Kristen på arbejdspladsen – til ære for Gud

Frustration på arbejdspladsen – det kender både arbejdsgiver og arbejdstager. Mange chefer kritiserer og stiller for store krav til deres ansatte. Men lige så ofte er det de ansatte, der opfører sig forkert. De yder ikke deres bedste, klager, brokker sig og taler dårligt om chefen bag hans ryg.Især er det trist, når kristne ikke adskiller sig synderligt fra deres kolleger i den forbindelse. Problemet er ikke nyt. Allerede apostlen Paulus skrev for 2000 år siden til menigheden i Efesus:
”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri. Og I, som er herrer, optræd på samme måde over for dem; lad være med at true. I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han gør ikke forskel på nogen” (Efeserbrevet 6, 5-9).
Kort og klart giver Paulus her et indblik i arbejdslivet efter Guds forestillinger.

Da Paulus skrev dette brev til menigheden i Efesus, herskede romerne over det meste af verden. I dette rige skal der have været så meget som seks millioner slaver. Paulus vidste, at mange af disse slaver (på græsk doulos) var kommet til tro på Jesus Kristus og endnu flere ville komme det. Nogle slaveejere behandlede disse kristne slaver hjerteløst og grusomt; andre var venlige og tog dem til sig som medlemmer af familien. Nogle af slaveejerne var kristne, andre hedninger, som til en vis grad var fjendtligt sindet over for troen.
Men Paulus henvender sig ikke kun til slaver. Hans ord gælder nøjagtig lige så meget min og din situation på arbejdsmarkedet i dag. Hans råd er ikke forældet, lige så lidt som det kun gælder slaver i en anden kultur. Paulus betoner i vers 8, at hans ord skal hjælpe enhver arbejdsgiver og arbejdstager: ”I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri.” Paulus forfatter altså en almengyldig håndbog i arbejde: Hvordan skal vi tjene, leve og arbejde?

Den måde, vi går til opgaverne på i vores arbejdshverdag, vækker enten beundring eller anstød. Den kan imponere og skabe nysgerrighed eller skuffe og ærgre. Når kristne ikke gør deres arbejde på en ansvarlig måde, kan dette hurtigt kaste et negativt billede på alle kristne. Derfor skriver Paulus: ”Alle, som er under slaveåg, skal vise deres herrer al den ærbødighed, de har krav på, for at Guds navn og læren ikke skal blive til spot” (1. Timotheus 6,1). Kristne må være opmærksomme på deres sindelag, så at andre mennesker ikke har grund til at tale dårligt om Jesus!
Det gør mig ondt at høre bemærkninger som f.eks.: ”Det vil jeg sige dig! Når det kommer til forretninger, handler jeg hellere med alle andre end kristne!” Hvordan kan det gå til? Mennesker, som følger Jesus, skal sørge for, at deres moral er højere, deres accept af andre bredere, loyaliteten større, visionen stærkere og medfølelsen dybere. I alle disse kategorier skal kristne være førende. Ellers siger folk: ”Du siger, du er kristen, og så opfører du dig sådan? Så kan troen på Jesus ikke være meget værd.”

Men hvis vi har en god indstilling til vores arbejde, kan vi ære Gud, genspejle ham og gøre ham kendt: ”Slaverne skal underordne sig under deres herrer i ét og alt og rette sig efter dem uden at sige dem imod; de må ikke stikke noget til sig, men skal altid vise sand troskab, så de i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære (Titus 2, 9-10).
Den måde, du arbejder for din arbejdsgiver på, den indstilling, du har til din arbejdsplads, kan vise mennesker hen til Jesus og gøre hans tilbud tillokkende. Er der mennesker på din arbejdsplads, som ikke bryder sig om kristendommen? Så kan du være med til at ændre denne opfattelse med den måde, du giver dig i kast med dit daglige arbejde på. Gud kan bruge dig til at åbne dine kollegers øjne.
Måske siger du: ”Jamen, mine kolleger vil bare tro, at jeg prøver at indynde mig hos chefen.” Det kan godt være – i begyndelsen. Men hvis du beredvilligt passer dit arbejde dag ud og dag ind – ligegyldigt om chefen ser det eller ej – vil de andre mærke, at det åbenbart stikker dybere. De vil forstå, at der er noget andet, der driver dig, og de vil helt sikkert på en eller anden måde vide, hvad der motiverer dig.

Før jeg blev præst, havde jeg et andet arbejde. Jeg kørte lastvogn og arbejdede på en dok i havnen for at finansiere mit teologistudium. Da jeg var den nye på listen, blev jeg beordret ned i lasten på dokken, hvor jeg skulle læsse dæk på ladet af en lastbil. Efter en halv times arbejde i den fugtige luft var jeg badet i sved og helt dækket af sort støv fra dækkene. Pludselig kom en kollega hen til mig og sagde: ”Hej du, jeg skal lige tale et par ord med dig! Du må ikke gøre sådan der. Du må ikke svine dig sådan til.” ”Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Kom lige med mig,” svarede han. ”Se dig godt omkring, om du kan få øje på andre arbejdere, der har så snavset en skjorte på som dig. Vi plejer at gå herfra i en ren skjorte, når det er fyraften. Og hvis du fortsætter med at arbejde sådan der, så står vi andre jo tilbage som en flok idioter. Du er nødt til at arbejde langsommere! Lad være med at knokle så hårdt, hvis du vil stå dig godt med os.”
Hvad skulle jeg gøre? Behage min arbejdsgiver eller kollegerne? At det kunne gå så kompliceret til på en arbejdsplads, havde jeg ikke forestillet mig. Men jeg knoklede bare videre. For på den måde fløj tiden af sted. Efter arbejdstid kom jeg ganske vist fysisk træt hjem, men min ånd var frisk og lærenem.

Mændene i lastvognene og på havnen mærkede, at jeg på en eller anden måde var anderledes. Da de fandt ud af, at jeg studerede teologi, gav de mig hurtigt tilnavnet ”prædikanten”. Når de var samlet i en gruppe, langede de med forkærlighed ud efter mig og gjorde livet surt for mig. Men var jeg på tomandshånd med en af dem, så sagen anderledes ud. Når ingen andre var til stede, satte den ene eller den anden af dem sig gerne hen til mit bord i kantinen og spurgte forlegent: ”Har du lige et minut til overs for mig?” Så fortalte han om problemer derhjemme med konen eller med børnene.
Hvorfor betroede disse mænd sig til mig? I arbejdstiden fortalte jeg ikke meget om Gud. Der var alt for meget at lave. Jeg gjorde heller ikke noget stort nummer ud af, at jeg studerede teologi. Hvad vakte deres opmærksomhed? Jeg tror, det var måden, jeg arbejdede på. Jeg mødte præcist hver morgen og ydede mit bedste hele dagen. Jeg opførte mig anstændigt og lod mig ikke kue eller distrahere af mine kolleger. ”I dag vil jeg yde mit bedste!” Det er det forsæt, en kristen skal begive sig på vej til arbejde med.

Af Dr. David Jeremiah,
som er gift, har fire børn og arbejder som præst. Han har skrevet talrige bøger og stiftet organisationen ”Turning Point”.
Denne artikel er et bearbejdet Lydia-uddrag fra hans bog ”God in You”, udgivet på forlaget Multoma Publishers.

Læs 2. del næste uge