EU’s politik over for Israel lidt mere positiv

I mange uger her i sommer har vi dag efter dag set scener fra krigsskuepladsen i Israel og Libanon i TV-nyhederne og andre medier. Ingen er i tvivl om, at der er krise. Der er krig. Der er rædsler. Der er frygt, lemlæstelse, smerter og død. Hver dag – på begge sider af grænsen mellem Israel og Libanon.

Af Tove Videbæk
Formand for Fælleskomiteen for Israel.
Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.
Fhv. folketingsmedlem

Under hele krisen har EU forholdt sig til situationen og udsendt erklæringer, som jo afspejler EU´s politik over for Israel, men inden jeg går ind i det helt aktuelle, vil jeg sige lidt om EU´s politik over for Israel igennem årene forud for denne sommers begivenheder.
En af EU’s allerførste markante erklæringer om forholdet mellem Israel og de arabiske lande var vi mange, der var meget kritiske over for. Det var Venedig-erklæringen fra september 1980. Denne erklæring var alt for kritisk over for Israel og alt for blød over for PLO. Bl.a. krediterede den slet ikke Israel og Egypten for de to epokegørende aftaler, de to lande indgik i 1978 og 1979: Camp David aftalerne (”Framework for Peace”) i september 1978 mellem Israels premierminister Begin og Egyptens præsident Sadat og fredstraktaten mellem de to lande i marts 1979.

EU burde have givet Israel og Egypten kraftig opbakning, men i stedet var EU´s reaktion beklageligvis rimelig lunken for at sige det mildt. Det blev naturligvis noteret med tilfredshed i den arabiske verden. Det bidrog bestemt ikke til fredsbestræbelserne og må have været enormt skuffende for Israel og Egypten, for de fortjente og havde begge brug for stærk støtte i denne vanskelige situation, hvor især det meste af den arabiske verden fordømte Sadat i kraftige vendinger.
For PLO’s vedkommende var vi stærkt utilfredse med, at EU-landene ikke tog entydigt og kategorisk afstand fra PLO’s terroraktioner og ej heller opfordrede PLO til at tilbagekalde eller ændre sin nationalpagt (1968), som i stærke vendinger opfordrer til ødelæggelse af staten Israel.
Det tog faktisk adskillige år, før disse EU-erklæringer blev mere acceptable. Man kan nok også sige, at EU-erklæringerne afspejler en pragmatisk balance fra EU’s side, idet EU naturligvis ønsker at bevare et godt forhold til den arabiske verden, hvor EU jo har betydelige økonomiske interesser (handel, investeringer, olieleverancer osv.) og har en nærliggende interesse i både politisk, økonomisk og social stabilitet i regionen.

Til gengæld har disse erklæringer så ikke i tilfredsstillende grad anerkendt den overordentligt vanskelige, for ikke at sige til tider uudholdelige, situation, Israel har befundet sig i siden oprettelsen i 1948. Der har været adskillige (4-5) egentlige krige og en nærmest permanent belejringstilstand med utallige terrorangreb, der har kostet titusinder af uskyldige, civile israelere livet eller førligheden. Det burde EU anerkende, i hvert fald mere tydeligt end tilfældet ofte har været.
I de senere år er EU´s politik over for Israel blevet mere positiv. Et af de forhold, som har medvirket til at påvirke EU’s holdning til Israel i mere positiv retning, var en situation, som eksisterede langt fra Europa, nemlig i FNs generalforsamling og i Sikkerhedsrådet i New York.

I en lang årrække var der i FN en ”uhellig alliance” mellem Sovjetblokken, Kina, de arabiske lande og udviklingslandene, som ofte udgjorde et ”automatisk flertal” i FN. For denne alliance var det nærmest et fast ritual at vedtage Israel-fordømmende resolutioner i forskellige anledninger. En af de værste var den resolution, FN’s generalforsamling vedtog den 10. november 1975, hvor zionismen betegnes som en form for racisme. Denne uhyrlige resolution havde et par forløbere med stort set samme antizionistiske = anti-israelske indhold (vedtaget på et par forudgående FN-konferencer i 1974 og 1975).
Disse absurde og voldsomt anstødelige resolutioner var resultatet af en sammenrotning af stort set alle de udemokratiske og undertrykkende regimer, verden og FN kunne mønstre i disse år, og alle EU-lande tog kraftigt afstand fra disse resolutioner og stemte imod dem.
Generelt kan man om de talrige Israel-kritiske resolutioner i Sikkerhedsrådet og FNs Generalforsamling sige, at EU-landene konsekvent har fulgt det kriterium for deres stemmeafgivelse, om vedtagelse af sådanne resolutioner rent faktisk ville fremme eller modvirke fredsbestræbelserne.
Dette kriterium har betydet, at EU-landene gennem årene har stemt imod et stort antal ensidigt Israel-kritiske resolutionsforslag fra bl.a. den arabiske blok i FN. Ikke fordi EU-landene var specielt ”Israel-venlige”, men fordi disse resolutionsforslag ikke ville fremme fredsbestræbelserne.
I løbet af disse år og midt i al ståhejen i FN-regi oprettede EU i 1981 en Delegation for Israel i EU-Parlamentet. Denne delegation skulle tage sig af relationerne mellem Israel og EU, og den har medvirket til at styrke samarbejdet mellem EU og Israel.

