Vær ikke bange for mennesker

Mennesker er der ingen grund til at frygte. De er ikke i stand til at volde Jesu disciple ret megen skade.

Dietrich Bonhoeffer
Tysk teolog og præst
(1906-1945)

Deres magt ophører med den legemlige død. Men disciplene skal overvinde dødsfrygten ved gudsfrygt. Det farlige for disciplene er ikke menneskers dom, men Guds dom, ikke legemets ødelæggelse, men den evige ødelæggelse af legeme og sjæl. Den, der frygter mennesker, frygter ikke Gud. Den, der frygter Gud, frygter ikke længere mennesker. Det bør en evangeliets forkynder minde sig selv om hver dag.
Den magt, der er givet menneskene for en kort stund her på jorden, er ikke udenfor Guds vidende og vilje. Om vi end falder i menneskers hænder, om vi end rammes af lidelse og død ved menneskelig vold, så har vi dog den vished, at alt kommer fra Gud. Han, som ikke tillader, at en spurv falder til jorden, uden at han er med i det, han lader heller ikke noget ske med sine børn, som ikke er godt og gavnligt for dem og den sag, de står for. Vi er i Guds hånd. „Frygt altså ikke!”
Tiden er kort. Evigheden er lang. Tiden er til afgørelse. Den, som her bliver fast ved ordet og bekendelsen, vil Jesus Kristus stå bi i dommens time. Han vil kendes ved ham og stille sig ved hans side, når anklageren kræver sin ret. Alverden skal være vidne, når Jesus nævner vore navne for sin himmelske Fader. Den, der i dette liv har holdt sig til Jesus, vil Jesus holde sig til i evigheden. Men den, der skammer sig ved denne Herre og dette navn, og fornægter ham, vil Jesus også skamme sig ved i evigheden, og fornægte ham.
Denne endelige adskillelse må allerede begynde på jorden. Jesu Kristi fred er korset. Men korset er Guds sværd på denne jord. Det skaber splid. Sønnen mod faderen, datteren mod moderen, husfolkene mod husbonden, og alt sammen for Gudsrigets og Gudsfredens skyld – det er Kristi gerning på jorden!
Guds kærlighed til mennesket og menneskets kærlighed til sin egen familie er to vidt forskellige ting. Guds kærlighed til mennesket betyder kors og efterfølgelse, men netop deri liv og opstandelse. „Den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det”. I dette tilsagn taler den, der har magten over døden, Guds Søn, som går til kors og opstandelse og tager sine med sig.

Fra Dietrich Bonhoeffers bog ”Efterfølgelse”