Søster er biskop i Brødrekirken
Hvis man tror, at Brødremenigheden kun er for mænd, tager man helt fejl. Der er mindst lige så mange søstre med, og søster Marian Blair Couch , USA, er en af de tre kvindelige biskopper.
I weekenden var Søster Blair på besøg i Christiansfeld, hvor 60 kvinder fra mange nationer mødtes til verdenskvindekonference.
Der findes flere slags brødrekirker i verden, på Færøerne er der f.eks. en baptistisk brødremenighed.
Men den Brødremenighed, som har hjemsted i Christiansfeld, kaldes på engelsk for The Moravian Church, fordi den kommer fra Mähren i Tjekkiet, hvor den i 15-1600 tallet blev forfulgt af den katolske kirke. (En af lederne, Jan Huus, blev endda brændt på bålet.)
I begyndelsen af 1700-tallet blomstrede kirken igen op som en fornyelsesbevægelse i Herrnhut i Østtyskland, hvor den var under grev Zinzen-dorfs beskyttelse.
Herfra kom den også til Danmark i form af omvandrende missionærer i Jylland og på Fyn, hvis arbejde førte til de store gudelige vækkelser, som forandrede Danmark åndeligt, kulturelt og socialt i 1800-tallet.
Forud havde Zinzendorfs brødrevenner i 1772 får Kong Christian VIIs tilladelse til at opføre en kristen by, som man derfor kaldte Christiansfeld, 15 km syd for Kolding.
Brødrebevægelsen fik stor betydning for vækkelse og mission i hele verden. Bl.a. blev der sendt missionærer til Grønland, De Vestindiske Øer, Afrika, Kina og Amerika.
Søster Blair Couchs egne forfædre kom som missionærer fra Herrnhut til USA for at fortælle indianerne om Jesus.
Faktisk nedstammer hun selv fra grev Zinzendorf. Hendes far var præst i Bethlehem – en smuk brødremenighedsby i Pennsylvania, USA.
– Jeg læste teologi, men troede ikke, at jeg skulle blive præst, fordi man dengang ikke ordinerede kvinder. Men senere blev jeg ordineret som både præst og biskop, fortæller Blair Couch.
– I Brødremenigheden har biskoppen ikke altid et administrativt job i et georgrafisk område, men en åndelig opgave – i hele verden.
Da Søster Blair rejste til Danmark, spurgte en mand i lufthavnen hende, hvem hun var, og hvorfor, hun skulle til Danmark.
– Jeg troede, alle danskere var ateister, sagde han…
Til de danske kristne siger hun derfor:
– Bed om, at vækkelsens frø, som er sået i bøn i generationer, må give frugt igen i jeres land.
Bed om mere frimodighed, men også om en vindende adfærd, så I ikke støder mennesker bort, men leder dem tilbage Jesus Kristus igen.
Henri.