Ordene betyder da noget…

Forskellige bibeloversættelser kan åbne øjnene for ting, man havde overset, men det er ikke ligegyldigt, hvilken metode der bruges ved oversættelsen.Vi har nu i Danmark flere bibeloversættelser at vælge mellem end nogensinde før. Det er godt.

Af Jesper Veiby
Forlagsejer,
Risskov

Jeg sætter pris på mange forskellige oversættelser, selv de allermest frie, for der er altid en mulighed for, at de kan hjælpe en til at få øjnene op for ting, man havde overset i teksten.
Imidlertid har jeg et ambivalent forhold til mange nye bibeludgaver, som åbenlyst sværger til såkaldte ”kommunikative oversættelser” (f.eks. Bibelen på hverdagsdansk), hvor man forsøger at oversætte, som man mener, Bibelens første læsere forstod teksten.
Dette i modsætning til de traditionelle og mere tekstnære oversættelser (som f.eks. den autoriserede udgave).
Jeg anser mig for ganske moderne på mange måder, men må tilstå, at som forkynder, forfatter og almindelig bruger af Bibelen vil en kommunikativ oversættelse aldrig blive min primære kilde, endsige eneste valg. Det skyldes ikke kun traditionens magt, men nogle seriøse indvendinger, som fortjener at blive taget alvorligt.

En kendt bibeloversætter som Ivar Larsen har tidligere i Udfordringen hævdet, at ”jo mere ordret, oversættelsen er, jo mere mister den af grundtekstens mening”. Det er imidlertid svært at tage for gode varer. Al respekt i øvrigt.
Læsbarhed har ikke noget med mening at gøre. Jeg ville kunne konstruere både en knudret tekst og en letforståelig tekst med samme mening, hvor jeg blot i den første brugte en kunstig ordstilling, passivformer mv.
Men tekstens indhold hænger sammen med de ord, jeg har valgt. En god oversættelse skal gøre teksten ligefrem og klar, men ikke give den et andet indhold.
Hvis jeg som almindelig bibelbruger skal ”tolke skrift med skrift”, må jeg som hovedregel kunne regne med, at et givet ord på dansk korresponderer med et tilsvarende ord eller begreb på grundteksten. Altså at når der står ”apostel” to steder, står der også det samme ord på grundteksten begge steder. At når der står ”nådegave” to steder, står der også ”nådegave” på grundteksten begge steder. Eller at når der står ”man”, ”alle” eller ”ingen”, så står det samme på grundteksten.
Dette selvfølgelig under forudsætning af, at der ikke bruges ord, som har flere betydninger, eller bruges flere ord om samme begreb. Men pointen skulle være klar.
Med et moderne ord er det en ”mægtiggørelse” af den enkelte bibellæser, at man selv er sat i stand til at verificere det, som forkyndes, ud fra teksten. Og det ville repræsentere en umyndiggørelse, hvis man kun havde kommunikative oversættelser, og hvor kun teologer og sprogforskere havde adgang til at se, hvad der virkelig stod i teksten.
Man kan da også argumentere ret godt for, at de første kristne jo havde adgang til teksterne, som de var, og selvom de var velsignet ved også at kunne sproget, så var deres situation måske mere sammenlignelig med at have en ordret oversættelse end en kommunikativ.

Som jeg forstår det, er intentionen i en kommunikativ oversættelse at formidle den samme mening som i grundteksten, om end med andre ord.
Derved flytter man umærkeligt fokus fra det sagte til det mente. Men sat på spidsen, så ved vi ikke, hvad Gud har ment, men hvad han har sagt, og så må vi have tillid til, at han siger det, han mener, og mener det, han siger. Vi kan jo heller ikke vide, hvad Paulus mente, da han skrev sine bøger, men vi kan forholde os til det, han har skrevet.
Hvis der med tekstens ”mening” sigtes til, hvad forfatteren har ment, er det dybt spekulativt og ganske problematisk.
Man må så formode, at der med tekstens ”mening” sigtes til, hvordan den blev forstået af dem, som den umiddelbart var skrevet til. Men det er heller ikke uproblematisk.
Jesus sagde mange ting til disciplene, som de ikke forstod. Peter bekræfter, at meget af Paulus’ undervisning er svær at forstå. Det siges direkte, at de gammeltestamentelige profeter talte om ting, som deres samtid ikke forstod, ja, som de end ikke selv forstod, f.eks. Messias-profetierne.
Hvis det er modtagernes evne til at forstå et budskab, eller deres sandsynlige forståelse heraf, som skal lægges til grund, risikerer man at beskære det sagte alvorligt.
Hvis det derimod er grundteksten i sin ordlyd, som bekendes som inspireret af kirken, så må fokus være på tekstens indhold, og på at en oversættelse bør få alt eller så meget som overhovedet muligt med heraf.

