Jesus tager patent på sandhed
Jørgen Møller er civilingeniør og direktør for virksomheden Patentgruppen i ÅrhusJeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Det er fascinerende at se, hvad skabninger under solen er i stand til at finde på, og kreativiteten ophører tilsyneladende ikke. Så snart et mål er nået, melder nye udfordringer sig, selv om man flere steder i det forrige århundrede overvejede at nedlægge de nationale patentmyndigheder, fordi der ikke var mere at opfinde.
Vi har dog stadig patentlovgivningen, som giver kreative mennesker mulighed for i en periode at opnå eneret på den opfindelse, de måtte have begået. Det kræver dog i korte træk, at a) det skal være nyt, b) det skal have karakter af at være en ekstraordinær tilføjelse til det, der eksisterer i forvejen og sidst, men ikke mindst c) man skal kunne bruge det til noget.
I søndagens tekst gør Jesus noget, der i dagens Danmark nok kan ses lidt skævt på af os alle sammen. Han tager så at sige patent på vejen, sandheden og livet! Han påberåber sig en eneret, der i princippet opfylder alle de krav, der gælder, for at opnå et patent: (a) Han lancerer noget helt nyt, (b) han tilbyder os noget helt ekstraordinært, og (c) man kan bruge det til noget!
Jesus taler til os i en sammenhæng, hvor han trøster sine lyttere – og dermed os – samtidig med at han kommer os i møde på en ret nyskabende måde. Han går faktisk lige til benet, fjerner sig fra diverse teologiske og filosofiske til tider ret livsfjerne orbitaler af tågede spørgsmålstegn og meget få udråbstegn. Han går lige på livets store spørgsmål, som de fleste af os på én eller anden måde og i forskellige sammenhænge overvejer: Hvor går vi hen?
Først understreger han på en helt vidunderlig måde, at der er mange boliger i Paradis og dermed også til os. Helt naturligt spørger disciplen Thomas, hvordan man kan kende vejen til Paradiset. Det er både for Thomas og os helt åbenlyst, at vi ikke kan tiltvinge os adgangen endsige finde derhen, når vi ikke kender vejen.
Jesus siger derefter de berømte ord om sig selv: Jeg er vejen, sandheden og livet.
Det første, der springer mig i øjnene, er, at Jesus rent faktisk har et svar på, hvor vi går hen, når vores bolig ikke længere er den ret forgængelige tilholdsplads, vi har nu. Han lover et Paradis. Intet mindre! Det er godt at tænke på og hvile i, da det efterhånden er gået op for mig, at vi er her en begrænset tid, og at min livsappetit bestemt ikke er lige så tidsbegrænset.
Det andet, der opstod ved konfrontationen med teksten, var en undren over, hvorfor vi ikke har mere travlt med at stille det spørgsmål, som Thomas stiller, nemlig: Hvordan kommer vi hen til det Paradis, som Jesus taler om? Det er pudsigt, at vi har så travlt med at være jordbundne, når vi jo ved, at vores jordiske tilstedeværelse er temmelig tidsbegrænset.
I stedet for at bruge krudt på at analysere og teoretisere noget, der er langt over menneskets formåen, så burde vi måske nærmere udforske det store hvordan. Hvordan kommer jeg derhen?
Det er stærkt provokerende, når nogen hævder, at de har eneret på sandheden. Det er ude af trit med tiden, hvor sandheden er noget individuelt, noget man finder for sig selv og ikke må pådutte andre. På den anden side må vi erkende, at menneskets formåen i forhold til livet, både her og hinsides, er åbenlyst utilstrækkeligt. Jeg har det fint med at læne mig op ad Jesu kategoriske udtalelser om mine muligheder for et liv i Paradis, og jeg har det meget fint med, at han anviser en vej også selv om han siger, det er den eneste vej. Hvad er problemet i det? Bare det er den rigtige vej!
Fra min plads i livet finder jeg derfor både en udfordring og trøst i søndagens tekst, som jeg bliver nødt til at forholde mig til.
