Skriv til Suh

Christina vikarierer for Suh i august
Christina er Psykolog,35 år og bosidende i Odder Syd for Århus. Hun er mor til tre drenge og arbejder til daglig i et Børne- og Familie-center. Christina er aktiv i Odder Frimenighed.
Skriv til psykolog@udfordringen.dk – eller Brevkassen, Udfordringen, Box 110,
6070 Christiansfeld

– Min datter har det svært psykisk
Kære Suh!
Min datter har det meget dårligt for tiden. Hun siger, at det altid er værst om sommeren, når alle par går rundt og har det rart. Hun lider under, at det er svært at skabe nye relationer i menigheden. Der er meget klikedannelse. Hun er bange for, at hun ikke kan finde ud af sit liv, og forstår ikke, at Gud ikke bare griber ind på bøn og gør hende stærk.
Hun var som barn en meget åben og glad pige og meget følsom. I skolen blev hun mobbet, fordi hun var kristen. Som teenager havde hun kun få veninder, hun var ikke den højrøstede, som gjorde opmærksom på sig selv. Det var ikke let for hende, men som hun sagde: ”Jeg vil være den, jeg er”. Som 14-årig kom hun på efterskole, men hun trivedes ikke rigtig og vi tog hende hjem efter 3/4 år. Det var nok ikke den bedste løsning. Jeg var alene om at tage den afgørelse, da hendes far ikke ville gå ind i det.
Jeg fik selv en depression, da hun var 18 år, og blev indlagt. Det var et stort chok for hende. Hun følte sig meget forladt. Jeg var syg i ca. 2 år.
Her er det, at hun som 19-årig efter at være gået i gang med en uddannelse ser sig omkring og oplever at få nye venner udenfor kirken. Her fandt hun en ikke kristen kæreste, som hun var sammen med i ca. 3 år. Han var meget dominerende, og hun længtes ”tilbage til Gud”. Det blev slut med kæresten. Her er hun ca 25 år. Efter et par år tager hun på højskole, hvor hun møder en ”gammel ven”, som hun bliver forelsket i. Hun trives ikke på højskolen, da hun er en del år ældre end de øvrige. Hun synes, de er umodne og intet ved om, hvordan verden ser ud udenfor. Samtidig går det forbi med vennen, og hun slutter på skolen efter 1/2 år.
Hendes chef fra det ”gamle” arbejde kontakter hende, mens hun er på skolen og tilbyder hende at komme tilbage. Her trives hun og er meget vellidt og dygtig til sit arbejde. Hun siger ja! Hun er meget glad for sin arbejdssituation, men at komme tilbage til kirken var sværere, end hun troede.
Efterhånden begynder humørsvingningerne, hun føler sig ensom og bliver let ked af det og har let til gråd. Hun siger, at depressionen ligger lige under overfladen. Hun gik til en kristen psykolog efter bruddet med sin første kæreste, men det hjalp kun lidt.
Hun har brug for at tale om det, hun oplever, og da andre ikke må vide noget, bruger hun mig. Det tager meget på mig at være ”sjælesørger” for min egen datter. Hun vil nok bare have et lyttende øre, hvor jeg går videre og vil hjælpe og give gode råd. Det resulterer nogle gange i, at hun bliver vred på mig. Vi har ellers et meget godt mor/datter forhold. Hun siger, at hun er bange for, at hun ikke finder den rigtige ægtemand eller en mand i det hele taget, så det kører sådan frem og tilbage.
Hun har været stabil følelsesmæssigt i en lang periode nu og er også ved at få flere venner. Men så sker der et eller andet – en skuffelse over en ting. Det hele vender tilbage, og hun ser det sort i sort igen. Det er en ond cirkel, som tager på os begge. Hun taler ind imellem om, at hun måske behøver medicin, men jeg tror ikke, hun rigtigt mener det. Hun er begyndt at tage søvnmedicin, som hun får på hospitalet.
Jeg håber, du måske som udenforstående og som psykolog kan sige lidt om, hvad du tror, der er at gøre.
Med venlig hilsen
”En mor”

– Kalkulér med dit skrøbelige sind
Kære mor!
Suh er på barsel for tiden, og jeg vikarierer for hende her i august måned. Jeg har forkortet dit brev af hensyn spaltepladsen. Det, jeg kan gøre, er at se på det som udenforstående og måske få øje på noget, du/I selv ikke har fået øje på. Men først og fremmest tak for din tillid ved at bede om råd på denne vis og ved at åbne op for noget, som givetvis må give dig anledning til megen bekymring og ængstelse. Det er selvsagt ikke en problemstilling, der umiddelbart lader sig løse.