Som kristne er vi forpligtede til også at bede for ”Jerusalems fred”

I 1994 formulerede EU så en decideret Middelhavspolitik (program), der udgør den generelle ramme omkring EU’s politiske og økonomiske relationer til de mellemøstlige og nordafrikanske lande, som grænser op til Middelhavet, herunder også Israel.
Denne politik blev udmøntet i konkret form (aftaler) i 1995 (Barcelona-erklæringen). Barcelona-eklæringen var et meget ambitiøst dokument, som vil gå over i historien som det første forsøg på at skabe varige og stærke bånd mellem landene omkring Middelhavet. Formålet var at skabe fred, stabilitet, menneskerettigheder, fri handel og udvikling i en region, som er af vital betydning for Europa.
Sammen med denne multilaterale aftale indgik EU bilaterale aftaler med forskellige lande i Middelhavsområdet – også Israel i 1998. Den konkrete associeringsaftale mellem EU og Israel handler om regelmæssig politisk dialog på regerings-og højt embedsmands niveau samt mellem EU-Parlamentet og Knesset.
Aftalen skal styrke det økonomiske samarbejde såvel som samarbejdet på det sociale og kulturelle område samt den frie handel, som dog har fungeret siden sidst i 1970´erne imellem EU og Israel.
Som følge af denne aftale mellem EU og Israel (fra 1998) er der oprettet to forskellige samarbejdsfora, nemlig EU-Israel Samarbejds Rådet, som består af ministre fra begge steder. Og EU-Israel Samarbejds Udvalget, som består af embedsmænd på højt niveau. I disse fora diskuteres løbende, hvordan samarbejdet på de forskellige områder mellem Israel og EU skrider frem.
Faktisk var Israel det første og eneste ikke-europæiske land, der blev associeret med EU’s 4. Rammeprogram for forskning og teknisk Udvikling i 1996.
Generelt kan man sige, at der er et voksende samarbejde mellem EU og Israel. EU og Israel har mange fælles værdier. Israel er jo også det eneste demokratiske land i Mellemøsten. Israelske politiske, industrielle, kommercielle og videnskabelige ledere har tætte samarbejdsforbindelser til EU. Igennem 5 årtier med handel, kulturel udveksling, politisk samarbejde og et system af aftaler er relationerne mellem EU og Israel blevet styrket. Nye EU-programmer har givet og giver fortsat Israel mulighed for at udvikle de allerede tætte relationer til EU endnu mere.
Faktisk er EU også Israels største handelspartner. Ca. 40% af Israels import kommer fra EU, og ca. 30% af Israels eksport går direkte til EU.

I juni I år afholdt Israel og EU deres 6. Samarbejds Råds møde. På mødet vurderede man relationerne mellem EU og Israel i henhold til de aftaler, man har indgået. Den senest indgåede af aftalerne er EU-Israel Action Plan fra 2004 om Europæisk Naboskabs Politik (European Neighbourhood Policy).
Ved mødet udtalte kommissæren for eksterne relationer, Benita Ferrero-Waldner, at ”p.g.a. de senest indgåede aftaler om godt naboskab har vi foretaget et kvalitativt spring fremad og opad i forhold til vore relationer.”
Den østrigske udenrigsminister Ursula Plassnik, som på det tidspunkt fungerede som formand for Rådet, tilføjede, at ”EU-Israel Samarbejds Rådet har igen mindet os om Europas dybe bånd til Israel og vores mange og stærke relationer til hinanden.”
Og så opstod den nuværende krise mellem Israel og Hizbollah.

Da den første israelske soldat blev kidnappet, reagerede EU øjeblikkeligt og forlangte, at han straks skulle frigives. Snart derefter blev dog 2 israelske soldater taget til fange af Hizbollah i Libanon, og så var der for alvor ballade!
For at diskutere sagen og finde evt. løsninger på krisen blev der afholdt et topmøde i Rom d. 26. juli. I dette møde deltog både EU-Kommissionen, EU-formandsskabet, adskillige arabiske lande, EU-medlemslande, USA, FNs generalsekretær, Verdensbanken m.fl.
På konferencen fandt man (som alle ved) ikke frem til en endelig løsning på krisen, men man enedes dog bl.a. om, at – en delegation af ministre skulle rejse til Israel, Gaza og Libanon direkte efter Rom mødet for at understrege EU’s solidaritet med regionen og EU’s aktive engagement i arbejdet med at finde en politisk løsning på konflikten.