Man kan illustrere det ved nogle eksempler. Når der står om tungetale i f.eks. Korinterbrevene, er en kommunikativ oversættelse så ikke nødt til at afdække, om der er tale om budskaber i tunger med tydning, personlig men offentlig bøn i tunger, eller evt. privat bøn i tunger, for at kunne beskrive det i et almindeligt sprog og med andre ord?
Nu er der jo ikke udelt enighed om, hvad Bibelen lærer her, men det forekommer ikke indlysende, hvorfor der skulle være brug for en oversættelse, der har taget stilling på forhånd.
Det synes, som om den strengt kommunikative metode kommer til kort, mens en ordret oversættelse giver mulighed for at læse det ind i teksten, som man selv kan se og tror på, ud fra ens helhedsforståelse bl.a. i lyset af andre skriftsteder.
Eller man kan tage den lidt vanskelige tekst om kvinders tjeneste fra 1.Tim. 2,12. Skal en kommunikativ oversættelse tage afsæt i, hvad Paulus tænkes at have ment, hvordan teksten er blevet forstået, eller hvilke sproglige fakta, som er indlejret i teksten?
Blandt de sproglige fakta kunne nævnes, at Paulus skriver ”jeg tillader” og ikke ”Gud tillader”, at det er at ”optræde” ikke at ”være”, som ikke er tilladt, og at det er ”sin mand” hun ikke må bestemme over, og ikke ”mænd”. For slet ikke at tale om alt det, jeg ikke har nævnt, eller måske tilmed ikke har set.
Mener Paulus noget med, at han formulerer sig på en måde, frem for en anden? Ville modtagerne forstå det anderledes?
Burde det så ikke give en anden kommunikativ oversættelse, hvis blot ét af de ovennævnte eksempler fra grundteksten var anderledes? Og hvordan undgår en kommunikativ oversættelse, som tager den slags nuancer alvorligt, så i realiteten at ende som en ordret oversættelse?
Nu kan det være, at ikke alt er af lige stor betydning. Men for overhovedet at kunne tale om, hvordan skriftstedet skal forstås, og hvad som har betydning, er det nødvendigt at kunne se, hvad der rent faktisk står.
Og en kommunikativ oversættelse, som ikke får alle evt. spidsfindige vinkler med, frasorterer ikke kun mulig vranglære, men også evt. mere rigtige oversættelser.

Dette fører til den uundgåelige, men problematiske konklusion. En kommunikativ oversættelse forudsætter på det nærmeste en alvidende oversætter.
En ordret oversættelse kræver en oversætter, som kan sproget, og som kan formulere sig forståeligt, og så kan tolkningen af skriften overlades til forkyndere, bibellærere m.fl.
En kommunikativ oversættelse har (delvist) foretaget tolkningen, idet man oversætter meningen, og for at gøre det rigtigt, må oversætteren være inde i enhver tænkelig udlægning af ethvert vers og tilmed være i stand til at vurdere, hvilken der er den rigtige.
Med al respekt for de mange kompetente oversættere, som sværger til den kommunikative form, så er ingen af dem alvidende. Og der vil derfor være lige så stor risiko for, at der er fejl i en kommunikativ oversættelse, som for at der går nuancer tabt i en ordret. Måske tilmed større.

Man kan afslutningsvist spørge, om vi overhovedet ville have fået en reformation, hvis Luther kun havde haft adgang til en kommunikativ oversættelse?
Det forekommer indlysende, at enhver kommunikativ oversættelse vil få et vist særpræg afhængig af den (kirke), som står bag oversættelsen. Der vil skulle træffes et valg mellem forskellige mulige tolkninger.
Teologiske begreber skal omformuleres for at blive klargjort, og praktiske forhold i menighedslivet skal reformuleres. Hvordan vil det kunne ske uden at blive påvirket af vedkommendes baggrund?
Når først oversættelsen er lavet og teksten er lagt fast, så vil den, som læser teksten, ikke blive stillet overfor de problemstillinger, som ligger i grundteksten, men alene de tolkninger, som oversætteren er enig i.
En katolsk kommunikativ oversættelse ville med al sandsynlighed have udelukket reformationen.
En konservativ protestantisk ditto ville med al sandsynlighed have udelukket pinsebevægelsen.
Hvad vil en nutidig kommunikativ oversættelse potentielt udelukke?

Nogle af de kommunikative oversættelser, som f.eks. Good News Bible, New Living Translation og Bibelen på Hverdagsdansk er ganske glimrende – til nye kristne, som først og fremmest har brug for en lettilgængelig oversættelse.
Men det er svært at forstå modviljen mod mere ordrette oversættelser til alle andre.
Og det er endnu sværere at se, hvorfor kommunikative oversættelser skulle være så gode, at de i princippet burde erstatte den mere ordrette og være folks primære bibel.
Dette sagt med respekt for intentionen med kommunikative oversættelser.
Men jeg har til gode at se, at de indvendinger, som kan rejses, fyldestgørende bliver imødegået.