Foldede hænder eller armene over kors

Tanker om troens vilkår i DanmarkMan kunne for nylig læse, at målt på kirkegang, troen på Gud, på himlen, på synd og en række andre parametre placerer danskerne sig i den absolutte bund.

Af Mogens Skjøth
Århus, cand. jur.
forfatter og historiker

Lektor cand.theol. Hans Raun Iversen beskriver danskernes religiøsitet således: „ Hvis man især ser på religiøs aktivitet ligger danskerne og svenskerne lavt i forhold til resten af verden. Sådan har det været i 30 år, så på en måde kan man sige, at vi er et af de mest sekulariserede samfund i verden.“
Og det er jo interessant i en verden, hvor langt de fleste mennesker er religiøse. Samtidig er de to lande, Danmark og Sverige, nogle af de bedst fungerende samfund i verden, målt på velfærd, sundhed, levetid, kriminalitet og andre typer forhold, som karakteriserer et sundt samfund. Jamen, skal vi så ikke være glade og ubekymrede? Det kommer så sandelig an på, hvem vi er!

Jeg kan umiddelbart fornemme forhold, som kan give anledning til bekymring.
Jeg tror at Vorherre er bekymret på vores vegne, fordi kun 2 procent af den danske befolkning går i kirke. (Mathæus 12: 30) Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.
(Åbenbaringen 3: 14-16) Og skriv til menighedens engel i Laodikea: „Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm: Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i ssinde at udsppy dig af min mund.“

Som Hans Hauge understregede forleden dag i et debatmøde, så får vi hele tiden øje på religion i det offentlige rum og hos hinanden, fordi vores samfund ikke længere er gennemsyret af tro.
I den længste del af mit liv har jeg oplevet at leve i et kristent land. Man behøvede ikke at spørge hinanden, hvad man troede på. Der var en livgivende følelse af fællesskab i trosbekendelsen, i Fadervor og i lovprisningen.
Det største og det bedste i ens liv går jo ikke upåagtet hen. Åndens frugter, hvorom hoved­bibelteksten er Gal. 5.22 med det berømte vers: „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed..“
Det er noget, der vil gro frem i enhver kristens liv, om vi da lever ydmygt med Jesus. Det kommer ikke over nat, men vil gro frem gennem ændringen i vores sind og tanke. Der sker dybest set en ændring af vort indre, en ændring af vort sind.

„Himmerigets rige er i jer“, siger den tyske forfatter Franz Werfel i sin bog „Kunstens Kald“. Med disse guddommelige gaver ser vi umiddelbart hinanden og genkender hinanden, og indgår i fællesskaber med de nådegaver, som er os givet. (Rom 12, som indeholder formaning til et helligt liv, 1-2. Som lemmer på Kristi legeme skal vi tjene hverandre med de nådegaver, vi har fået betroet, 3-8. Formaning til at vise kærlighed mod alle, også fjender, 9-21.)
Thi efter Åndens frugter kan Gud tildele os Åndens gaver, som er en ændring af vores udadgående kraft. Det er det, der sker, når Guds Ånd kommer over et menneske til kraft og tjeneste. Det har vi alle hørt om, det har mange selv set, og det har nogle oplevet: „Når Helligånden kommer over en kristen, for at give kraft og salvelse til at tjene Gud .“

Det kristne budskab, måden det er blevet forkyndt på og selve forkyndelsen, har efter min opfattelse ikke forandret sig fra min ungdom og til i dag, måske oplever vi en større frimodighed og inderlighed i nutidige menigheder, blandt dem jeg vil kalde de vedholdende kristne.
De frafaldne, den store sekulariserede flok, bliver en bekymring og et problem for de vedholdende. Når religionen ikke har betydning for mange danskere, så indebærer det samtidig, at de har svært ved at forstå mennesker, som er religiøse. Og så opstår der en ulykkelig polarisering.
De frafaldne, som udgør det store flertal, forsøger at tilpasse deres levevis og holdninger til Biblen under henvisning til, at „andre tider og skikke“ kræver nyfortolkning af skriftens ord, og dermed lægger man afstand til de vedholdende, som beskyldes for at være højreorienterede eller højklerikale.
I virkeligheden har den evangelisk-lutherske kirke fortsat sin gode kurs, medens det er flertallet, der er svinget til venstre. Og det giver anledning til bekymring; for hvad er en venstreorienteret kirke? Er det en kirke, der består af kulturkristne, er det en servicekirke, eller hvad?

I folkekirken siges det ofte, at når man er døbt, så er man automatisk kristen resten af sit liv. Det stemmer ikke med Biblen, ej heller med den kristne erfaring. Danmark er i al fald ikke kristent, bare fordi 95 procent er døbt engang. Du er ikke automatisk en kristen, fordi du er døbt, men du er en kristen, fordi du tror på Jesus og følges med ham! Der findes ikke flere slags kristne; der findes kun en slags: dem, der er rensede ved Jesu blod. Da er du født på ny (Johs.: 1,12)og et med alle kristne (1. Johs.: 5,1).

Krisen kradser i folkekirken og i de folkevalgte menighedsråd. De ovennævnte grupperinger har der svært med hinanden: Religionen er blevet for vag og ufokuseret i stedet for at være en ressource, og der hersker en manglende forståelse og tolerance over for dem, der faktisk er troende. Et af problemerne med hensyn til menighedsrådene er efter min mening: valget. De politiske partier differentierer sig ved deres valgprogrammer og valgmøder. Man ved sådan nogenlunde, hvad og hvem man stemmer på.

Det gør man ikke ved et menighedsrådsvalg. Der er sjældent et egentligt program, og personerne, der stiller op, kan være en blandet flok. Nogle kender man fra kirkegang og forskellige tjenester i kirken, andre overhovedet ikke. De kan også være hvervet på helt tilfældig vis og med helt forskellige motiver og baggrunde. Men en ting er afgørende: det må og skal være kristne mennesker, der går ind i et frivilligt arbejde for kirke og menighed.
Valgkampen skal være fair og moralsk uangribelig. Helt galt kan det gå, såfremt den ene part mistænkeliggør modparten ved tvetydige udsagn og antyder betænkelige handlinger og forhold, som skulle have fundet sted i det tidligere menighedsråd og i den kirkelige embedsførelse.

Med den rigtige agitations ord er valget vundet. Det demokratiske sindelag skulle i sig selv fravælge den slags metoder værende af kristen oprindelse. Den demokratiske mentalitet betyder respekt for menneskets moralske personlighed.
Det er en indstilling, som har rod i kristne og humane traditioner. Kristendommen har givet udtryk for denne følelse i læren om hvert menneskes uendelige værdi i Guds øjne.“ (professor Alf Roos) Jeg foreslår, at fremtidige menighedsrådsvalg kommer til at foregå på den måde, at menigheden et år før et valg skal finde sted, fra prædikestolen rar at vide, at nu skal de, blandt medlemmerne af menigheden, finde eksempelvis 14 medlemmer til rådet. Og det er jeg sikker på at de ville være i stand til, og så ville de forskellige tjenester ved kirken få hengivne medvirkende.