Bare en almindelig fyr
Alain Auderset manglede mening og retning med sit liv. Han var bare en ganske almindelig fyr, indtil…Jeg var bare en ganske almindelig fyr, en af dem man møder på gaden hver dag. Jeg er ikke noget særligt. 
– Jeg har lavet dumme ting, men ikke noget forfærdeligt, og ikke oftere end andre. Jeg har ikke været bandeleder eller slået nogen ihjel.
Mine forældre havde en butik, hvor de solgte cola, øl og vin, hvor jeg sommetider arbejdede efter skoletid. Jeg kunne sikkert have overtaget butikken og levet et roligt og stabilt liv…
Men der manglede noget dybere, noget, jeg kunne føle i maven, noget, som smagte sandt.
En dag var jeg i skolen med til at samle gamle aviser ind. Jeg gik ind i det her særlige hus, som havde en slags græsk søjleindgangsparti.
Hvad jeg ikke vidste var, at den familie, som boede der (jeg kendte dem ikke engang) havde bedt regelmæssigt for mig. Da jeg gik ind i det hus, kunne jeg simpelthen ikke tro det: der var nogle, der var så skøre, at de smed en kæmpestor stak tegneseriehæfter væk!
Disse tegneseriehæfter hed Tournesol (solsikke). Jeg gik i gang med at læse dem, og hurtigt var der noget, der gik op for mig: De handlede om Gud.
Gud…? Jeg vidste, at det var en, folk snakkede om i de der huse med et spir på toppen, som altid ser tillukkede ud. Noget for religiøse mennesker eller noget for en sekt, men jeg kunne ikke begribe, hvorfor i alverden nogen ville snakke om Gud i et tegneseriehæfte?
Dag efter dag slugte jeg bogstavelig talt disse tegneserier, som talte om Jesus og hans utrolige kærlighed.
Gud selv var til stede i mit værelse (han er faktisk til stede overalt), og jeg sagde til ham, at jeg gav ham mit liv. Jeg ved, det ikke er meget, men jeg gav ham det.
Lige siden den dag har mit liv ikke været det samme.
Jeg købte en lille bibel og begyndte at opdage Gud som en ven; jeg sad i timevis og søgte ham… fandt nye dimensioner og oplevede utrolige ting!
Så sådan gik det til, at mit liv i 1989 tog en vending til det bedste. Jeg opdagede en dybere mening med livet, jeg var 15 år. Det var begyndelsen på et eventyrligt liv (og jeg overdriver ikke) som jeg ikke kan beskrive nu. Måske næste gang…
En dag, jeg var til et møde, sagde taleren udfordrende:
– Vi har alle talenter. Hvem vil gerne tjene Gud med deres? Hvis nogen her vil, så rejs jer op! Jeg sad bagerst i lokalet. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg havde noget særligt talent bortset fra måske en række dårlige karakterer i skolen. Jeg havde ikke nogen uddannelse og ikke noget job.
Alligevel var jeg den aften en af de få, som rejste sig, og jeg sagde til Gud:
– Herre, jeg er ikke god til noget. Jeg har ikke noget, men det giver jeg til dig, så du kan gøre noget med det.
Da mødet var slut, spurgte taleren mig:
– Nå? Hvad er dit talent så?
– Det ved jeg ikke, der er ikke noget, jeg er særlig god til. Jeg tegner lidt i mit matematikhæfte. Måske kunne jeg blive noget med tegneserier…
– Ska det være din gave? Okay, så lad os bede!
– Øh, åh, ja, okay! Jeg ville ikke ødelægge aftenen for ham.
Jeg ville gerne dele det, jeg havde fundet, med alle. Fortælle dem, hvad der fyldte mit liv. Jeg ville gerne sprede håb og glæde i andre folks liv. Så jeg begyndte at tegne som en tosset, hver aften, nogle gange endda hele natten lang. Og jeg kom på kunstakademiet. Det var virkelig hårdt for mig, jeg var egentlig ikke særlig talentfuld. Men jeg tog eksamen fem år senere og et halvt år senere en tillægseksamen som grafisk designer.
