Flyvere i natten

Torsdag 4. maj er det 61 år siden, vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre fik et budskab, de aldrig glemmer:
” …I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig…”.
Resten er, som man siger, historie.

Det var et budskab fra oven i mere end én forstand. En melding alle vidste, ville komme, men som kun få turde håbe på at høre af frygt for at blive skuffet endnu en gang.
Krigen havde allerede trukket i langdrag, og Tysklands militære nederlag var helt fra begyndelsen af 1945 et faktum. Det var udelukkende et spørgsmål om hvornår Det Tredje Rige ville falde, og hvor mange mennesker, tyskere så vel som civile danskere, modstandsfolk og allierede, Hitler ville tage med sig i graven.
Jeg har en morfar, der levede dengang. Han voksede op i København under krigen og fik, sammen med resten af sin lille familie, dagene til at gå. Med at gå i skole for at blive klog og blive til noget. Med algang og alsang, to aktiviteter der for alvor samlede brede dele af befolkningen i fælles markeringer af, at det danske folk stod sammen og ikke havde i sinde at overgive sig til tysk sprog og kultur som en del af Hitlers Ariske Imperium.
Og så med at smugle illegale blade og aviser i lillesøsterens barnevogn. En ikke ufarlig, men heller ikke usædvanlig beskæftigelse for datidens helt almindelige, fredelige danskere.
Mange, mange mennesker var på den ene eller den anden måde involveret i modstandsarbejdet. Det var ikke kun at sprænge fabrikker og tog i luften. Eller at trykke og omdele illegale blade og aviser. Det var også at skjule allierede flyvere og faldskærmssoldater, sømænd og danske jøder, der skulle hjælpes over Øresund til sikkerheden i Sverige.
Alle disse mennesker er vores bedsteforældre og oldeforældre. Hver af dem gemmer på deres egne helt særlige historier fra ”de fem forbandede år”. Historier, der er værd at få fortalt.

Det er sagt, at mennesker uden fortid ikke har nogen fremtid. Hvis det er sandt, er det på høje tid, at vi alle sætter os ned og giver vores ældre i familien lov til at fortælle deres historier, før det er for sent – før deres erindringer og oplevelser under besættelsen og følelsen af befrielsen går tabt for altid.
9. april 1940 stod en københavnerdreng og spejdede op mod himlen mod den tyske armada af bombefly sammen med tusinder af andre. Verden blev aldrig den samme igen.
Den dag kom budskabet fra oven i form af tyske bombefly. Og fra oven kom budskabet fem lange krigsår senere om fred og om håb for fremtiden.
Kim Larsen har skrevet en meget smuk sang om dette budskab. Med den vil jeg runde min lille historietime af og ønske jer alle held og lykke med jagten på historierne fra krigens tid. Og husk at sætte lys i vinduet 4. maj.

Jeg kan høre flyvere i natten
er det fjende eller ven?
Er det nu, det sker? Er det nu, de kommer – igen?

Vidste de
at det var forbi da de så det ske?
Gid at de
må se dit lys hvis de kommer forbi.