Hjælp, jeg skal giftes!!

Om 15 dage skal jeg giftes! Det er ikke lang tid. Polterabend i lørdags, som sluttede med en enkeltbillet til Bratislava, hvor jeg skulle tomle hjem fra, er bare en af mange ting, der vidner om, at tiden nærmer sig.
Deroppe foran alteret skal jeg sige ’JA’ to gange, og så sidder jeg i den hellige saks, som varer til den dag, vi har fået en meter muldjord over hovedet.

Nu er det jo både noget meget specielt og alligevel ret almindeligt at blive gift. Man kan vel næsten kalde det helt ’turistet’, når man tænker på, at det vel nok er størstedelen af den danske befolkning, der vælger at rejse til ’Ægteskabet’.
Og her må jeg lige stoppe op en gang og undre mig… For helt ærligt, det er da ikke særlig logisk, at folk vælger at rejse dertil, når man med ret stor sandsynlighed i dette dagens Danmark er sikker på, at det ikke kommer til at gå.
Når jeg er rejst til Iran eller Irak, har folk tænkt: ”Nej, hvor farligt. Mon ikke det var bedre, at du blev hjemme?” Selv samme mennesker siger nu, at de synes, det er en fremragende idé, at jeg bliver gift – velvidende, at der foregår mere ’terror’ i ’Ægteskabet’ end i hele Mellemøsten tilsammen.
Jeg ved godt, at Udenrigsministeriet ikke fraråder indrejse i ’Ægteskabet’, medmindre det er absolut nødvendigt, men en skilsmisserate på en 40-50% er vel også en slags advarsel. Så hvad vil jeg der?

Jeg tror på, at det er absolut nødvendigt og det mest naturlige for mig at rejse ind i ’Ægteskabet’ i forhold til der, hvor vi er. Men jeg ved også, at det er det mest angstprovokerende, jeg nogensinde i mit liv vil komme til at gøre. Magten til at kunne påvirke et menneske på godt og ondt er skræmmende.
Jeg ved, at statistikken ikke er på min side, og derfor vil jeg heller ikke turde foretage denne rejse uden Gud. Jeg kan mange ting, men jeg kan ikke hver dag elske min kvinde af et helt hjerte – men det kan Gud. Han kan faktisk ikke lade være med det. Jeg vil fejle, jeg vil gøre ondt, som jeg allerede har fejlet og gjort ondt.
Men Gud kender mig, og han kender Maria, og på trods af min svaghed vil han hver dag, hvis jeg giver ham lov, bruge mig til at vise Maria, hvad kærlighed er.

Nu er jeg jo ikke så erfaren, men at blive gift tror jeg kan føles som at gå ud på tynd is. Man ved ikke helt, om det holder, og det kan knage og brage. Vi tænker tit: ”Jamen, hvad om 20 år, vil jeg stadig kunne elske hende der…”. Vi bekymrer os om en fremtid, vi ikke kan se, i stedet for at nyde øjeblikket, som er givet os.
Jeg ved, at Gud har lovet at være til stede med sin kærlighed præcis i dette øjeblik, og han har lovet mig, at de arbejdsbetingelser aldrig i al evighed skal ændre sig. Derfor tør jeg bevæge mig på den tynde is, hvor halvdelen falder igennem, og derfor skal jeg om 15 dage giftes med kvinden i mit liv –
JA TAK!!