Så besluttede min kone og jeg, at tiden var inde til, at jeg gik i gang med at arbejde fuldtids med at tegne. I begyndelsen arbejdede jeg for flere forskellige aviser. Men jo mere jeg tegnede, desto mere skrumpede bankkontoen.
Ikke desto mindre vidste vi, at det, jeg gjorde, var vigtigt. Det opfyldte et ægte behov, fordi der aldrig havde fandtes noget tilsvarende. Vi talte ikke om vores økonomiske problemer med vores omgangskreds, kun med Gud.
En morgen åbnede jeg køleskabet og fandt det næsten tomt, og jeg blev pludselig bange:
Var jeg skør? Kunne Gud virkelig gribe ind og sørge for mad til os?
Jeg brugte hele dagen på at gruble. Heldigvis stødte jeg samme aften ind i dette vers fra Bibelen: Matthæus 6, 31-33:
I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.
Så jeg bad Gud tilgive mig, at jeg havde været bekymret, og jeg takkede for den mad, han ville sørge for til dagen efter. Og jeg lagde mig roligt til at sove.
Næste morgen stod der en gammel mand ved døren med favnen fuld af madvarer. I de syv år, som fulgte, bespiste Gud os bogstaveligt talt!
Jeg var to måneder fra at være færdig med min første tegneseriebog, og pludselig havde jeg kun lyst til at opgive det hele.
Ganske vist havde vi aldrig manglet mad, men med mine slidte sko, mine lappede bukser og min militærfrakke, der ganske vist holdt mig pæn og varm, lignede jeg en vagabond. Det tyngede mig efterhånden at spekulere på, hvad de andre mon tænkte.
Folk omkring os tog på ferie, havde en eller måske endda to biler, havde fjernsyn, og købte det, de havde brug for, hvorimod jeg gik til købmanden og solgte tomme flasker for at tjene et par kroner.
Og som om det ikke var nok, gennemgik Eliane og jeg samtidig en barsk tid i vores ægteskab. Selv om jeg blev ved med at gå regelmæssigt i kirke, havde jeg lige pludselig ikke lyst til at bede mere.
En dag, jeg gik en tur i skoven, fik hr. djævelen, som var bekymret for min situation, mig til at tænke:
– Smid det hele fra dig, forlad din kone, dine tegninger, din Gud. Du er alligevel kun en dårlig kristen. (Som om det at give slip på Gud ville løse noget!)
Jeg kunne virkelig have smidt det hele fra mig, men ikke Jesus. Vores venskab var med årene blevet det, jeg satte allermest pris på. Så jeg sagde til mig selv:
Så er det nok! Mit hoved kan ikke klare mere! Jeg vil bede, indtil jeg finder en indre fred igen!
Gud indfandt sig i samme øjeblik, jeg kom til den beslutning. Jeg følte endnu engang hans fred indeni.
I samme periode fik jeg besøg af en tre-fire mennesker, jeg knap nok kendte. De fortalte, at de følte, de havde fået overdraget den mission at bede for fem mennesker her i landet, og at jeg var en af dem. Det lød som en spøg.
På samme tid ringede telefonen, og en eller anden, som jeg ikke kendte, begyndte at fortælle mig denne mærkelige historie:
– Kære ven, du kender mig ikke, men jeg har set som i et syn, hvordan du taler til tusinder af unge mennesker. Hvad kan jeg gøre for dig?
Jeg troede knap mine egne ører, og stammede:
– Øh, ja, åh, det ved jeg ikke. Hvad laver du?
– Jeg leder et amerikansk firma.
– Aha! Ja, hvis det er tilfældet… kunne du så låne mig 16.500 dollars, så jeg kan trykke min nye bog?
– Jeg vender tilbage om et par dage.
Han ringede tilbage nogle få dage senere og sagde okay.
Min første bog Idées Recues (Voldsom Visdom) blev hurtigt en succes.
Den blev efterfulgt af endnu en bog, som hed Marcel.
Jeg har fået mange hilsner og takkebreve fra mennesker, som er dybt bevægede, som er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved sig selv, og som fortæller, at disse bøger på afgørende vis har ændret ting i deres liv og i deres omgangskreds, og det rører mig virkelig.
Jeg er bare en ganske almindelig fyr uden noget særligt talent, men min ven er stor…
