En professionel bibeloversættelse
Danmark er flere årtier bagefter resten af verden mht. bibeloversættelse.Kronikken i Udfordringen i uge 31 lægger op til en debat om bibeloversættelse. Det er glædeligt, for vi trænger til en sådan debat.
International konsulent i bibeloversættelse, Kenya
Der hersker ret stor uvidenhed om principper for bibel-oversættelse i Danmark, måske fordi vi er så vant til kun at have én oversættelse. I det hele taget at have en autoriseret oversættelse er et levn fra Enevældens tid.
Kronikken giver udtryk for en opfattelse, der er almindelig blandt ikke-fagfolk. Fordi den er så almindelig, er det nødvendigt med en uddybende forklaring.
Kronikøren nævner nogle konkrete eksempler, så dem vil jeg gerne tage op først.
Han spørger, om en kommunikativ oversættelse ikke er nødt til at afdække, om tungetale er et budskab til andre eller privat bøn. Svaret er nej. Der findes nogle bibelske fagudtryk, såsom tungetale og profeti, der skal bevares, og de er blevet bevaret i Bibelen på hverdagsdansk (BPH). 1.Kor.14,2 i BPH begynder: De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger.
Det er den samme mening som i den autoriserede fra 1992: For den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo. Fra 92-oversættelsen kunne man få den opfattelse, at det kun er mænd, som taler i tunger. Men det kan ikke være Paulus mening. Der findes ikke noget ord for ham i den græske tekst i dette vers. 92-oversættelsen er derfor knap så pålidelig i forhold til grundteksten som BPH.
Den engelske Good News siger: Those who speak in strange tongues. Det er en fejl at indføre ordet strange, fordi det giver en negativ, antikarismatisk klang, som er i modstrid med grundteksten.
Contemporary English Version (CEV) siger: If you speak languages that others dont know. CEV er beregnet for større børn og kirkefremmede, og derfor valgte man at forklare fagudtrykket, men det rejser nye problemer. Det væsentlige ved tungetale er ikke, at andre ikke forstår det, men at personen selv ikke forstår det. BPH henvender sig ikke kun til børn og unge, selv om de afgjort vil have lettere ved at forstå den end 92-oversættelsen. Faktisk har vi fået flest henvendelser fra garvede bibellæsere, som pludselig forstår en tekst, de aldrig før har forstået efter årtiers bibellæsning i ordrette udgaver.
Det andet eksempel er fra 1.Tim.2,12. Kronikøren spørger, om en kommunikativ oversættelse skal tage afsæt i de sproglige fakta, som er indlejret i teksten. Naturligvis skal den det, ligesom enhver anden oversættelse.
Et sprogligt faktum er, at der står jeg tillader og ikke Gud tillader. Korrekt. Der findes ingen kommunikativ oversættelse på noget sprog, som har ændret fra jeg til Gud! Hvorfor så tage et fiktivt eksempel?
Der er ikke noget ord i grundteksten for optræde. Teksten lyder i ordret oversættelse: Jeg tillader ikke en kvinde at undervise. Men det sagte er ikke altid det mente. Paulus gør det helt klart andre steder, at modne, erfarne kvinder burde undervise og træne yngre kvinder i ret kristen levevis.
Der var heller ikke tale om undervisning i almindelighed. Nej, der var tale om en autoritativ lærertjeneste. Derfor har BPH fulgt 48-oversættelsen ved at sige: Jeg kan ikke tillade en kvinde at optræde som lærer. Ændringen fra det sagte, nemlig at undervise, til den formodede mening at optræde som lærer er fælles for de to oversættelser, og lige her mener jeg, at 48- og 92-oversættelsen er bedre end de fleste engelske, som siger I do not allow a woman to teach.
Endelig siger kronikøren, at det er et sprogligt faktum, at det er sin mand, hun ikke må bestemme over, og ikke mænd. Det er beklageligt, at kronikøren får sine sproglige fakta fra 92-oversættelsen i stedet for grundteksten.
Den græske tekst siger authentein andros, hvilket ordret oversat betyder herske/dominere over en mand. Der er intet ord i grundteksten for sin. Den danske oversættelse fra 1907 siger: Men at være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde, ikke heller at byde over Manden. Det var oversættelsen fra 1948, som indsnævrede fortolkningsmulighederne ved at tilføje et ord, som ikke står i teksten, nemlig sin. Det blev så fastholdt i 1992.
Jeg har kigget i 17 engelske oversættelser og et par tyske, men ingen af dem har tilføjet ordet sin, og de engelske taler heller ikke om husband, men om a man eller men. 48- og 92-fortolkningen kan ikke fuldstændig udelukkes, men den er meget usandsynlig ud fra sammenhængen, og det kræver en del (over)mod at sige noget andet end samtlige andre bibeloversættelser i hele verden.
