Dialog blandt kristne og muslimer i Egypten
Teologen Henrik Lindberg Hansen vil tilbringe seks år i Egypten. Opholdet skal afslutte med at skrive en ph.d. om, hvordan muslimer og kristne i Egypten opfatter dialog og sandhed.I to år har teologen Henrik Lindberg Hansen boet i Egypten, hvor han bruger en del af sin tid på at lære arabisk. Samtidig deltager han i religionsdialogen mellem muslimer og kristne.
Henrik Lindberg Hansen er udsendt af missionsselskabet Danmission, og målet for hans ophold, der er planlagt til at vare seks år, er at skrive en ph.d. om sandhedsbegrebet i islam og kristendom.
Den egyptiske kirkes rødder går helt tilbage til det første århundrede, og der findes gamle skrifter med dele af Bibelen, som er skrevet på koptisk, der er det gamle egyptiske sprog. Omkring 640 blev Egypten erobret af arabere, og efterhånden blev det koptiske sprog fortrængt af arabisk.
Hovedparten af Egyptens befolkning på over 77 millioner mennesker er muslimer, mens det kristne mindretal i dag udgør omkring 10 procent af befolkningen. Langt hen ad vejen har de to grupper formået at leve sammen på godt og ondt, selv om kristne bliver diskrimineret på visse områder. Nogle gange er spændingerne mellem de to grupper dog blevet så stærke, at det er kommet til voldelige sammenstød mellem lokale grupper.
For at modvirke voldelige konflikter er der i de seneste år taget initiativ til en række projekter, der har til formål at styrke dialogen og samarbejdet mellem kristne og muslimer.
Et af disse initiativer blev taget for godt fire år siden, hvor der blev indgået en aftale om religionsdialog mellem Den anglikanske Kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, og storimam Tantawy, der som leder af al-Azhar er overhoved for en af de mest betydende religiøse institutioner blandt verdens over en milliard sunni-muslimer.
Aftalen blev forhandlet på plads om formiddagen den 11. september 2001 få timer før Al Qaeda-terrorister satte World Trade Centers tårne i brand og angreb andre mål i USA.
Forhandlingerne foregik på sheik Fawzy Al-Zefzafs kontor på al-Azhar. Han var dengang præsident for al-Azhars komité for dialog med de monoteistiske religioner. Men for ikke at kæde aftalen sammen med terrorangrebene i USA, enedes de to parter om at udsætte underskrivelsen af den endelige aftale til den 30. januar 2002.
I aftalen forpligter al-Azhar og anglikanerne sig til:
at anspore hinanden til at forstå den andens religion,
til i fællesskab at løse problemer og konflikter, der kan opstå mellem muslimer og kristne, og at anspore religiøse ledere til at bruge deres indflydelse for forsoning og fred,
at arbejde sammen mod uretfærdighed og krænkelse af menneskerettighederne blandt forskellige nationaliteter, og at sprede både islams og kristendommens gode budskab
og at anspore institutioner hos begge parter til at spille en positiv rolle i udvikling.
Henrik Lindberg Hansen har oversat hele aftalen til dansk, og den findes på hans hjemmeside www.faithtofaith.dk, der dog er ved at blive opdateret for tiden.
sætter stor pris på dialogaftalen med al-Azhar
Hvert år mødes delegationer med tre repræsentanter fra hver side for at diskutere et aktuelt emne. På det seneste møde, i september 2005, handlede dagsordenen om, hvordan det er at leve som religiøs minoritet.
De anglikanske deltagere fortalte om, hvordan det er at være et kristent mindretal i Egypten, mens repræsentanterne fra al-Azhar fortalte om forholdene for muslimske minoriteter i Vesten. Efter mødet fordømte de i en fælles pressemeddelelse de terrorangreb, der i juli 2005 fandt sted i London og Sharm el-Sheikh i Egypten.
Den anglikanske biskop i Kairo, Mouneer Anis, sætter stor pris på dialogaftalen. Han fortæller videre, mens vi sidder på hans kontor i Kairo, at han for nogen tid siden begyndte at meditere over, hvad Jesus ville gøre, hvis han kom til Kairo i dag?
