Parkeringskaos!

Jeg skulle til et vigtigt møde i Odense. Hvad der optog mig på vejen derhen var, at stedet var vanskeligt tilgængeligt i bil – og uden tilhørende p-pladser.
Det begyndte godt. Jeg kørte ligeud i stedet for at dreje af til venstre et sted, hvor jeg før havde fundet en plads – gratis til og med!
Nå, frisk mod, der er pladser nok, bare man kan betale…troede jeg. En, to, tre, p-pladser var jeg inde på uden held. Tredje gang, jeg vendte bilen på en overfyldt p-plads, begyndte sveden så småt at pible…
Pludselig så jeg ikke bare en, men flere ledige pladser….men glæden blev kort. 30 minutter stod der på det blå skilt med det hvide ”P”. Mit møde var beregnet til 45 minutter.
Efter 10 minutters hektisk søgen, var jeg tilbage ved udgangspunktet, og denne gang huskede jeg at dreje! Der var masser af ledige pladser. Jeg åndede lettet op. Godt nok var pladsen ikke gratis mere, der var sat p-automater op, men det var også lige meget nu.

Men da jeg stod foran møntautomaten og åbnede min pung, mødte der mig et skuffende syn: Møntlommen var gabende tom! Og p-automaten var af den gammeldags slags, hvor man ikke kunne bruge sit benzin- eller dankort.
På den anden side af vejen lå endnu en stor, halvtom p-plads. Min aftale var nu kun få minutter væk, og sveden piblede ikke længere – den sprang af kroppen på mig!!!
Jeg havde ikke meget håb tilbage. Tanker om, hvor den næste p-plads befandt sig svirrede allerede rundt i mit hoved, da jeg undersøgt automaten. Men jeg nåede aldrig at finde ud af, om mit kort kunne bruges. Mit blik blev fanget af et stort, gult skilt, der var klæbet på automaten: ”Ude af drift. Gratis parkering.” Jeg drog et lettelsens suk.

På vej til mit møde filosoferede jeg over, hvor dejligt det ville have været, hvis nogen på en eller anden måde havde gjort mig opmærksom på det glade budskab om den gratis p-plads. Hvordan kan man dog holde noget så godt for sig selv, når der nu er pladser nok?
Er det af samme grund, jeg ofte glemmer at gøre folk opmærksom på den gratis adgang til Guds rige?