Kronikøren siger, at en god oversættelse skal gøre teksten ligefrem og klar, men ikke give den et andet indhold. Ud fra det kriterium kommer 92-oversættelsen til kort, ikke kun i 1.Tim.2,12, men utallige andre steder.
Jeg kunne give mange eksempler fra 92-oversættelsen, hvor meningen går tabt eller bliver fordrejet, men vil nøjes med to:
Ruth 3,4: Når han lægger sig, skal du lægge mærke til, hvor han ligger. Så skal du gå derhen og klæde dig af og lægge dig ved hans fødder. En unik og tvivlsom fortolkning, som ikke findes i nogen anden bibeloversættelse i hele verden. Dog skal det siges, at 92-oversættelsen har den almindeligt anerkendte fortolkning i fodnoten.
Rom.3,25-26: Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig, og gør den retfærdig, som tror på Jesus.
Værsgo og spis. Oversættelsen har mistet og fordrejet den logiske sammenhæng mellem ordene og sætningerne, som findes på græsk. Det er rigtigt, at Paulus sprogbrug kan være knudret og svært at forstå, men så kryptisk, som den danske oversættelse giver udtryk for, skriver han dog ikke.
En tidligere professor i GT skrev engang i Bibelselskabets årbog: Teksten er, hvad den er – på hebraisk og på dansk. Enhver professionel oversætter ville krumme tæer over en sådan udtalelse. Desværre er det en udbredt misforståelse blandt ikke-fagfolk.
Nej: Teksten er, hvad den er, på hebraisk – punktum. (Eller på græsk eller hvilket sprog man nu oversætter fra.) I det øjeblik, teksten skal oversættes, er og bliver det en anden tekst, simpelthen fordi det er et andet sprog. Man kan ikke oversætte en tekst uden først at fortolke den. Spørgsmålet er altså, hvor dygtig fortolkeren/oversætteren er.
Hvis nogen spørger mig, hvad der rent faktisk står et bestemt sted i Bibelen, har jeg ikke anden mulighed end at citere teksten på grundsproget. Men vi er så vant til kun at have én dansk, autoriseret oversættelse, at mange folk taler, som om det, der står i oversættelsen, også er det, der står i grundteksten. Man siger ligefrem, at Paulus formulerer sig på en bestemt måde, og derefter citerer man en oversættelse af hans ord, som om han havde formuleret sig på dansk.
misforståelsen
Mange ikke-fagfolk tror, at der som regel er en entydig korrespondance mellem et bestemt ord på grundsproget og et tilsvarende ord på dansk. Men det sker næsten aldrig. Selv det eksempel, som kronikøren nævner, holder ikke stik.
Han forventer, at når der står apostel to steder i oversættelsen, står der også det samme ord på grundteksten begge steder. Nuvel, ordet apostel er et fagudtryk lånt fra græsk, og derfor er det mere fastlåst i sin betydning end mange andre ord. Det græske ord er apostolos, men man kan ikke se af nogen oversættelse, at der også står apostolos i Johs.13,16. Ordet kan nemlig også betyde udsending.
Fagudtryk som apostel, profet, evangelist, hyrde og lærer mener jeg bør bevares, og de er bevaret i den nye udgave af BPH.
Kronikøren forventer også, at når der står man eller alle eller ingen på dansk, så står der det samme på grundsproget. Men hov, græsk har slet ikke noget ord for man. Som regel bruges tredje person flertal (de) med samme betydning som man på dansk. Desuden er det velkendt, at ordet alle i Bibelen meget ofte betyder en hel masse. Hvis man bare oversætter hvad der står (dvs. ord-for-ord konkordant), ender man med en dårlig oversættelse, som mister en stor del af grundtekstens mening. Det gælder også, selv om mange danske bibellæsere endnu ikke har erkendt det faktum.
Havde Augustin haft en kommunikativ oversættelse tillige med den ordrette latinske Vulgata, ville Reformationen sandsynligvis være sket 1000 år før Luther, for så ville han have forstået Galaterbrevet og Romerbrevet langt bedre.
For øvrigt lavede Luther en udmærket kommunikativ oversættelse, som hurtigt blev oversat til dansk og blev meget populær. Men den blev forkastet 80 år senere af en dansk universitetsprofessor, Hans Povlsen Resen, til ubodelig skade for den danske kirke. Vi skal tilbage til Luthers måde at oversætte Bibelen på, som i princippet er den kommunikative.
