et krus, hvor der stod ”verdens bedste far” vidste jeg godt, at det var lidt overdrevet, og at der vist nok findes flere eksemplarer af det krus… Men det gav mig da meget mere lyst til at være en god far, end hvis jeg havde fået kritik.
Der er forskel på Mors Dag og Fars Dag.
Mor skal forkæles med kærlighed. Far har brug for noget andet. Når Paulus i Efeserbrevet 5 giver gode råd til mænd og kvinder, så siger han ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den.”
Og efter at have uddybet, hvordan manden skal vise samme opofrende kærlighed for sin kvinde, som Kristus viste for sin brud, så kommer der bare en enkelt sætning til kvinderne: ”…og hustruen skal have ærefrygt for sin mand”.
Det er det hele. Hun skal ikke ofre sig. Hun skal ikke give sit liv for hans skyld. Hun skal bare vise ham ”ærefrygt” – et gammelt støvet ord, som i vores tid måske kunne oversættes med respekt eller anerkendelse. Det har rigtige mænd brug for.
Kvinder forstår ikke, hvor meget det betyder for os at få anerkendelse – sådan som vi er. Altså før, vi er blevet fuldkomne. Vi går gerne gennem ild og vand – eller vi slår i hvert fald gerne græsplænen – hvis blot vi mærker, at det giver respekt.
Ægteskabsbøger fortæller, at mænd forsøger at vise deres kærlighed ved at knokle på arbejdet og sørge for gode forhold for familien. Mange mænd er ikke så gode til at udtrykke sig i romantiske ord eller spille Don Juan. Men vi kan da knokle.
På Fars Dag den 5. juni gælder det derfor om at få vist, at ”du er ok far”.
Lad ham én gang om året få lov at blive fejret, bare fordi han er far.