Præst er redaktør for blinde
Efter at være blevet pensioneret som præst er Poul Erik Bechmann blevet redaktør for Kristeligt Lydblad, hvor han blandt andet giver mange af sine rejseoplevelser videre til lytterne.Hvad vil du helst være: døv eller blind? Det spørgsmål har jeg hørt flere gange, men heldigvis vælger man ikke selv sit handicap.En blind sagde engang: Døve mister kontakten med mennesker, mens blinde mister oplevelsen af ting, og i øvrigt er det ikke et handicap at være blind, men det er upraktisk.
Det er f. eks. upraktisk, at man ikke har den samme lette adgang til informationer, som seende har, selv om der gøres meget for at lette adgangen. Bøger på braille eller lydbøger kan være med til at give vigtige informationer, men for kristne blinde kunne man let være blevet udelukket fra at læse Bibelen og en masse kristen litteratur.
Siden februar 2005 har pastor Poul Erik Bechmann været redaktør af Kristeligt Lydblad, som udgives af Kristeligt Arbejde blandt Blinde (KABB).
Han blev som 62-årig pensioneret efter knap 17 år som sognepræst i Melby Sogn i Nordsjælland og var samtidig blandt andet bestyrelsesmedlem i Kristeligt Dagblads Fond og formand for Kristeligt Dagblads Venners bestyrelse.
Det er han stadig, men tid, virkelyst og kræfter førte til et stigende engagement i KABB, først og fremmest som redaktør af Kristeligt Lydblad, et jobskifte, som han selv udtrykker det, fra prædikestol til redaktørstol.
Poul Erik Bechmann var i tre år, indtil 1980, præst blandt inuitter i Labrador i Nordøstcanada, efterfulgt af en årrække på Kristeligt Dagblad. Han har siden deltaget i en række rejser i Østeuropa, på Balkan og i Fjernøsten, blandt andet gennem sit engagement i bestyrelsen for Mission Øst.
Mange rejseoplevelser giver han nu videre til Kristeligt Lydblads lyttere.
Det kirkelige blindeblads redaktør deltager også i det årlige sommerstævne i juni på Børkop Højskole for blinde og svagtseende. I år brugte han en del af sommerstævnet til at få lavet ti interviews, fem med blinde og fem med deres ledsagere. Interviewene vil dukke
op i lydbladet i løbet af efteråret og vinteren.
Han er også med i en bibelkreds på Amager for blinde og seende, og så er han begyndt at tage ud for at informere ved sognearrangementer om Kristeligt Arbejde blandt Blinde.
Foredragets emne kan være Fra syl til Daisy, hvor han fortæller om Louis Braille, der som barn fik ødelagt sit syn med en syl, og som ung ved hjælp af en syl opfandt punktskriften.
mulighed for at læse, og det bruges stadig i dag, hvor der også indtales lydbøger efter det revolutionerende Daisy-system, hvor bøger ikke fylder mere end en cd, og hvor det er muligt at bladre frem og tilbage i bogen.
KABB søger at råde bod på kristne blindes mangel på information, bøger m.m. Først og fremmest gennem Kristeligt Lydbibliotek, men også gennem Kristeligt Lydblad, udsendelse af en række kirkelige blade på kassettebånd, mødevirksomhed og det årlige sommerstævne.
Kristeligt Lydbibliotek er et spændende tilbud med 1100 titler til udlån til blinde og svagtseende og cirka 750 lånere.
Det er visionen, at der hvert år indlæses 50 nye titler, og KABB uddanner selv sine indlæsere. Enhver bruger af biblioteket kan foreslå nye titler, men det er bestyrelsen, der beslutter, hvilke titler der skal indlæses.
De 1100 titler omfatter forkyndende bøger, lettere teologisk litteratur, romaner, biografier, andagtsbøger og børne- og ungdomsbøger. De mange titler er med til at give lånerne adgang til god kristen litteratur, og på hjemmesiden www.kabb.dk ajourføres bogkataloget.
De fleste bøger fås på kassettebånd, men man er nu gået over til at indtale dem på cd´ere efter Daisy-systemet.
Navnet refererer ikke til Dronningens engelske kælenavn, men er en forkortelse for: Digital Accessible (tilgængelig) Information System.
Det nye system giver læserne mulighed for at blade i sin lydbog, så man ikke længere er nødt til at følge den slavisk. En spændende ny metode for den blinde lydlæser.
alsidigt stof
Kristeligt Lydblad er et 90 minutters lydblad, der udsendes 11 gange om året med andagtsprægede artikler, ydremissionsstof, orientering om foreningsarbejde i Danmark med møder og stævner, foreningens regnskab, omtale af nye lydbøger, alment stof for blinde, bibelhistorier fra pastor Steffen Lorcks endnu ikke udgivne, ungdomsprægede bibelgenfortælling, læserbreve og masser af sang og musik.
KABB, der har landskontor i Jernbanegade 19 A i Fredericia, er med til at give kristne blinde væsentlig information, som samfundet ikke giver dem trods de mange hjælpemidler, samfundet stiller til rådighed.