Som kristne oplever vi meningsløshed og svagelighed (fx en skrøbelig psyke) på lige fod med alle andre mennesker. Og det er ofte et stort dilemma, hvordan vi forholder os til Gud og til det kristne fællesskab, når vi skal se lidelse og skuffelser i øjnene. Bibelen fortæller os på den ene side, at vi skal bære hinandens byrder, men samtidig også at enhver skal bære sin egen byrde. Det sidste har ikke fået så meget fokus, men jeg tror, det er helt grundlæggende, at din datter ser sin sårbarhed i øjnene og accepterer den som et vilkår fremfor fortsat at håbe på en redning. Med andre ord, at hun begynder at bære sin egen byrde.
I nogle kredse bruger man begrebet ”at tage ansvar” for sig selv eller sin svagelighed. Det vil sige at vedkende sig den og begynde at kalkulere med den. Det kan være at begynde at kende sin egen tankegang, så man fx ikke lader sig snyde af sit egen sortsyn. Jeg oplever ofte, at der gemmer sig en ny rigdom bag erkendelsen af ikke at være ”perfekt”, ”sund”, ”moden”, eller hvilke normer man nu måler sig efter.

Da hun var yngre, sagde din datter: ”Jeg vil være den, jeg er” – det samme motto vil jeg gerne foreslå igen – dog med den krølle, at hun accepterer, at hendes sind, som af og til gør knuder, også er en del af, hvem hun er. Det at tage ansvar betyder også, at hun – i stedet for at vente på at blive lykkeligere af noget udefrakommende (en kæreste, en bedre menighed, eller at andre ikke skuffer hende) – må kigge indad og spørge sig selv, hvad hun kan kan gøre for at få et bedre liv. Jeg har et par forslag.

Er din datter i en menighed (og det lyder det som om), vil jeg foreslå, at hun der søger sig en samtalepartner. For mig at se er det væsentlige ikke nødvendigvis at få en behandler (psykolog, terapeut), men snarere et menneske, der er god til at lytte, og som din datter har tillid til. Det skal være et menneske, hun kan åbne sig for og slå følgeskab med om alt det, der volder hende besvær i livet. Måske kan relationen gå to veje, så din datter også er sparringspartner for den anden. Men et langt følgeskab, gerne over nogle år, så hun føler sig forpligtet overfor den anden og dermed kan nå vigtige mål i sit liv. Et andet forslag er, at din datter generelt må begynde at åbne op overfor andre i forhold til, hvordan hun har det. Jeg er sikker på at hun vil opleve, at andre fortæller om lignende problemer.
Du skriver om relationen mellem dig og din datter, at ”det tager meget på mig at være sjælesørger for min egen datter”. Jeg har megen forståelse for din oplevelse! Jeg synes, du langsomt skal begynde at introducere tanken om, at det ikke er en god idé, at du er eneste fortrolige og slet ikke som hendes mor, da det påvirker hendes følelse af selvstændighed i negativ retning. En mor er jo netop én, man har en tæt relation til i den periode af livet, hvor man ikke kan klare sig selv. Du må fastholde, at det ikke er en afvisning, men et forsøg på at hjælpe hende i en mere hensigtsmæssig relation. Og så må tiden arbejde for det, indtil hun er parat til at give slip. Hvis du kan sige det med samme omsorg og ligefremhed som i dit brev her til brevkassen, er du godt på vej. Men forvent, at det vil tage tid. Jeg tænker, at din datter er meget priviligeret at have en mor som dig, der har været ved hendes side hele vejen.
Jeg håber, I ser en bedre tid i møde.
Med venlig hilsen Christina

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Nordgårdsvej 109, Tune, 4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk – Obs! se herover!
Breve til Suh skal være skrevet med henblik på at offentliggøres.