– EU skulle spille en ledende rolle i Sikkerhedsrådet via de medlemslande i EU, som også er medlemmer af Sikkerhedsrådet. Danmark er ét af disse lande, og vores udenrigsminister Per Stig Møller fik tildelt rollen som den, der skulle lede de 5 EU medlemslandes delegation i Sikkerhedsrådet. Så den sag var i gode hænder.
– Næsten 100 millioner Euro skal gives til humanitær hjælp i området. Umiddelbart efter konferencen udtalte Det Europæiske Råd d. 1. august:
– Rådet støtter fuldt ud FN generalsekretærens og Sikkerhedsrådets arbejde med at finde en varig løsning, som alle parter kan gå ind for, og som er en grundlæggende forudsætning for en international fredsstyrke. En sådan styrke har brug for et stærkt mandat fra FN. Så snart denne ramme er blevet etableret, er EU medlemslandene klar til at give deres tilskud til denne operation sammen med internationale partnere.

Efter alle disse møder på højt plan besøgte lederen af EU-Kommissionens delegation vedr. Israel (ambassadør Ramiro Cibrian-Uzal), flere byer i den nordlige del af Israel (f.eks. Karmiel, Nazaret, Nahariya, Mughar og Iblin). Han mødtes med lokale autoriteter, besøgte ødelagte hjem og brugte tid på at tale med lokale beboere i beskyttelsesrummene. Han talte hebraisk til dem og sagde: ”Jeg ønskede at besøge jer for at forstå den lidelse, som I står midt i. EU står med jer i jeres lidelser.”
Det næste, der vil blive gjort fra EU for at undersøge, hvordan man kan hjælpe, er at EU-kommissæren for udvikling og humanitær hjælp, Louis Michel, skal besøge både Libanon og Israel d. 14.-17. august.
Imens er der blevet arbejdet intenst i Sikkerhedsrådet med at finde en løsning på problemerne vedr. ophør af raketangrebene, våbenhvile o.s.v. Og her lørdag morgen fik vi så nyheden om, at Sikkerhedsrådet i nat énstemmigt har vedtaget en resolution, der forhåbentlig kan afslutte kampene. Ifølge resolutionen skal en FN-styrke på 15.000 mand og lige så mange soldater fra den libanesiske hær holde Hizbollah ude af det sydlige Libanon.
I resolutionen hedder det også, at Hizbollah skal afslutte angrebene på Israel, og at Israel skal afslutte dets ”offensive militære operationer” – så hurtigt som muligt.
Libanons og Israels regeringer ventes at vedtage resolutionen hhv. lørdag og søndag.
Lad os håbe og bede om, at denne løsningsmulighed indebærer, at Hizbollah nu omsider bliver afvæbnet som krævet i Sikkerhedsrådets Resolution 1559.

Nu har vi beskæftiget os en del med EU’s gøren og laden over for Israel, men hvad gør vi selv? Og hvad kan vi selv gøre? I øjeblikket er der i Danmark igangsat en fælles landsindsamling til Israel. Alle Israel foreninger, både jødiske, kristne og kulturelle venskabsforeninger er med i denne indsamling.
Der bliver også inden længe arrangeret en Solidaritetsdag, hvor vi alle kan være med til at vise solidaritet med Israel og Israels befolkning.
I det daglige kan vi også støtte Israel ved at købe og efterspørge israelske varer i butikkerne.
Hver af os fra forskellige Israels-foreninger skal naturligvis også fortsætte med og evt. intensivere vores oplysende arbejde til støtte for Israel.
Jeg kan yderligere informere om, at Fælleskomiteen afholder en konference om antisemitisme på Christiansborg tirsdag d. 24. oktober. Her får vi talere fra ind- og udland. Også fra Israel. Vi håber at mange af jer vil deltage. Vi tror, det bliver en meget betydningsfuld konference.
Afslutningsvis vil jeg konkludere med ordene: Israel behøver vor støtte. Mere end nogensinde. På alle måder. Én af disse måder – er at bede for Israel. Som kristne er vi forpligtede til også at bede for ”Jerusalems fred”. Bl.a. står der i Salme 122:
”Bed om fred for Jerusalem:Gid de, som elsker dig, må leve trygt, gid freden må råde om din ringmur, og tryghed i dine borge!”