– Jeg blev da opmærksom på bestemte ting, Jesus gjorde f.eks. da han mødte den samaritanske kvinde. Han talte venligt med hende, og han angreb hende ikke for at have handlet forkert. Han lyttede videre til, hvordan hun opfattede Guds rige, og bagefter gav han sin egen forklaring. Det er et vidunderligt eksempel på dialog.
– Det betyder ikke, at jeg har en pluralistisk holdning og siger, at alle veje fører til Rom. Jeg er overbevist om min tro, og min erfaring er, at jo mere du bliver overbevist om din egen tro, jo mere er du villig til at gå i dialog med andre og muslimer respekterer mennesker, som er stærke i deres tro, siger biskop Mouneer Anis.
Men ud over de religiøse topmøder, arbejdes der med religionsdialog på græsrodsplan. For lederne fra al-Azhar og Den anglikanske Kirke er enige om, at det ikke er tilstrækkeligt, at de religiøse ledere taler sammen på topniveau.
Et forsøg på at sprede dialogen er oprettelsen af små lokale dialoggrupper. Henrik Lindberg Hansen var for godt et år siden med til at oprette en dialoggruppe, hvor unge mennesker mødes på græsrodsplan.
– Det er unge mennesker, der mødes på eget initiativ, fordi de gerne vil lære mere om hinandens religion. Det er primært unge, der arbejder sammen med nogle fra den anden religion eller har venner, som gerne vil vide mere, siger Henrik Lindberg Hansen. Han var med til at bygge gruppen op sammen med en egyptisk muslim, en italiensk nonne og en schweizisk kvindelig teolog.
Dialoggruppen blev i sin tid skudt i gang med en daglang tur ud i ørkenen, 120 km syd for Kairo, hvor de som muslimer og kristne diskuterede bøn, og hvad det vil sige at bede.
– Det var en utrolig god oplevelse for alle. Nogle deltagere var meget overraskede over, at vi er så ens i, hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Vi oplevede også, at muslimer og kristne gav hinanden råd i deres spirituelle liv, og det var meget bekræftende for alle parter, siger Henrik Lindberg Hansen, der på det seneste ikke har haft så megen kontakt med gruppen, da han har været nødt til at prioritere andre opgaver.
Dialoggruppen har udviklet sig, så man ikke kun mødes for at tale om hinandens religion og spirituelle erfaringer, men også i fællesskab gør et socialt arbejde. I et tilfælde tog gruppen over 100 fattige børn fra en børnehave med i zoologisk have.
Henrik Lindberg Hansen kom til Egypten i efteråret 2004, og han har fra begyndelsen forberedt sig til det, der skal afrunde det seksårige ophold i Egypten nemlig at skrive en ph.d., der skal handle om, hvordan dialog udarter sig i Egypten. En væsentlig del af forberedelserne består i at lære arabisk på et højt niveau, så han kan få mulighed for at følge undervisningslektioner på al-Azhar-universitetet. Samtidig bruger han tid på at sætte sig ind i islam, dialog, det egyptiske samfund og på at studere begrebet pluralisme.
– Når man taler med egyptere om dialog, er det langt flertallet, der ser dialog som yderst vigtig, men når man graver dybere ned i, hvad de egentlig mener, når de siger dialog, får man vidt forskellige svar. Både blandt kristne og muslimer kan målet være alt fra accept af den andens religion som en sand vej til frelse til en mulighed for at omvende dialogpartneren til ens egen tro.
Langt størstedelen af dialog i Egypten er, hvad man kalder diapraksis, hvor kristne og muslimer arbejder sammen for at bygge deres eget samfund op. Tro berøres som regel ikke direkte, da det kan være et meget ømtåleligt emne, men i stedet fokuserer man på accepten af den anden som menneske. Det er også det helt elementære i dialog, for hvis man ikke har respekt for den anden som menneske på grund af den andens religion, er det meget svært at gå i dialog om tro.
– Ideen med at skrive en ph.d. er at undersøge, hvad det er, vi har med at gøre i dialogen i Egypten, så vi bedre kan begive os ud i den, siger Henrik Lindberg Hansen.
