Troen opmuntrer til at holde ud i bøn

Erna Steg er leder af Aglows Candlelight-gruppe i Assens på Fyn og initiativtager til bedenetnærket ”Opmuntring til bøn”.Hvad betyder denne tekst for dig?
– I denne tekst synes jeg, Jesus taler om udholdenhed i bøn. Det sker lige efter, at Jesus taler om sin genkomst. Lignelsen handler om de sidste tider før Jesu genkomst. I den tid er linierne trukket op mellem lys og mørke og godt og ondt, fordi det er en tid med frafald.
Lignelsen taler om en enke. På Jesu tid var enker rent menneskeligt set de svageste og dårligst stillede mennesker. Han taler også om en dommer, som på den tid var det mest magtfulde menneske, man kunne tænke sig. At han så heller ikke respekterer hende, gør ikke sagen bedre. Det betyder, at hun må kæmpe for sin ret. Og hun vinder sejren ved sin udholdenhed.
Det er godt for os at vide. For Gud er retfærdig og nådig. Han hører vores råb, selv om det af og til ser ud, som om han lader bønnesvaret vente på sig.
Jeg tror dog på, at Gud altid kommer i rette øjeblik og aldrig i sidste øjeblik, selv om det ser sådan ud.
Lignelsen rummer også et stort løfte: Gud vil ile sine udvalgte til hjælp. Det er et løfte, vi kan stå fast på.

Hvorfor er det efter din mening vigtigt at bede udholdende?
– Når Jesus kommer, mon han så vil finde troen på jorden, lyder det sidste spørgsmål i teksten. Det er et spørgsmål, man kan grunde meget over. For her kædes bøn og tro sammen.
Når vi glemmer at bede eller vælger noget helt andet, svinder troen ind. Jeg tror, der er en vekselvirkning, for når vi tror og har tillid til Gud, så beder vi. Og når vi beder, så vokser troen. Det vil igen sige, at tilliden og enheden og nærheden til Gud også vokser. Og så beder vi… Jeg tror altid, at Gud er nær, men undertiden kan vi også få lov til at opleve det.
I skabelsen fik mennesket en gudgiven ret til at herske over jorden. På grund af det tror jeg, at vi har et kæmpe behov for at bede om, at Guds vilje må ske over hele jorden. Og bede: – Komme dit rige!
Ja, det er, som om Gud har gjort sig frivilligt afhængig af os og har forpligtet sig ved sit løfte: – Bed, så skal der gives jer!
Derfor skal vi bede udholdende for, at hans vilje skal ske og ikke vores egen selviske vilje.

Har du selv oplevet, at Gud har svaret på din udholdende bøn?
– Ja, for eksempel da jeg bad for min søster. Her gav Gud mig også den opmuntring at få lov til at ”se” min bøn.
Det var en aften, hvor vejret var fugtigt og koldt. Jeg havde været på besøg hos min søster og svoger, som ikke var kristne. Jeg gik under gadelamperne og bad for min søster og hendes familie, at de måtte begynde at tro på Jesus. Så skete der det, som sker, når det er den slags koldt vejr, at jeg kunne se min ånde. Fordi gadelamperne var tændt, kunne jeg ”se” min bøn i form af en lille sky, der steg op. Da den steg op, tænkte jeg på stedet i Johannes Åbenbaring, hvor der står, at Gud samler bønnerne i en skål. Det blev min motivation for at bede mere, for Gud hører bøn. Så jeg bad fortsat.
Efter mange år fik min søster kræft, og hun ringede og bad om, at vi kom og besøgte hende. Hun havde lige været til undersøgelse og havde fået beskeden: – Du skal opereres i morgen. Det var første gang, vi bad sammen med hende.
Vi bad også for hende på sygehuset, og uden at sige det højt åbnede hun sig for Jesus. Senere var vi sammen til et møde med helbredelsesprædikanten Hans Berntsen. Da han kom med en appel om at løfte hånden, hvis man ønskede at tage imod Jesus, sagde min søster: – Det har jeg jo gjort. Jeg tog imod Jesus på sygehuset.
Alligevel ville hun løfte hånden for at bekende det offentligt. Det var et bønnesvar, som kom efter 15-20 år i bøn.

Hvad tror du, der oftest får os til at miste modet, når vi beder?
– Det tror jeg adspredthed gør. Det vil sige: Tanker på afveje. Adspredtheden kan have mange årsager: Uopgjort synd, manglende disciplin, stress, ligegyldighed, depression, selvoptagethed og sikkert meget andet. Men også i specielle tilfælde ved kamp efterfulgt af sejr. Oven på en sejr kan jeg blive både sløv, deprimeret og træt, så jeg ikke beder.
Det var det, Elias oplevede efter sejren på Karmels bjerg – uden sammenligning i øvrigt. På Karmels bjerg havde Elias bedt Gud sende ild ned fra himlen, og det blev en kæmpe sejr. Men bagefter var han bare fyldt med en frygt for Jezabel, der gjorde ham fuldstændig deprimeret.

Hvad er det, der motiverer dig til at blive ved med at bede?
– Jeg tror, der er to ting, der motiverer mig. For det første er det Guds ord. Hvis jeg er adspredt, kan jeg læse et vers eller skriftafsnit og få tankerne samlet om det. Så er det ligesom døren kan åbnes til Guds nærvær. Dog er det ikke altid, det opleves sådan. Alligevel ved jeg, at Gud altid er nærværende.
For det andet er det opmuntring fra mennesker. Det at vide, at andre beder for mig og for mit bønsliv – at jeg er et led i en kæde og ikke står alene. Den opmuntring kan jeg også give videre til andre, og det er stadig noget, jeg må øve mig på. For vi har brug for hinanden.

Hvordan mener du, vi bedst kan hjælpe hinanden til at bevare gå-på-modet i bønnen?
– Ved at være åbne og ærlige over for hinanden. At bede for hinanden og endda bede for hinandens bønsliv og være villig til at stå bag andre i bøn og glæde sig over deres succes.
Som ægtepar tror jeg, at det er meget vigtigt både at bede sammen og give hinanden plads til at være alene med Gud i bøn. For eksempel ved at sørge for, at børnene ikke forstyrrer den anden i den aftalte tid. De to former for bøn, fællesbøn og alene-med-Gud-bøn, vil gensidigt inspirere hinanden, så begge former for bøn bliver løftet op.
Det kan også ske i en større bedekreds, hvor personerne er inddelt i grupper på to eller tre, som husker hinanden i daglig bøn. For også selv om vi står alene som kristne, har vi mulighed for gensidighed i bøn.